Det er absolut ikke for børn, selv om Mute Comp. Physical Theatre har annonceret det som en forestilling for børn fra 12 år og opefter. Jeg ville sige minimum 15 år.
Det er heller ikke en forestilling for folk med sko på. Dem skal vi nemlig helst tage af, inden vi træder ind i teatersalen. Og så sidder vi der. I rundkreds om dansegulvet i midten. Her vrider en ung kvinde sig i voldsomme smerter. Når hun da ikke på uklart engelsk forsøger at forklare os noget om sig selv, sin familie, sine oplevelser som danser og som menneske. Tror jeg nok.
En anden danserinde tager over. Ord i kaskader, mens kroppene kyler sig selv rundt på scenen foran os. Og de maler hinanden i ansigtet, og en mand i gråt træningstøj styrer de to kvinder, stryger dem over håret det ene øjeblik, smider dem fra sig det næste.
Det handler angiveligt om sekter, besættelser og besværgelser, hvor manden (Kasper Ravnhøj) synes at være guruen eller terapeuten, der har fat i den lange ende.
Rable, rable, om at finde meningen med sig selv og livet, drømmesyner og selvmordstanker, ordene kommer som krampagtige opkast, og jeg sidder og tænker, at den slags bekendelsesteater med dansere, der råber løs på uforståeligt engelsk, burde være stoppet på danske dansescener for mindst 20 år siden.
Angiveligt bygger forestillingen på Kasper Ravnhøjs egne erfaringer med religiøse sekter og deraf følgende psykiske vrangforestillinger. Og forestillingen virker da også privat på den dårlige måde. Fordi den lukker sig om sig selv. Fordi den synes at rumme en masse betydning for de medvirkende, mens den efterlader os andre udenfor.
Men halvvejs inde stopper de tomme ord omsider, og dansen tager over. Den særlige slagsmålsdans, der er Kasper Ravnhøjs særkende og helt store kvalitet. Som den mand dog kan smide med sig selv og sine to dygtige meddansere, Noora Hannula fra Finland og Loraine Dambermont fra Belgien!
De tre ruller, kravler, kaster og kyler rundt med sig selv og hinanden, så det nogle gange ligner avancerede former for 'Kluddermor', inden de sammenfiltrede arme og ben på elegant koreografisk maner løses op igen. Her fornemmer vi i dansen en slags bearbejdelse af de psykiske spændinger personerne imellem.
Men vrideriet går desværre tomt til sidst. Lige så imponerende det er, som fysisk præstation betragtet, lige så monotont ender det med at virke som oplevelse.
Og bag kroppene gemmer sig en lige så overvældende vokal kraft. Iza Mortag Freund synger, nynner, brøler og fremkalder fræsende musikalske svingninger på diverse elektriske instrumenter.
Her skriges virkelig smerte og besathed ud for alle pengene, som var vi til elektronisk punkkoncert!
Ingen forløsning
Efter en time er det slut. Så vidt jeg kunne fornemme uden nogen forløsning eller afrunding på forløbet. Det stoppede bare og lyset gik ud.
Så sad vi der. Er det færdigt, er det nu vi skal klappe? Er mareridtet slut og hvad skulle vi egentlig med det? Blev vi klogere på sekters forbandelse og udspekulerede sataners misbrug af svage sjæle. Foregår det virkelig sådan eller er det bare et fysisk fantasibillede af psykologiske mekanismer? Og hvorfor havde terapeut-guruen også selv mareridt, så han tilsvarende måtte vride sig på gulvet? Eller trængte Kasper Ravnhøj bare til en solo, lige som de andre fik hver deres?
Og hvad betød de tilskuere – som i virkeligheden var statister – der blev hentet ind fra rækkerne og løb lidt med. Var de billeder på, at dette her kan rammes os alle, eller var de bare med for at fylde lidt mere på scenen engang imellem?
Mens jeg gik ud af teatersalen og tog mine sko på igen, tænkte jeg på de skønne, lidt spildte kræfter og på, hvem der egentlig ville have glæde af at se forestillingen.
Og som med så meget andet her i livet fandt jeg ikke rigtig noget svar. Men pokkers fysisk dygtige, det var de godt nok!
