Miljøsvineri, naturforurening eller klimaaftryk. Det er ikke nyt, at vi lærer børn at kaste affaldet i de rigtige skraldespande, men igennem tiden har vi forbundet det at kaste affaldet i naturen med forskellige ting. I øjeblikket er det klima, der hitter.
Og det er omdrejningspunktet for Teatret KrisKats forestilling ’Oh solo mig’, der spiller på det grønne græs for børn i metermål. Et hæsblæsende klimashow, kalder de det. Det er nok en tilsnigelse.
Det handler rigtignok om en superstjerne, der har noget svært ved at huske, at Red Bull-dåsen ikke bare skal smides i græsset. De to klovnede gartnere med røde næser og refleksbukser forsøger at belære popidolet Bob Forever om, at hvis han kaster affald i naturen tre gange, så bliver han forvandlet til en affaldsalf. Og når man først er blevet en alf, kan man aldrig blive menneske igen.
Det er så uhyggeligt, at vi gyser ved det. Og vi er da også med på at råbe ad ham, når han kommer til at kaste den næste dåse i græsset. Og også den tredje. Problemet med forestillingen opstår blot, da konsekvensen af hans miljøsvineri skal udmøntes. For det dér med at være en affaldsalf, det virker da både hyggeligt og sjovt.
Det er klart, at klimateater ikke nødvendigvis skal være tragedieteater for at gøre indtryk. Den optimistiske tone gør budskabet fordøjeligt, og vi går da også ud af parken igen med et ekstra øje på, om der nu ligger skrald langs stierne. Men dramaturgisk set er det, som hvis prinsen taber til dragen og alligevel får prinsessen til sidst.
Fysisk klovnenummer
Nå, men i virkeligheden fylder klimaet bemærkelsesværdigt lidt i KrisKats hæsblæsende klimashow. Det meste af forestillingen er nemlig et klovnenummer imellem de to gartnere (Kristian Dinesen og Katharina Kamber). Og den store Bob Forever (Thomas Dinesen) bliver en løjerligt overflødig bifigur, selvom han egentlig bærer hovedrollen.
Gartnerne spæner rundt med afspærringsbånd, løvblæser og trillebør, og de samler skrald ind i sorte affaldssække blandt publikum, der velvilligt rækker alt fra juicekartoner og nedfaldne blade til deres egne sko og jakker op i luften.
De har vældig godt greb om deres publikum, selvom en enkelt førsteklasseselev gammelklogt vender sig om mod den nærmeste voksne og siger: ”Skulle det forestille at være morsomt?” Imens forsøger han at regne ud, hvordan de laver lydene til hele balladen.
I det hele taget bliver forestillingen et fysisk og teknisk håndværk, der alt andet lige er vældig imponerende. Med blot en busket dusk pels på en lang pind kan de få os alle sammen til at skrige af skræk, som var den en rigtig rotte på rov. Og ved hjælp af et lille afrevet stykke affaldspose på en anden pind, laver de en ganske livagtig flagermus.
At kalde det nycirkus ville være at gå for vidt, men i både udtryksform og valg af virkemidler har det klare referencer i dén retning. Vi kunne dog ønske os lidt mere ømhed omkring de æstetiske valg.
