København har endnu ikke fået sin store, åbne scene for børn og unge. Men Børneteaterfestivalen 2009 i Ballerup kan give en københavnerforsmag på vidunderlighederne, når 150 forskellige forestillinger fra hele landet vises for børn og deres voksne. Ganske gratis.
Jamen, hvad præger så børneteatret netop nu? Det gør den enorme spændvidde inden for det kunstneriske udtryk. Her er realistiske skuespil og stiliserede eventyr. Her er manipulerede dukkeforestillinger og virtuelle videoperformances. Her er dansende sanseforestillinger og skulpturelle musikforestillinger. Og her er interaktive forestillinger, hvor ungerne selv kan afgøre, om det hele virkelig skal slutte med en happy end. Det sværeste er faktisk at vælge, hvad man skal se.
Netop mangfoldigheden er noget af det mest inspirerende og imponerende ved det danske børneteater. Og så aldersklarheden omkring forestillingernes ideelle tilskuere. For det nytter jo ikke noget, at skolebørn sidder med og forstyrrer vuggestuebørnenes oplevelser, fordi de forlængst har luret, hvor bamse har gemt sig. Eller at babyer skriger, fordi de ikke kan koncentrere sig til de store børns ordrige forestillinger om håbløse forældre. Kun de voksne er velkomne til det hele – og selv de er tit malplacerede. For rigtigt børneteater er altså skabt til børn.
Babyfokus
Sidste års festival i Næstved viste dog nogle nye tendenser. Babyteatret var en af dem. Flere og flere forestillinger skabes direkte til de 1,5-4-årige, nogle endda skabt til børn helt ned til seks måneder. For nogle af instruktørerne og performerne handler det om at stimulere børnenes sanser og lege med deres virkelighedsopfattelse – og dermed deres møde med fiktionen. For koreografen Thomas Eisenhardt fra Åben Dans er idealet at undersøge børnenes abstraktionsevne – ud fra en tese om, at de helt små børns abstraktionsevne er langt mere avanceret end de voksnes, fordi babyerne endnu ikke er blevet konfronteret med virkelighedens begrænsninger. Det er i hvert fald disse reaktioner, som Eisenhardt efterprøver i forestillingen ‘Mig, Dig, Os’, hvor scenografien består af pæle med snore med fjer og vattotter og klokker…
I Ballerup vil babyerne og deres voksne kunne opleve Uppercut Danseteaters ‘FlipFlap’, hvor børns samlebilleder med figurers hoveder og ben bliver levende sammen med en flamingo og en krokodille. Men også Teater Mys ‘Himmelsange’, der udspiller sig inde i et rundt telt, hvor børnene oplever stjerner og skibe i lysende hvidt. Udfordringen ligger i at kunne fængsle de børn, der skal have enkeltord gentaget, lige som i pegebøger – men også kunne fascinere de børn, der forlængst har lært at spørge: ’Hvorfor det?’
Teenagetøven
I den anden ende af spektret ligger forestillingerne for teenagerne, altså det teater, som næsten lige så godt kunne være almindeligt voksenteater. Hvis altså det ikke lige havde været for ungdomsforestillingernes særlige fokus på identitetstvivl og famlende seksualitet.
Egentlig kunne teatrene lige så godt have valgt at opgive X Factor-kampen mod tv og internettet. Men i stedet lader det til, at teatret har fået fornyet energi ved tanken om at vise de unge, hvad scenekunsten kan, netop fordi den ikke er båndet og klippet og manipuleret, men fordi den er live.
Det lille Turnéteater forfører således gladeligt teenagerne med en avanceret firepersoners sangfortolkning af myten bag Wagners Ringen – her under titlen ‘Sangen om Sigurd og Brynhilde’. De fire performere synger firstemmigt med et drive og en catwalk-frækhed, der tydeligvis vælter teenagetilskuerne omkuld. For hvis dét her er teater, så vil de godt se det…
Men også voksenlivets bagside skildres i stærke teaterudtryk. F.eks. Randers Egnsteaters forestilling ‘Voyeur’, der handler om det barske liv som prostitueret. Mens Munk & Pollners ‘Seks historier om sex’, som spidder friheden til sex, både for teenagerne selv og for deres forældre og bedsteforældre. Og Holbæk Teaters busforestilling ‘Gidsel’, der gav teenagerne en egen-krop-oplevelse af konsekvenserne af at flygte fra et arrangeret ægteskab…
Desuden er teenageteatret længst fremme, når det gælder brug af video og interaktiv teknik. Særligt digital fremstår Teatret Graense-Loes i forestillingen ‘Fucking Alene’, der boltrer sig i hele teenageregistret med webcam, webchat og webshopping i skildringen af teenagerens isolerede voksenliv.
Søskendejalousi
Alligevel er det fortsat teatret for børnehavebørnene og skolestarterne, der fylder mest i repertoiret: Altså forestillingerne for de 3-6 årige eller de 8-12 årige, der spejler verden i små teateruniverser. De bedste forestillinger blander typisk en visuel kådhed med en fabulerende fortælletrang – og en musikalsk vildskab. Som når Barkentins Teater spiller ‘Vals’, hvor de vigtigste optrædende er nogle gamle snøresko – og hvor historien faktisk handler om, hvor svært det er at få en lillebror. Som når Det fortællende Teater i ‘I Guder!’ vækker den nordiske mytologi til live, alene med fortællerstemme og en uhyggeligt god historie – eller når Teatret tryller varmen og dovenskaben i Sydamerika frem i hængekøjefortællingen ‘Ze Melandro og Døden’. Som når Klara Elenius i ‘Naboen danser’ lader to piger fremdanse genertheden over at flytte til et nyt sted – eller når Corona La Balance i ‘Historien om en mor’ viser børnene og deres tårevædede voksne, hvor grænseløs forældres kærlighed er – og hvordan døden måske kommer en dag.
Der er stadig uvist, hvornår scenekunsten for børn og unge får sit eget teaterhus centralt i København. Også selv om netop Statsensemblet for Børneteater, Corona La Balance, til august kan indvie sit nytildelte lille-storby-teater i Røde Kro Teater på Amager. Også derfor gælder det bare om at benytte sig af forestillingsudbuddet på dette års børneteaterfestival.
Nyd at du kan opleve børneteater i verdensklasse lige præcis her, på syvende stolerække et sted i Ballerup. Og nyd, at du kan medbringe din indre, røde ballon.
Anne Middelboe Christensen er teateranmelder ved Dagbladet Information og Børneteateravisen.dk
Oventående er en lettere redigeret udgave af en artikel den festivalinformationsavis, der har ledsaget udsendelsen af Den Røde Brochure – og som også dukker op i en af de lokale publikationer, som tilsendes børnefamilierne i festivalkommunen Ballerup.
