Uden for døren ind til spillerummet får vi en lille visitkort stukket i hånden. På det kan vi læse, at der er ikke så få og vægtige ting på spil i forestillingen 'FAR'.
Digterisk opstillet står der: 'Et scenekunstnerisk eksperiment om kræft, kærlighed og yoga/en invitation/en selvbevidsthedsudvidende rejse/et portræt af en ung mand/en opløst samtid/et liv/håb'.
Grunden til, at vi får visitkortet, er også, at vi bliver opfordret til at skrive 'hvilke tre ord du længes mest efter at høre'.
Det kunne være interessant at gøre det samme efter forestillingen – altså at se efter om de ord, man skrev forud for forestillingen, fortsat er dem man vil vælge – eller at udfylde kortet, hvis man ikke skrev noget forud for forestillingen.
Nuvel, det er bare et tankestrejf fra min side som udtryk for, at jeg fandt at forestillingen gjorde det endnu klarere for mig, hvad jeg længes mest efter at høre.
Måske – og givetvis – har andre publikummer andre længsler. Pointen er at fortælle, at 'FAR' sætter tanker i gang. Omkring kræft, relationer, livsværdier og valg.
Flugt og nærvær
Den måde, hvorpå Christian Gade Bjerrum har skruet 'FAR' sammen, vil givetvis skille vandene. Nogle vil blive fanget ind, andre måske stå af. Af flere årsager.
Bryder man sig om teater, hvor man som publikum bliver direkte fysisk involveret, er der nok at komme efter. Publikum, som indledningsvis sidder på stole i en stor rundkreds uden om det bare scenegulv, hvor spillet mestendels foregår, bliver mange gange undervejs bedt om at træde ind i cirklen for der at udgøre det yogahold, som Bjerrum – kun iført underbukser – underviser.
Den lette påklædning vil måske genere nogle, andre vil være ligeglade eller måske synes, at det er interessant eller naturligt. Underviser man mon så letpåklædt i Syd- og Mellemamerika? Eller er valget taget for at udtrykke psykisk sårbarhed? Er det tænkt som en spejling af forestillingens indholdsmæssige tyndhudethed?
I og med at 'FAR' handler om en søns relation til sin far. En far, som får at vide, at han har tarmkræft, og en søn som i begyndelsen flygter fra det – tilbage til et fjernt kontinent, hvor han arbejder som yogalærer. En søn, som forsøger at få sin far til at handle som han finder det rigtigst.
Han mener fx, at det er bedst for faren at gå i alternativ behandling i stedet for at tage imod det etablerede systems ordineringer af stråling og kemoterapi. Siden mødes far og søn i en større og mere gensidig forståelse og respekt for hinandens liv og forskelligheder.
Livsafsnit i Volvo-regi
Bjerrum beretter om det kræftforløb, som hans far har været igennem, og om sine egne reaktioner, mens han introducerer os for forskellige yogaøvelser. Undervejs fylder Malika Sia Graff rummet med stemningsfuld sang og guitarspil.
Bjerrum afspiller tillige sekvenser af film taget med sig selv og faren. Film fra barndomshjemmet. På hospitalet. Og som et dramatisk virkemiddel viser han film fra og fortæller om forskellige hændelser over tid i farens Volvo Stationcar for derigennem at trække et historisk spor gennem forestillingen, som tegner centrale etaper i far-søn-relationen og i farens sygdomsforløb.
Forestillingen reflekterer også over, hvorvidt kræft i det hele taget er en sygdom. Den gør det via skildringer af det etablerede sygehusvæsens medicinalindustri-styrede behandlingsforløb, hvor påstanden er, at diagnoser stilles lemfældigt og medicin primært ordineres af profithensyn.
Med oplæsning af uddrag af et holistisk tankesæt, som siger, at kræft er en aflukning af en spirituel energi; noget dybt i den enkelte, som er knyttet til selvdestruktive tanker og følelser. Og hvis pointe det er, at en integration af en sådan mental tænkemåde omkring kræft kan være med til at løse en kræftknude op. Og med referencer til Andreas Moritz' bog: 'Kræft er ikke nogen sygdom. Det er en overlevelsesmekanisme'.
Aktiv handling
'FAR' bygger på Bjerrums egne oplevelser med sin far. I fremtoning og fortælling træder det personlige tydeligt frem. Grænsen mellem at være personlig og blive privat er hårfin. Undervejs har udtrykket på en lidt selvhenført måde en snert af noget privat.
I det lys er det altafgørende, at Bjerrum har bygget forestillingen op, som han gør, i en vekslen mellem fortælling, musik og sang, filmstumpafspilninger og direkte publikumsinvolveringer af både kollektiv (yogaøvelserne) og individuel (oplæsning af små tekster) art.
Den både underliggende og direkte udtalte intention med 'FAR' er at pege på, at flugt og tilbagelænethed er ufrugtbart, når man konfronteres med kræft. Forestillingen taler for at åbne tanker og samtalefora omkring, hvad kræft er, og hvordan man kan håndtere den.
'FAR' gjorde mig ekstra opmærksom på vigtigheden af de tre ord: Ærlighed, værdighed og kærlighed.
