Af: Lone Sørensen

14. september 2008

Klassens brodne kar

Hvad kan konsekvensen være af et ekstremt urealistisk syn på sine gøremål? 'Super Hero' tager temaet under kærlig behandling i et hyperrealistisk scenario

At være ung er ofte ensbetydende med at være grænseoverskridende. For nutidens unge mere end nogensinde. Måske derfor omhandler mange ungdomsforestillinger ekstremer som følge af de uheldige mønstre, de ungdomsramte havner i ved hjælp af både venner og familie.

En form for bekendelsesgenre, hvor de krænger vrangen ud og enten forsones med deres fortid ved at gøre op med synderne og vise os det sørgelige resultat, eller må tage til takke med det, som er tilbage og blive retfærdigt straffet.

Klasselokalet som scene

Vi er bænket i et lille klasselokale. Scenografien er katederet og tavlen. Altså det vi enten dagligt oplever eller det syn vi husker fra vores skolegang. Gardinerne er nedrullede og et par enkelte lampe udgør noget, vi forbinder med teater.

Tais træder ind ad døren, som en anden rod, der kommer for sent i skole. På overfladen er Tais vild cool. Han er sjov, han styrer og ikke mindst; han tager den altid lidt længere ud end de andre. Men Tais rummer et andet dybere jeg end sit umiddelbart transcendente.

På retrospektiv vis optrævler Tais sin urosbetyngede adfærd fra børnehaven og frem. Den lasede gamle kontaktbog, som er den bog, der er skrevet mest i under hele hans skolegang, bliver hans vidnesbyrd.

Gennem grusomme mobbe historier og kæbetabende handlinger, blottes Tais’ fortid lag for lag og bag den barske fernis dukker heldigvis en overraskende kerne op. En følsom størrelse, der på eventyrlig vis har sejret, overlevet og kommet velfungerende ud på den anden side.

Enmandsteater

Rasmus Thorup Jensen går helt solo i biddet på historien i en naturalistisk tolkning af drengen, som måtte så meget ondt igennem. Hans figur er ekstrem og derfor bliver spillestilen til tider anmassende.

Men ‘Super Hero’ beskæftiger sig med et emne, der er heftigt ungdomsaktuelt. Hvilke værdier er det, unge måler sig efter i dag? Hvordan er det, de presser hinanden ned i roller med attituder, der dækker over andre og mere følsomme identiteter?

Så en forestillingen, der egner sig godt som debatoplæg omkring socialisering, empati, medmenneskelig adfærd og ikke mindst mobning.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.