Kan man rumme hele verden i en timelang teaterforestilling? Måske ikke, men med forestillingen 'Atlas over afsidesliggende øer' gør ZeBU et stærkt seværdigt forsøg.
Med afsæt i en kort og knap rammefortælling om en akademiker-datter i tween-alderen, der bøvler med mobning, lukkes der op for en guldgrube af fantastiske fortællinger. Emma er nemlig vild med gamle smukke atlas, og med hende som en vidunderlig rejsefører, lukker verden og – viser det sig – livet med alle dets forskelligheder sig op.
For intet menneske er en ø, lyder det til sidst en smule formanende. Det har Emma og tilskuerne for længst fundet ud af på den ydre og indre dannelsesrejse, som 'Atlas over afsidesliggende øer' mere end noget andet opleves som.
Emma spilles følsomt og med et frejdigt gå-på-mod af Emma Silja Sångren , der har godt selskab af velspillende Lotte Bergstrøm og Jesper Pedersen som hendes forældre og en masse andet fra skattejægere til kæmpekrabber og fly-pionerer.
Udtrykket 'less is more' ses her, når det er bedst, og er en præcis betegnelse for forestillingens billedsmukke univers. Der er ikke et kort eller en ø for meget i den pivåbne, nøgne scenografi, men man savner heller ikke noget – tværtimod.
Knivskarpe og koncentrerede billeder af fortidens eventyrligheder og nutidens besværligheder snor sig ud og ind mellem hinanden, styret og sat sammen med et overblik, der skaber mening, perspektiv og håb.
Fantastiske historier
Det sidste er vigtigt, for det er ikke alle øer, der byder på et solbeskinnet paradis med blå himmel og klart vand, og nogle gange er kontrasterne heftige. Det er ikke kun temperaturen, der falder, når Emma kommer fra den multietniske ø Brava til blandt andet Svalbard.
Den menneskelig kulde er også mærkbar. Hvad enten det drejer sig om militær disciplin i en NGO eller Jesper Pedersens fortidige, komisk skydegale friherre med fjer i hatten og et overdimensioneret overskæg.
Han er typisk for forestillingens muntre indslag, der ikke kun får tilskuerne til at grine, men også tænke, ved at holde latterligheder ud i strakt arm. Det er sværere, når en af de afsidesliggende øer bliver brugt til USA's atomprøvesprængninger, og den oprindelige befolkning er fjernet. Eller når øen med verdens nordligste vejrstation skal forlades, fordi teknikken er forældet og Sovjetunionen opløst.
Emmas og forældrenes atlas-klub må også lukke. Deres datter er trist over klimakrise og forurening og har mistet eventyrlysten.
Sådan opleves det ikke som tilskuer, for mange af ø-besøgende har stor underholdningsværdi. Kostumerne og det musikalske lydtapets eksotiske klange kappes om at være mest opfindsom, og der er styr på tempoet i replikkerne. Godt hjulpet af en tekst, der økonomiserer klogt med mængden af ord og surfer sikkert rundt i tid og sted, der kan følges tæt på de mageløse videoer.
Det hele landes med endnu en fantastisk historie om at drømme sig til et sprog og genfinde det på en afsidesliggende ø.
Emma kommer også videre. Hun er vokset fra Atlasklubbens fællesskab med forældrene, men de skønne atlas holde hun stadig af med deres evne til at pirre vores fantasi og drømme.
Dem skal man tro på og ikke opgive at finde sin ønskeø, forklarer Emmas mor. Imens kan man som Emma få sig en blog og en ven og gå i gang med at gøre noget for at redde klimaet.
Lidt frelst måske, men det er godt for humøret og har sikkert appel til jævnaldrende.
