Titlen er bizar. Men ’Lad mig være din Jesus’ viser sig at være en kraftpræstation af en skuespiller, der både er tragiker og komiker på samme tid. Simon Kongsted kaster sig rundt i scenerummet med sin høje, tynde krop og ben, der gerne sparker højt i alle retninger, mens skuldrene holder sig nede.
Og det unge publikum er tydeligvis fuldstændig fascineret af Simon Kongsted, sådan som han freestyler hen over scenen i et sært forsøg på at gå i et med væggen iført sit sandfarvede jakkesæt med sandfarvede sokker. Selv hans hår er sandfarvet. Og han gør alle sine bevægelser til en dans.
Alligevel overhales Simon Kongsteds kropssprog af hans mimik i en vild vekslen mellem undren og accept, vrede og udglatten. Ikke fordi der er nogen at glatte ud overfor. Han står helt mutters alene på scenen – i et lokale, hvor det tydeligvis er meningen, at der skal komme en masse andre. Han er tydeligvis en mand, der er vant til at opføre sig korrekt og diskret.
Samtidig virker det, som om han pludselig ikke kan holde alle sine indestængte tanker og drømme for sig selv et minut mere. Ordene ryger ud af ham – i smældende sætninger, som om han var komiker. Og han speedsnakker i vilde associationshop med en forrygende timing, så den ene antydningspointe nærmest skubber til den næste.
Replikkerne stikker af
Teksten af Rasmus Krone handler om en ung fyr, der drømmer om at blive den nye Jesus. Altså om at blive verdens nye idol med millioner af fans og følgere – og helst også en kæreste. Et liv, hvor hans geniale tanker vil blive anerkendt. Og mens han går og taler højt om sin store livsplan, finder vi langsomt ud af, hvad der formodentlig er drøm, og hvad der er virkelighed…
Tanken er sjov. Desværre er teksten fragmenteret. Replikkerne stikker af i mange retninger. Mange ting fortælles, men der mangler at blive hæftet ende på en del. Som om det er op til skuespilleren at få en pointe ud af alt det, der står mellem linjerne.
Men Simon Kongsted puster en imponerende dynamik ind i teksten. Iscenesættelsen af Johan Klint Sandberg har flot forstået at udnytte Simon Kongsteds originale kropssprog, så manden vitterlig kommer til at demonstrere ’gakkede gangarter’, der matcher tekstens storhedsvanvid. Og i mandens rastløse hærgen rundt i rummet kommer tekstens portræt af en missionerende tvivler fint til syne.
Scenografien af Maya Kareis Livingstone – der endnu stadig er studerende på Den Danske Scenekunstskole – er virkelig ramt på satirekornet: Nogle stabelstole med uldbetræk fra 1980’erne, et opretstående klaver, en kaffemaskine og et kæmpekors. Vi kommer med andre ord med ind i en nedslidt sognegård, hvor tiden står fuldstændig stille.
Absurditet og sammenbrud
Hvor meget af snakken om troen og Jesus, der egentlig menes alvorligt i forestillingen, er vist op til tilskueren at afgøre. Simon Kongsted taler så dedikeret om Jesus, at man fornemmer, hvordan hans ensomme mand faktisk er blevet besat af tanken om at være den nye tids frelser. Samtidig er der et lag af absurditet over hele scenariet – og måske et psykisk sammenbrud på vej. Det er vist op til både de unge og de voksne tilskuere at diskutere med hinanden bagefter.
Troen antydes i hvert fald som en mulig vej ud af ensomheden. Men det kræver selvfølgelig, at det vitterlig vælter ind med tilhørere til denne mands gennembrudsforedrag. Selv lader han forventningsfuldt hænderne glide hen over radiatoren, og han brygger kaffe, så der breder sig en liflig duft i hele rummet. Han forsøger at varme sin stemme op, mens han går gennem sit kommende foredrag. ’Måske man skulle smide et mirakel ind her,’ som han muntert siger det. Næsten som en joke.
Da han giver efter for sin trang til at hviske sin virkelige hemmelighed, er han ved at eksplodere af himmelsk lykke: ’Jeg siger IKKE, at jeg er den nye Jesus, der skal frelse os alle sammen,’ siger han beroligende. Men så kommer han med trumfen: ’Det er HAM, der siger det.’
Dér sidder vi så på Aveny-T og kigger forbløffede og mistroiske op på den sitrende intense Simon Kongsted. Han afslutter sin ekstreme solopræstation med et saligt smil: Et gudsbenådet, selvsikkert smil. Lige ind til en uundgåelig tvivl igen glider ind over hans ensomme ansigt.