Synet af en edderkop er en sikker panikskaber. Som regel afføder det hyl og skrig, indtil en modig sjæl har fjernet kræet. I ’Edderkoppe Blues’ går det lige modsat. Man bliver mere og mere begejstret for edderkopperne, jo tættere man kommer på dem og forestillingen. Den folder sig ud som et musikalsk miks af grin og gys og en god historie om, at det er sejt at gå sine egne veje, blot man ikke glemmer sine rødder.
Men der går lidt tid, før vi når så langt. Først skal et stort edderkoppespin forceres for at finde en plads foran fortællersken og hendes guitar. I den stærkt interaktive forestilling bliver nogle små tilskuere straks kapret som spinholdere. Med alvorsfulde miner holder de nettet udspændt, indtil alt er klart, og historien om Peter edderkop kan begynde. Det vil sige, der er lige et par omkvæd, som skal læres og øves til sangene, der fyres af de helt rigtige steder i historien.
Det er ikke den sang om Lille Peter Edderkop, der kravler langsomt op, og som alle kender. I Edderkoppe Blues er der anderledes store ambitioner på spil. Peter vil ikke kravle, og han gider slet ikke lære at spinne spin og fange fluer, sådan som sine 57 søskende. Han drømmer om at flyve med vinden ud i verden og op i luften, helt op til himlen ligesom svalerne.
Den målbevidste Peter får næsten opfyldt sin drøm. Men det sker ikke uden enorme anstrengelser og adskillige nederlag. På sin vej ud i verden havner Peter først i et syltetøjsglas – ikke særlig fedt, når man vil op at flyve. Han møder også en masse andre edderkopper, der vil have Peter til det eneste, han ikke gider – at spinne spin.
Heftige krible-krablerier
Den lille edderkop lader sig dog ikke noget diktere, heller ikke af dem, der er større, end han selv. Men takket være sin dumdristighed hænger Peter edderkops liv flere gang på den mest dramatiske måde i en tynd tråd. Han opdager, at når store edderkopper bliver sultne, gælder det om at komme væk i en fart, hvis en lille edderkop ikke vil ende som frokost. Men hver gang bliver han reddet, for edderkoppens tråd overgår alle andre med hensyn til styrke og elasticitet.
Dorte Abrahamsen er en supernærværende fortæller. Stilen er barsk, men hjertevarm. Med sin rå sangstemme, levende kropsudtryk og kontante guitarspil drager hun tilskuerne med ind i fortællingen. Og når det bliver farligt for Peter Edderkop og de heftige krible-krablerier måske føles lige lovlig spændende, har hun nærmest øjenkontakt med hver eneste tilskuer og holder med sit stærke blik skrækken i ave.
Men alle kan ånde lettet op, da Peter omsider lærer, hvordan man flyver med vinden, selv om man er en edderkop uden vinger.
Han lærer også noget andet. Drømme er dejlige, men nogen gange må man også knokle. Og når man er født som edderkop, går det ikke uden at spinne spin. Det er nemlig tråden, der kan få ham op at flyve, og for resten er Peter så sulten, at der må en flue i nettet.
Den musikalske historie om den seje lille edderkoppe-overlever kan afmontere de flestes edderkoppefobi. Hvis ikke, er der sikkert stof til nye dramaer blandt de 140.000 forskellige udgaver af det langbenede kryb.
