Torkild Lindebjerg er Freddy med hud og hår og gummifjæs. På en piedestal har han en kæmpemæssig radio fra dengang, man talte om radiofoni og Osvald Helmuth endnu sang, og Radioteatret sendte ‘Mordets melodi’ og ‘Gregory-mysteriet’.
Det tager ikke mange sekunder, før den storsmilende Freddy er i dialog med ungerne på gummimåtterne foran de voksnes bænke. Om den gang han arbejdet på cirkus og var lun på linedansersken, om hans drømme om eget cirkus.
Præmisser bliver lagt og kontrakter indgået – her er lov til at kommentere og foreslå, Freddy lytter og anerkender, men bestemmer alligevel til sidst, hvad der skal ske.
Og det, der skal ske, er, at vi sammen skal lytte til det prægtige modtagerapparat, som skal sende historien om ‘Snehvide’!
Og hele salen er med til at lave radiobølger, der gennem det gebrækkelige skaberak skal tone ud til os som ægte eventyr. Vi sætter os alle sammen til rette og slår ørerne ud. Men ikke før har vi hørt ‘Der var engang…’ og så bliver der støj på linjen, og alle Freddys anstrengelser er omsonst – radioen opgiver ævred.
Så er gode råd dyre. Freddy har jo trods alt lovet ungerne eventyret om den fagre prinsesse, så hvad gør man?
Jamen, Freddy er mand for sin hat. Efter en kort rådslagning med et kreativt publikum beslutter han – vi, børnene – at Freddy selv skal fortælle eventyret. Og så er det bare fuld fræs derudad.
Rutineret fortæller
Torkild Lindebjerg er en rutineret fortæller og en glad og øvet dialogpartner med publikum. Og han har klovne-evner, som skiller ham ud fra de fleste andre énmands-teater-foretagender. Både mimisk og pantomimisk kan han sætte billeder på ordene og spidse situationer til, så konflikter bliver klare og blændende som solstrejf i knivstål.
Ideer og indfald er her i hobetal. Kongen er en Joachim von And-figur, slottet er en stol, den onde og dumme dronning – hurtigt etableret i sjal og nederdel – bliver så forfængelig, at vi hujer af både afsky og morskab. Sandhedens Spejl kunne få en rolle i sidste Harry Potter-film, og Prinsen på den hvide hest kysser på hvad som helst, inden han finder Barbiedukken, der skal gøre det ud for Snehvide.
Således ‘improviserer’ Freddy sig frem gennem eventyret i turbofart og – lidt unfair – ligger han hele tiden et hestehoved foran børnenes ideer og tilråb. Men historien bliver fortalt, rigtignok uden dværge (det havde ellers været sjovt at se, hvad Lindebjerg kunne få ud af dem), de onde får deres straf, og de gode lever lykkeligt til deres dages ende.
Forestillingen lever i højeste grad af Torkild Lindebjerg selv. Han har en lynhurtig evne til at skifte, til at karakterisere, til at parodiere og til at lytte til sit publikum og være tilstede hos dem.
Jeg snakker ikke om teaterkunst, men om dygtighed og o.k. underholdning.
