Det Kongelige Teaters familiemusical ’Matilda’ bygger på en kendt og populær bog. Derfor er der grund til at tro, at mange børn på forhånd kender den gode historien om en lille sej og usædvanligt begavet pige og uønsket barn, der klarer ærterne for sig selv og sine kammerater. Dels i protest mod sine tomhjernede bogfjendske forældre, dels ved at orkestrere et oprør mod en sadistisk rektor.
Det er et held, for ’Matilda’ fyres af med så stor forkærlighed for fest og farver, bulder og brag og hæsblæsende farce, at mindre børn ellers nemt kunne tabe tråden.
Den selvstændige, viljestærke Matilda bliver hurtigt for meget for Rasmus Botofts fiffigt morsomme småsvindler af en far og Annette Heicks vilde farce af en mor. Datteren sendes væk til et uniformeret skrækfyldt kostskoleunivers styret med tyrannisk præcision af en fuldstændig ustyrligt komisk og flot syngende Mads Rømer Brolin-Tani.
Alene hans fremtoning som rektor Agatha Trunchbull er helt forrygende. Skrutrygget, storbarmet med knold i nakken og de lange underben i tennissokker til knæene tryner hun/han børn og voksne med ord og et uendeligt arsenal af vilde lyde.
Skiftevis siddende højt til vejrs i den spektakulære scenografi og drønende rundt på gulvet er det en præstation, der sammen med Mia Ellen Kjær – som lille tynde Matilda – er hele forestillingen værd.
Hun ser meget yngre ud end sin angivelige alder og imponerer med sit overskud og naturlighed i samspillet med de voksne. Samtidig med, at hun har styr på enorme mængder tekst med et hav af intellektuelle ord og formuleringer, som mange af tilskuerne næppe forstår, men som understreger Matildas genialitet.
Det er den, der fanger opmærksomheden hos først Ulla Henningsens hjertevarme bibliotekar og senere Amalie Dollerups underkuede kostskolelærer. Begge finder hen ad vejen ud af, at der er mere på spil for Matilda end videbegærlighed, og begge tilfører forestillingen en velgørende dramatisk tyngde midt i al hurlumhejet og de larmende løjer.
Ligesom det lykkes cirkusartisten Hannah Ohlsson og operasanger Joachim Knop at kile lidt poesi ind i Matildas og forestillingens verden. Selvom hun selv må opfinde fortællingen om deres store kærlighed.
Magi og dårlig lyd
Forestillingen følger formlen for en traditionel musical med dialog, solosange, kor og danseoptrin. Det får ’Matilda’ til at vare tæt på tre timer. Med tanke på en familieforestilling ned til syv år forekommer det unødvendigt længe, selv om man begynder kl. 19.00.
Det er dog ikke den eneste grund til, at en dramaturgisk saks havde gjort gavn. Handlingsforløbet fejler ikke noget på trods af, at der undervejs indfinder sig nogle store noget bratte skift og et par scener, hvis indhold og drabelige satire åbenlyst kun har adresse til de voksne.
Det er til gengæld problematisk, at historiens og forestillingens flow hakkes i stykker af masseoptrin, som det er svært at se meningen med. De er sikkert et uundgåeligt krav fra musicalens ophavsmænd. Måske opleves optrinene også ekstra overflødige, fordi de ikke er på højde med forestillingens øvrige underholdningsmæssigt niveau.
Når børnene danser med langt mere power og elegance end de voksne i en meget lidt udfordrende koreografi på meget lidt plads, er fornøjelsen til at overse. Børnene alene havde været rigeligt og mere på publikums præmisser.
Det fint, at nutidens børn får mulighed for at opleve Gamle Scene med den magi og historie og nærhed til scenen, som det kan give dem. Men prisen er muligvis den uhyrligt dårlige lyd, der kan skyldes mangelfuldt teknisk udstyr og/eller et rum, der er skabt til et akustisk lydunivers.
På aftenen efter premieren lød det på alle måder levende orkester glimrende både når det gjaldt et massivt lydtæppe og de mere interessante musikalske indslag. Hvorimod tale og sang var så forstærket og metallisk skingrende, at teksten ind imellem blev tæt på at være uforståelig
