Fra ursump og verdens skabelse til dommedag og menneskehedens endeligt på blot 35 minutter. Voila! Sikke et kvantespring. Sikke et tidsspænd. Og sikke en teateroplevelse: Betagende meditativ og forfriskende anderledes.
’VI’, som er første del af trilogien ’VIDEOS’ (’VI’, ’DE’ og ’OS’), er sat udsøgt godt sammen af fortællebrikker, man som publikum helt intuitivt labber i sig, fordi de er udtryk for spændende tanker og kunstneriske finesser hvad angår både tekst, performance, rum, lys og lyd.
Udsøgt og meditativt
Vi, de eksklusive 28 publikummer, suger meditativt forestillingen til os. De 9. klasseelever, jeg oplevede forestillingen sammen med, var tydeligvis meget koncentrerede. Her var ingen uro, ingen forestillingsafstandstagende attituder, ingen desavouerende adfærd og ingen hverken åbenlys eller i smuggjort distraherende trafik på mobiltelefoner.
Vi sidder alle – med en halv meters indbyrdes afstand, bænket i periferien af noget, – en rondel, der ligner en hvid indelukket tønde. På hvide taburetter med ryggen mod muren inhalerer vi kalejdoskopisk sammensatte billeder på først ”selveste verdens skabelse”, som det siges og ses med tilsynekomsten af ”et lille frø fra universets dyb” som klækker sig ud gennem sin skal af plastik som ”et stjernebarn”. Og snart efter en civilisation, vi har skabt i begær efter mere og fordi vi kan.
En civilisation, hvor vi, ifølge performerne, som nu er iført habit og rødt slips, begærligt skaber, køber, foretager os og forbruger alt af al mulig tænkelig slags – lige indtil dommedag, hvor Jorden går under og vi som én civilisationen, der er blevet fyldt op med bly overalt i kroppen, går under.
Næsten definitivt. Forestillingen åbner nemlig en lem. For et håb. En mulighed for, at noget bliver videreført. Hvordan og med hvilket resultat hænger i luften som et ubesvaret spørgsmål, som en effektiv appetitvækker til oplevelse af næste trin i trilogiens raket.
Skæve bogstavrim, sej musik og leg med lys og proportioner
’VI’ serverer et skarpt og lækkert lyrisk og lydligt billede på os som snotforkælede mennesker i et overflodssamfund. Alt er til for os. I rækkevidde som noget selvfølgeligt. Vi kan drikke hvilken som helst slags juice, vand eller andet. Træne vores kroppe akkurat som vi vil. Vælge tøj i tusindvis af farver. Lytte til præcis det soundtrack, vi lyster. Vi behøver aldrig knokle. Vi kan gøre og få lige det, vi vil have. Fordi det er muligt for os at skabe dette og hint, dit og dat, dims og dingenoter.
Når jeg geråder ud i et sådant d-ordvalg, er det vist fordi jeg er blevet smittet af forestillingens digteriske vokabular. Holdet har sammen digtet en tekst, som er spækket med bogstavrim, poetiske passager, journalistisk sprogbrug og andet godt. Og det er et rigtigt godt krydderi, at tidskronologien bliver brudt, tidsaldre mikses og tekstens melodi er lyrikkens korte.
Ingen af de medvirkende spiller karakterroller. Dette er ikke de psykologiske rollers indlevelsespil. Nils P. Munk, Jens Andersen og Sune Skuldbøl Vraa Nielsen performer situationer frem. Munk agerer journalistisk budbringer af breaking news, eksklusive interviews og klip fra nyhedsreportager om klodens begivenheder og tilstand.
Andersen og tillige Munk fremsiger digteriske ordstrømme og synger melodiske sange mens de rygliggende spiller guitar. Og Sune Skuldbøl Vraa Nielsen giver den forrygende gas i heftige trommepassager tilsat lyrik – her er de unge helt med og som undertegnede tillige tydeligvis positivt overraskede over, at han dukker frem og sidder højt oppe på rondellens kant et sted.
Dinosaurer, dukke og ’dims’
Munk har som iscenesætter i det hele taget sørget for vitale skift og et fint samspil med varierede fortælleelementer. Her bliver leget med proportioner. Performance afløses og kobles sammen med små figurer af fortidsdyr og bittesmå nutidsmennesker, som dukker frem som figurer på scenen og livevideotransformeres op som billeder på rondellens bagvæg.
Her kører også på flere tidspunkter en skærmflimrende og lydknitrende billedside. Billeder i rammer, som ligner små vinduer i en bus. Og vandrette smalle lysstriber, hvis bevægelse opad forplanter sig ned til os som publikum, som en fornemmelse af, at vi letter som vægtløse.
Dynamisk og dirrende
Forestillingen er som et billeddigt, ja jeg vil sige, at det ER et billeddigt. Niels P. Munk siger det i introduktionen forud for forestillingen: At vi blot skal lade forestillingen strømme til os og ikke føle os dumme, hvis vi ikke lige forstår, hvad der sker. Vi skal ikke lede efter en historie i traditionel forstand. Narrativet er et andet. Vi skal give os hen til det der sker, som vi lader tankerne vandre hvorhen de vil, sådan som vi fx gør, når vi sidder i en bus og lader os føre afsted.
I et sammenflettende møde mellem ord, optræden, musik, sang, billeder, lys og lyde suger ’VI’ os ind i en oplevelse som er kunstnerisk kræs for såvel vores sanser som harddisken i øverste etage.
Forestillingens kvaliteter beror på dens spændstigt sammensatte lyrik. På rummets anderledes indretning og brug. Og på forestillingens meditative og samtidigt vitale drive – man ryger uvægerligt ind i et fascinerende flow med forestillingen.
Man kan ikke andet end blive nysgerrig efter, om det må lykkes fortsætterforestillingen ’DE’ at forløse det håb, som spirende anes i ’VI’ – i en af de mange interessante lyrikpassager spørger: ”..hvor går vi egentlig hen, når drømmene sander til?”
