Af: Lone Sørensen

1. januar 2009

Krigstelefonitis

Krig er i sig selv absurd, men at sidde ved et skrivebord og føre krig i telefon gør det ikke mindre absurd.

Den ensomme direktør,
Jakob Kirkegaard, er alene på scenen. På det lille kontor med det enkle skrivebord og den markante telefon, er han den pertentlige og tækkeligt klædte direktør, leveringsdygtig i krigsudstyr. Hans plads er bag skrivebordet og herfra er krig en drengeleg, hvor investeringen ikke nødvendigvis er katastrofal.

Dagen starter som den plejer og forretningerne kører. Men som timerne skrider frem, udspiller sig et dystert skrivebords drama om krig og venskab. Direktørens taktik kører af sporet.

Igen en forestilling med relevante temaer. Et grundlæggende menneskeligt venskabsbehov flettes ind i en historie om krig. For Danmark er jo i krig, men hvordan? Det er nemt nok at sidde bag skrivebordet og levere kampdygtigt værktøj og materiale, som ekspederes langt væk herfra. Men alt er relativt og pludselig kan direktøren mærke krigssituationen på egen krop. Selv om der er koldt på toppen og skrankepaven arbejder udfra manglende empati for de store mængder, så står der pludselig noget personligt på spil. Historien bliver følsom, når selv direktøren græder ved at miste dem, han holder af.

Scenografisk opfindsomhed

Spektaklo arbejder interessant med kontrasterne lys og mørke. I ‘Militik’ opstår herlige scener med projektioner. Eksempelvis afslutningssituationen med et fantasifuldt skyggespil på en skærm bag skrivebordet, hvor små legetøjssoldater i skyttegravs krig, bliver voldsom store.

Jakob Kirkegaard er i besiddelse af en udtryksfuld fysik og vælger at benytte ren volapyk, både når han verbaliserer med sine krigsalliancer og sin lille ven legetøjssoldaten. Idéerne er generelt gode og fantasifulde, men mange, og det er yderst krævende at holde gang i en soloforestilling.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov
Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov