Af: Gudrun Hagen

15. oktober 2021

Klimakrise og ligestilling i Sherwood

Mange ting har ændret sig i Sherwoodskoven, men helt i Eventyrteatrets ånd er Robin Hood en flot, musikalsk opsætning fyldt med talentfulde børn på scenen. Den woke modernisering af det gamle folkesagn bliver til tider for søgt og favner for bredt, men andre aspekter fungerer glimrende; Ikke mindst musikken og de onde er en fest!

Eventyrteatrets længe ventede Robin Hood-forestilling (aflyst sidste år pga. corona) har netop haft premiere. Det er fast tradition med en ny familiemusical fra deres hånd hvert efterår op til skolernes efterårsferie, og i år er der intet mindre end 30 års jubilæum. 

Stykkets mange amatør-børneskuespillere tager flot imod os, imens vi går fra Tivolis indgang ned mod Glassalen i den gamle have. Det er effektfuldt, som de står der i fuld make-up og byder os velkommen til Sherwood, og allerede her er min lille syv-årige ledsager behørigt imponeret.

At man ligeledes kan komme helt tæt på i pausen udenfor, har på samme måde stor attraktionsværdi, og man fornemmer tydeligt glæden ved at optræde hos de medvirkende.

Sherwoodskoven er ikke den samme

Ligesom Folketeatrets opsætning af 'Robin Hood' sidste år (se anmeldelse, red.) er der her igen tale om en vældig kæk modernisering af det gamle folkesagn. Det bliver til tider for søgt med Gunvor Reynbergs mange woke ligestillings-omskrivninger, men andre elementer fungerer glimrende. Bl.a. de mange referencer fra alt til 'Star Wars' og Donald Trump undervejs er et kærkomment nik til det voksne publikum, og frem for alt må både musik og kostumer fremhæves.

’Alice i Eventyrland møder Robin Hood’ er første tanke, da det står klart, hvor eventyrlig skoven er blevet befolket. Middelalderen møder i hvert fald fantasy-genren. Kostumier Christine Brincker har fantasifuldt kreeret de smukkeste, mest farverige dragter til skovens insektlignende væsener, kaldet Sprites, der kommunikerer med kliklyde og tilmed har lys i deres hovedudsmykninger, så de også – helt poetisk – lyser op i dansende formationer, når mørket omslutter dem.  

For også denne 'Robin Hood' er trods alt en historie om det gode mod det onde.  ed til at give dette aspekt ekstra pondus er glitrende fe-lignende druider i skoven, der ikke blot lever i pagt med naturen, men også, med tanke på ikke mindst 'Ringenes Herre', har imponerende overnaturlige kræfter.

De hvide, smukke druider vil kun alt godt i verden, og bliver nemt lidt kønsløse. Anderledes smæk for skillingen er der hos de sortklædte druider, der er så onde, at det driver ned ad klippehulevæggene med grøn, giftig tåge. Klima-referencerne ligger lige for, så udover Nottinghams borgere, Lady Marian m.v. er vi nu også ude i, at naturen skal reddes.

De onde stjæler rampelyset 

Uretfærdighederne fra den sadistiske sherif og den pengegriske Prins John er som altid helt uhørte, og de spiller begge så overbevisende, at de mindste publikummer gyser i sæderne. 
Førstnævnte ligner Kaptajn Klo fra Disneys 'Peter Pan' på en prik med sin lilla jakke og det lange sorte hår, som han skridter rundt i lange sorte støvler.

Med sine mænd skaber han rædsel blandt Nottinghams fattige, og salen hujer triumferende når en velanrettet pil i rumpen giver disse griske skatteopkrævere, hvad de har godt af. Falden-på-halen komik er der nok af, og det rammer aldeles plet hos målgruppen.

Samuel Traum som Prins John er et decideret scoop, og en man må forvente at se mere til. Som en anden Nik eller Jay, med hovedet på skrå og godt med attitude stiger han op ad scenegulvet med ordene; ’Denne her går ud til alle jer, der fatter hvad det hele handler om’ inden han lægger salen ned med en selvfed rap i bedste west coast-stil, om hvor sej han er, og hvor mange penge han har.

 Det er en omskrivning af Fort Minor’s ’Remember the Name’ nu med ’100% superpower-prins, der sparker røv’. At denne skamløse selvpromovering også dækker over et vældig lavt selvværd, er endnu en fin krølle på figuren, der på mange måder stjæler showet.

Det swinger

I andre af de musikalske indslag er vi ude i trommende Safri Duo-dance med electric boogie på scenen, så det hele svinger ned til bagerste række. Referencer til gamle slagere og tekstbidder fra diverse popnumre sættes sammen på ny.

De ondes sang til slut vækker latter, som de lover os, at de er gode nok på bunden og ’er startet til psykolog’. Rå rockguitar-riff’s akkompagnerer Lady Marians duet med vores mandlige Robin Hood – mere moderne er stykket trods alt ikke, om end det er hende, der ender med at fri.

Robin Hood har skiftet køn

Og det er en anden betragtelig omskrivning, man bliver nødt til at nævne. Vores fredløse bueskytte-hovedperson, der tager fra de rige og giver til de fattige, er nemlig i denne udgave af hunkøn og hedder Rosalinde. Hun kalder sig bare Robin, fordi det er nemmere at få respekt som dreng(!) og for at mindes sin afdøde storebror – korsridderen Robin af Locksley.

Da han vender tilbage og viser sig ikke at være omkommet, skaber det selvfølgelig en del forvirring og forvikling, og vi har følgelig hele to Robin Hood-helte, der sammen må kæmpe for at få retfærdigheden til at ske fyldest. 

Trods sangtekster om ’at være lige uanset om vi er dreng eller pige’, kommer der aldrig rigtigt skub i hverken parløb eller rivalisering imellem denne bror og søster Hood. Der er langt mere på spil i druide-søstrenes kamp på godt og ondt, for slet ikke at nævne originalens brødre-fight imellem Prins John og Kong Løvehjerte, som vi desværre kun får en flig af i denne opsætning. 

Den noble bestræbelse på at sætte både klimakrise og ligestilling på dagsordenen i en familiemusical, rummes desværre ikke så godt i fortællingen, der vil for meget og får for lidt ud af konflikterne i sit glimrende forlæg. Det er de farverige skurke og de velskruede musikindslag, der gør aftenen til et hit.

For tag ikke fejl; min lille ledsager er høj på lykke, da vi cykler hjem og bliver til græskar igen. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
På vippen til 0. klasse
Teater My:
'Vi skal gøre det igen'
’Vi skal gøre det igen’ kryber, trods enkelte svagheder, med ro, rammende små detaljer og underfundig humor ind i et 6-årigt barns liv fra stor børnehavepige til lille skolepige.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
På vippen til 0. klasse
Teater My:
'Vi skal gøre det igen'
’Vi skal gøre det igen’ kryber, trods enkelte svagheder, med ro, rammende små detaljer og underfundig humor ind i et 6-årigt barns liv fra stor børnehavepige til lille skolepige.