Af: Henrik Lyding

3. april 2012

Lang vej til stjernerne

NoCanDos nye forestilling forsøger et befriende opgør med nutidens hang til selviscenesættelse og stjernenykker, men ’Albedo’ hænger ikke ordentligt sammen og det sceniske sprog virker temmelig beskedent.

I en tid, hvor alt tilsyneladende handler om at skille sig ud fra andre og blive set, er det såmænd helt befriende med en historie, hvor pointen er den modsatte: Drengen Albedo kommer fra Månen, men har lyst til at tage til Jorden for at gå i skole og blive en dreng lige som alle andre.

Men nede på Jorden synes de, at han er mærkelig på den gode måde. Han skinner nemlig (glimmerstøv på arme og overkrop) og han kan danse. Så han skal være stjerne, synes de. Albedo har bare ikke lyst til at være stjerne; han vil hellere være ligesom de andre.

Se, det er da en køn morale i en selvpromoverende tid. Forbandet ærgerligt blot, at historien bliver fortalt så elendigt. Begyndelsen er ellers lovende. Albedo sidder på spidsen af et rumskib – en let stiliseret trækonstruktion – foran et projektionstæppe. Herpå ser vi måne og stjerner, mens Albedo rejser mod jorden. Men fra ankomsten til Jorden går det galt. For dels bruges raket-elementet ikke mere i historien; det står der bare og ingen forholder sig til det, heller ikke undrende, hvilket man ellers nok skulle synes var en rimelig reaktion fra jordboerne.

Vel ankommet til Jorden møder Albedo to sære figurer, der stolprer rundt. Den ene angiveligt en lærer, den anden en elev. De er ens klædt på – i patchwork-cowboy-tøj med spidse huer og malede ansigter. De bevæger sig i en blanding af gang og stiliseret ballet, hvilket virker lettere hektisk og karikeret. Det samme gælder den blanding af tale og dans, der er forestillingens grundpræmis.

Men de tre medvirkende er ikke specielt gode til at bevæge sig, selv om de hele tiden taler om at danse og tage på turne verden rundt med Albedo som frontfigur. Her havde noget break dance eller modern dance på et vist niveau givet mening. Hvad de tre kan svinge sig op til, er lidt beskeden akrobatik, og det kommer man kun langt med i de fjernsynskonkurrencer, hvor amatørisme synes at være en kernedyd.

Virker ikke gennemtænkt

Heller ikke på repliksiden er der meget at hente. Ordene, især fra den sært tvekønnede lærer, virker stive og besynderligt gammeldags, og de siges uden større overbevisning. Undervejs undrer man sig også over, hvorfor de nogle gange taler i hele og afrundede sætninger, og andre gange bruger enstavelsesord og lyde. Som vidste de ikke helt, hvilken spillestil, de egentlig bevægede sig i. Og så er ord som ’ensemble’ og ’potentiale’ måske ikke de mest oplagte at bruge i en forestilling beregnet for de fem-årige.

Til sidst får Albedo nok. Han forsøger at gnide stjernestøvet af sine arme, så han ikke lyser længere. Han vil bare være helt almindelig. Desværre lykkedes det til den forestilling, jeg så, ikke at fjerne særlig meget af glimmeret, så effekten forblev et postulat.

Det samme blev ophidselsen hos læreren, da Albedo ikke længere lyste og turneen derfor måtte aflyses. En turne og en dansehistorie, vi aldrig for alvor kom ind i, men kun kredsede uforløste udenom. Og endnu mere utroværdig virkede omvendelsen, da Albedo alligevel godt kunne være med i dansetruppen og komme med på den verdensturne, der pludselig alligevel blev til noget.

Og sådan kunne man så sidde og undre sig over denne forestilling. Den virker slet ikke gennemtænkt eller gennemarbejdet, og den er bemandet med tre spillere, der enten ikke kan eller ikke har fået lov af instruktøren til at præstere noget seværdigt. Synd for en god tanke. Så vil vi altså hellere se på nogen, der virkelig kan noget – også selv om deres motiver måske er mere gustne og selvcentrerede end Albedos.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

I helvedes forgård
Teatret Møllen:
'Oskar'
Teatret Møllen gør med 'Oskar' 11 september endnu mere uhyggeligt vedkommende, når de opleves med drengeoptik
Solospil i særklasse
De Røde Heste:
'Grebet i luften'
Med sin virtuose spillestil har Claus Mandøe skabt er en lille perle af en forestilling
Brynhilde i barbershop – og Sigurd på catwalk
Det lille Turneteater:
'Sangen om Sigurd og Brynhilde'
Det lille Turnéteater forfører teenagerne med sin originale sanghybrid over Wagners ellers så utilgængelige skæbnehistorie. Fortællingen om den kærlighed, man ikke selv kan styre
En rigtig Grimm Snehvide
Svanen, dansk-tjekkisk dukketeater:
'Snehvide'
Snehvide bliver med en eventyrlig Westi i en dekorativ scenografi en gedigen oplevelse for specielt de mindste
Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov
I helvedes forgård
Teatret Møllen:
'Oskar'
Teatret Møllen gør med 'Oskar' 11 september endnu mere uhyggeligt vedkommende, når de opleves med drengeoptik
Solospil i særklasse
De Røde Heste:
'Grebet i luften'
Med sin virtuose spillestil har Claus Mandøe skabt er en lille perle af en forestilling
Brynhilde i barbershop – og Sigurd på catwalk
Det lille Turneteater:
'Sangen om Sigurd og Brynhilde'
Det lille Turnéteater forfører teenagerne med sin originale sanghybrid over Wagners ellers så utilgængelige skæbnehistorie. Fortællingen om den kærlighed, man ikke selv kan styre
En rigtig Grimm Snehvide
Svanen, dansk-tjekkisk dukketeater:
'Snehvide'
Snehvide bliver med en eventyrlig Westi i en dekorativ scenografi en gedigen oplevelse for specielt de mindste
Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov