’Der var engang en prinsesse, der hed Leonora Christine'.
Så fredsommeligt begynder Bornholms Teaters teaterforestilling om en af Danmarkshistoriens stærkeste kvinder. Og umiddelbart står Christine Albrechtslund også i den smukkeste, røde kjole og signalerer kongeligt eventyr med happy end.
Lykkeligt gik det nu ikke for kongens trodsige datter i 1600-tallets Danmark. Og ubetinget lykkeligt går det heller ikke helt for Bornholms Teaters forestilling. Den er for uegal af en monologfortælling at være – og den har alt for mange ord til de 5-10-årige.
Men historien om kvinden, der følger sin landsforræder Corfitz Ulfeldt og bliver indespærret på Hammershus, rummer et oplagt drama, som Jens Svane Boutrup glimrende udnytter i sin dramatisering af kvindeskæbnen.
Stykket føles på mange måder som et dramatisk ’must’, fordi det ret beset er mærkeligt, at vi ikke allerede har en uomgængelig sceneklassiker, der beskæftiger sig med vores første, kvindelige rebel med internationalt format. (I 1999 udgav Andy Pape kammeroperaen 'Dronning af Blåtårn' med libretto af Nina Malinovski, men den er næppe nået til børneteaterkredse.)
Vogt dig for blikket!
Det er kun glædeligt, at Bornholms Teater i teaterchefen Jens Svane Boutrup også har en instruktør-forfatter, der selv skaber sådan en forestilling i stedet for bare at sidde og vente på, at den nok alligevel ikke bliver skrevet…
'Prinsesse Leonora' bliver dog hurtigt meget abstrakt. I hvert fald i den førsteversion, der blev spillet under Festival 2011 i Randers. ’Der udbrød krig mellem Sverige og Danmark, og det gik ikke godt for Danmark.’ Jo tak. Men hvad vil det egentlig sige for ungerne?
Skuespilleren Christine Albrechtslund har ellers et fermt tag på både børn og voksne. Hun skifter ubesværet mellem rollen som prinsesse og som fortæller, ikke mindst med livlige stemmer som Corfitz Ulfeldt og den gamle tjenestepige Karen.
Christine Albrechtslund har både den unge prinsesses nysgerrighed og den gamle, bespottede kvindes bitterhed. Og så har hun en raffineret kongelig holdning med kønne håndbevægelser og pludselige blikskift – og en smuk kavalergang, der er med til at skabe en underskøn snørelivslevendegørelse af ikonet Leonora Christine.
Undervejs levendegør Christine Albrechtslund forskellige rekvisitter, som bliver til symbolske dukker i hænderne på hende; hendes pengepung bliver for eksempel let til et kommandanthovede… Denne leg fungerer ubesværet og fantasifuldt, og kostumerne og dukkerne af Johanne Helger Lund har i det hele taget en udsøgthed og et aristokratisk strejf over sig, der er ganske overbevisende. Børnene accepterer umiddelbart alt omkring denne kvinde som ’kongeligt’ – og det er ganske godt gået i denne ellers ret så spartanske forestilling, der både kan spilles på herregårde og i klasseværelser.
Lev op til fars krav!
Leonoras historie beskrives her egentlig mest som kvindehistorie – med udgangspunkt i hendes identitet som kongedatteren, der hele tiden forsøger at leve op til sin rolle som Christian den Fjerdes yndlingsdatter. ’Jeg finder på noget, Far. Altid på noget,’ skriver hun stolt. Og det gør hun så. Men hendes exceptionelle mod og hendes historisk grænseoverskridende medløberdåd og straf kommer ikke klart nok frem i forestillingen.
Hendes 'Jammersminde' forbliver også lidt diffust. Dette nationalklenodie – og nyligt udråbte kanonværk – får ikke tydelig plads i forestillingen. Til trods for at størstedelen af Leonora Christinas egne betragtninger i stykket naturligt stammer herfra. Selve skriveaktiviteten er dog et af historiens vigtige udgangspunkter. ’Jeg skriver med øl blandet op med sod fra lysene,’ skriver prinsessen, da hun er ved at rådne op i Blåtårn på 22. år. Og børnene stirrer med store øjne.
Gør som Leonora!
At denne kvinde faktisk også fødte ti år på 14 år, dyrker forestillingen ikke – omend det nok ville kunne gøre indtryk på ungerne i dag; Mary har trods alt kun nået fire børn på seks år… Men den nævner dog, at hendes voksne børn efter hendes frigivelse kunne komme og besøge hende som gammel på klostret i Maribo ’så tit de ville’.
Forestillingen er altså et glimrende udspil fra Bornholms Teater, der vokser så lovende i disse år. Først med Carsten Jensens 'En dag i Helmand', så med Vivian Nielsens 'Glistrup' – og nu med Jens Svane Boutrups 'Prinsesse Leonora'. Alle sammen iscenesat af teaterdirektøren selv.
For os Bornholmerfreaks er det ydermere skønt at se, at folkene på Bornholms Teater trodser alle odds og ølivets isolation – og bare gør det, de tror på.
Sådan gjorde Leonora Christine jo også.
