Håbet om evig ungdom og skønhed er ikke nyt. Det har familiefirmaet Brødrene Young levet godt af igennem flere hundrede år. I vor tidsalder er midlerne til at opfylde de forskruede ønsker om fysisk og psykisk fejlfrihed livet igennem blevet mere og mere omfattende og dyre.
Det er forbruget af mystiske præparater også, og firmaets mirakelmiddel 'Forever Young' kan kurrere alt mellem himmel og jord fra rodløshed og modløshed til falsk hæshed og hul hoste.
Men hul er forestillingen om fænomenet bestemt ikke. Teatret Brændende Kærlighed nærer en tilsyneladende uudslukkelig lidenskab for komik med skarpe kanter, og som publikum må man gengælde de varme følelser. År efter år stikker teatret sin satiriske kniv i aktuelle dårligdomme.
I 'Forever Young' er det en pengegrisk skønheds- og medicinalindustris fordel af mange menneskers vilde jagt på det perfekte middel til at reparere livets skader.
Selv om temaet er dybt alvorligt, bliver det behandlet så begavet og grinagtigt, at både store og små morer sig. Komikken kommer direkte ud af kroppen på de medvirkende og rammer publikum for fuldt knald.
Alle tre er forrygende gode mimikere med hver deres fysiske kendetegn og kropsudtryk. Søren Møller Pedersen er stor og velpolstret, Jens Kløft er lille og velpolstret – og imellem de to rager lange tynde Glenn Ziqver Xavier op med sin gummikrop og kæmpegab.
De lægger hårdt ud med demonstrationer på mirakelmidlets fortræffeligheder. En ordentlig slurk og en blind bliver seende. I tilgift vokser en hårknold ud på hans skaldede isse. Den tykke kommer af med vommen – i hvert fald et par sekunder, mens country-musikken hamrer ud af højtalerne, for her hersker wild west medicinal-markedets betingelser. Toppen er en krumbøjet bævrende kone med rollator og urkomisk skrævende ben, som straks bringes til at hoppe sprællende omkring.
Tjept og skarpt
Derefter rykker de hvide kitler ind med Region Hovedstadens let genkendelige knaldblå H-logo på brystet. Med gummislange og tragt går de kyndigt til værks med at diagnosticere alverdens dårligdomme tilsat ustyrlige referencer som Niebe-lungen, der udbasuneres på militærisk halv-tysk. Kilderne til viden er sikre med navne som Dr. Oetker og Dr. Frankenstein, og en sang bliver det også til med akkompagnement af tromme, minimandolin og skeer.
Som seriøst medicinalfirma skal der også forskes, og hos Brødrene Young foregår det uhyre målrettet mod fakturaerne. Her skal tjenes penge, som store Young vellystigt tællende runderer med, mens de andre med klemme for næsen blander mystiske væsker. Med stor ståhej bliver en rotte og testperson Xavier brutalt slået ihjel, men selvfølgelig bringer den nye medicin dem mirakuløst til live igen. Og sådan fortsætter det med masser af letforståelig komik.
Ædedolken falder flere gange om af usund livsstil, men liver op igen. For selv om Døden tager sin kone til hjælp, kan de intet stille op over for det kraftfulde mirakelmiddel. Det er så stærkt, at testpersonen udvikler sig til en varulv, der må fastspændes og dopes og i hast have en slange i rumpen, så han kan tømmes for litervis af medicin. Den hældes ud, men erstattes af et nyt præparat, der skaber skøre skikkelser og slutter med mega-monstret ”The man with the money”!
Det går alt sammen vældig tjept, stærkt underholdende og stort set uden ord ud og ind af de tre svingdøre på scenografiens røde væg. I 'Forever Young' er det ikke udstyret, men koblingen mellem skarp satire, scenisk opfindsomhed og stensikker timing, der giver forestillingen nerve. Det skaber en oplevelse, der er en klasse over de fleste i sin genre.
