Bagerst på scenen troner et kæmpestort træ. Det har ingen krone, men stammen er vid og bred, og den mørkebrune bark er fuld af maleriske folder. Det er her Tumle og Kloge tilfældigvis mødes og straks kokser med deres ens kufferter, men trods store modsætninger langsomt begynder at respektere hinandens forskelligheder.
Det ender med venskab mellem de to, og det kan alle tage ved lære af. Hvilket uden tvivl er helt tilsigtet.
De to skuespillere klæder hinanden. Thomas Miltons Tumle er rund og skaldet og sagtmodig. Michael Sands Kloge er lang og atletisk med tykt mørkt hår og et mere heftigt temperament.
Sammen udgør de et perfekt klassisk klovnepar, der er gode til at sætte gang i grinemusklerne. Samtidig appellerer forestillingen til publikums tanker om, hvad der er i orden, når man omgås andre, og hvad der hører hjemme i afdelingen for dårlig opførsel.
Tumle og Kloge er ikke nye. Fyrene i de lysende æblegrønne støvler med enorme, komiske snabler har været brugt i andre forestillinger. Men de fungerer glimrende i historien om at skulle være sammen med et andet menneske, mens det samtidig bimler og bamler lyser og blinker fra alt muligt digitalt isenkram. Det er især Kloge, der er udstyret med et utal af mobiltelefoner, der hentes frem af hans mange gemmer.
Udspekuleret og morsomt
Kloge storker rundt på sine lange ben og er konstant online for at besvare opkald og følge med i diverse spil. Det er særlig slemt, når de skal spise, og Tumle kan ikke holde det ud. Med himmelvendte øjne og opgivende gestik må han igen og igen udsætte måltidet. For i Tumles verden begynder man åbnebart ikke at spise, før alle har sat sig og er parate. Kloge har helt andre normer, men undskylder forstyrrelserne – for så blot at fortsætte.
De to fyre diskuterer på et volapyksprog, der lydmæssigt ligger tæt op af rigtigt sprog. Det tilfører den kontante, men også noget forenklende klovnestils spil og mimik lidt flere nuancer og variation.
Samtidig giver det Tumle og Kloge mulighed for både at kommunikere med hinanden og med publikum gennem et meget menneskenært middel – nemlig stemmen – i stedet for gennem taster og skærme.
Indtagelse af bussemænd og udledning af larmende prutter tager altid kegler, men det virker unødigt plat og ude af sammenhæng med det, der ellers foregår. Det er meget sjovere, da en iPad går i sort og stopper hele den digitale fest, der blandt andet går ud på at styre hinanden.
Det er udspekuleret og morsomt og får de to klovne til at nærme sig hinanden.
Gennem skæg og ballade er de måske noget frem til at begynde at se på andre som andet end nogle digitale connections. Den chance har publikum også fået med 'Volapyk'.
