Den smilende pige kommer ud og tager imod børnene med sin kuffert. Hun taler med rar stemme, og børnene bliver interesserede. Hun viser nogle af sine yndlingsting frem fra sin kuffert, der har hemmelige, lysende lamper indeni. Og så følger vi ellers efter hende ind i salen…
For ’Yem’ er en interaktiv danseforestilling af kompagniet Tiny Dancer. En forestilling om at rejse, men allermest om at have det sjovt med at bevæge sig. Koreografen og danseren Mette Møller Overgaard er hele tiden i øjenkontakt med børnehavebørnene og deres voksne, når hun får alle til at gå og trippe efter sig i sjove zig-zag mønstre med hop og pjat. Ind i rummet, hvor alle sætter sig spændte rundt om ’scenen’.
Der er god energi over Mette Mølle Overgaard. Hun har et sjovt og pudsigt kropssprog, og hendes røde, skotskternede bukser udstråler glæde og højt humør, når hun spiller rollen som pigen, der er på rejse langt væk fra sin bedstemor. Hun har styr på sin danseteknik og sine akrobatiske basistricks. Hendes koreografi består af mange hverdagsbevægelser, der er koncentreret om overraskende og pudsige bevægelser. Egentlig går hun bare rundt og bærer på sin kuffert – og sorterer en hel masse andre kufferter. Men pludselig står hun så også på hovedet. Og børnene griner, da hun med et snuptag tager et par klipklapper på hænderne og vandrer afsted på alle fire ’fødder’.
Musik og mågeskrig
Forestillingen har intet egentligt plot. Den har til gengæld en rammehistorie om pigen, der gerne vil skrive et postkort til sin bedstemor og fortælle, hvad hun har oplevet på sin rejse. Dansen ryger ofte i baggrunden. Det gør danserens skikkelse også. Hun er næsten så beskeden, at det bliver forestillingens mange kufferter, der spiller de egentlige hovedroller.
I det hele taget er forestillingen drevet frem af fin legelyst med disse kufferter – gamle og slidte og dampende fulde af eventyr.Og danseren balancerer i hvert fald rundt med kufferterne på mange opfindsomme måder, hvorefter hun stiller dem op som byggesten i en portåbning.
Samtidig klimprer musikeren David Navndrup Black på sine mange håndholdte kalimba-instrumenter i forskellige størrelser – kalimbaer med metalstykker, der stritter og skinner så lokkende, at børnene heldigvis også får lov til at prøve at spille på dem. Det virker dog mystisk og dramaturgisk utilfredsstillende, at han som musiker ikke introduceres tydeligt i forestillingens begyndelse; han vandrer bare med ind på scenen midt i det hele iført sine gule skotskternede bukser og sin tophue.
Hans musik er imidlertid meget fin – sart og spinkel og båret af mange gentagelsestemaer. Hans toner følger hele tiden danseren tæt. Han får også lyden af skrigende måger til at snige sig vej ind i rummet. Eller er det bare lyden af bølger på havet? Og så hjælper han med at skubbe kufferterne af sted, så de kurrer hen ad gulvet og lander de helt rigtige steder.
Undervejs overvældes musikken af afrikanske trommelyde. Danseren bliver omtrent besat af flamencoenergi; der er i hvert fald sus over hendes bevægelser. Indtil børnene igen skal ud på række og kravle af sted efter danseren – og nærmest danse stopdans.
Strejf af terapi
’Yem’ er en sjov danseforestilling. Men den er allermest et kig ind i et danseunivers, hvor barnets tilskuerkrop får lov til at lege med. Interaktiviteten virkelig fungerer godt mellem Mette Møller Overgaard og børnene. Hun indgyder dem tillid, og hun gør dem nysgerrige på selv at bevæge sig og bruge kroppen, bare fordi det føles godt.
Som danseforestilling truer ’Yem’ dog med at opløse sig selv som kunstværk. Det virker, som om ’Yem’ måske helst ville have været en workshop. Koreografien bliver i hvert fald ikke i sig selv nyskabende. Det er kropsglæden i rummet, der fremstår som det vigtigste – ikke selve koreografien. Og da alle bliver bedt om at lægge sig ned og alle sammen at røre ved den samme ting, får workshopfornemmelsen yderligere et strejf af terapi.
Tiny Dancer har tæft for at få alle tilskuere til at danse med, både børn og voksne. På teatret hjemmeside kan man også se glimt af ’Folkets Dans’ i 2020 på en smittende begejstret video, hvor naboer fra nogle boligblokke dukker op mellem husene og danser sammen med store smil.
I ’Yem’ er målet også tydeligvis at give alle lyst til at danse. Det lykkes. Men det er ærgerligt, at danseglæden spredes på bekostning af den koreografiske æstetik, som ville have fået ’Yem’ til at overbevise som kunstværk. Med eller uden stopdans.
