'Ej, jeg tror det blev for meget med den spytklat'.
Replikken kommer fra tusmørket. Fra performeren Sara Fink Søndergaard, som har snoet sig på ryggen ind under den smalle, lave bænk, som er stillet op langs siden i en kassevogns lukkede rum.
På bænken sidder vi som publikum. Lår mod lår og i millimeters afstand fra performeren, som rent faktisk har spyttet forestillingens anden performer, Rasmus Malling Skov, lige i ansigtet.
Han ligger vist nok under den bænk, som tilsvarende er sat op i bilens anden side og hvor resten af de i alt kun 12-15 tilskuere sidder. Jeg siger vist nok, fordi Teater Fluks' 'Flygtning Transportable' er en forestilling, som påvirker og bringer én derhen, hvor den ønsker: Ind i et mentalt rum, hvor vi sammen med hinanden og performerne kommer til at spekulere over, om det nogensinde på nogen måde kan blive muligt for os at forstå, hvad det vil sige at være flygtning – at være forfulgt og på flugt med livets som indsats.
Teater i varevognsmørke
Det er Teater Fluks' den 'kan vi nogensinde komme til at begribe'-vinkling som gør forestillingen særlig og stærk. I kombination med de unikke omgivelser publikum plantes i. Som sagt en lille ladvogns mørke lukkede indre.
Konceptet er virkningsfuldt lige fra starten. Som flygtningen på vej til deportation bliver vi indledningsvist udenfor bilen bedt om at stille os op på en række, og så føres vi ellers én for én op på bilens lad. Ind i det trange rum.
Her ligger Søndergård, som er i en sort kedeldragt fladt ned på gulvet midt mellem de to bænkerækker. Helt instinktivt dukker der et billede op af en fange, der lige har været eller skal til at udsættes for tortur. Tilsvarende kedeldragtklædte Skov, som sidder sammenkrøllet i den ene side for enden af rummet, signalerer samme barske situation.
Når alle tilskuere er ført ind, vippes bagklappen op og i løbet af den næste halve time gennemspiller de to performere en teaterkollage. En teaterkollage med fysisk ekspressive udtryk, med brudstykker af flygtningefortællinger, og som noget essentielt med formidling af performernes egne funderinger i forhold til spørgsmålet.
Kan vi forstå-eksperimenter
Spytklatten kommer netop fra en af de eksperimenter, performerne gør for øjnene af os i deres 'hvad skal der til for at nå der hen, hvor vi kan forstå flygtninge'-undersøgelse. En undersøgelse som ender med at sige, at vi netop ikke kan forstå. Vi kan genkende flige af hvordan det føles at være jaget på flugt. At blive endegyldigt adskilt fra nogen, vi elsker. At måtte gå til smertebringende yderligheder for at opnå noget, der stiller os bedre – giver os (en større) frihed, etc.
Skov og Søndergaard springer gelinde ud og ind af mange roller. De performer forhørsbetjente som med lygters spotlys i vores ansigter konfronterende udspørger os om hvem vi er, hvorfor og med hvem, vi er flygtet, osv. Med røde stearinlysdryp ned i hænderne, med svirpende lussinger, med korporlige tæv, med referencer til virkelighed og til film om emnet agerer og beretter de to performere om flygtninges barske overlevelsesgreb. Greb som rummer nødvendige løftebrud, selvdestruktion mv.
Dynamik og dobbeltheder
Skov og Søndergaard får os med deres fysiske præcision og intense nærvær til at lytte til flygtningehistorierne. Men det er tilstedeværelsen af alle de overvejelser og fysiske slå- og tæske- og ydmygelsesprøvelser, de udsætter hinanden for lige for øjnene af os, som får forestillingen til at hænge sammen.
Dobbeltheden i 'spytscenen' er eksempelvis stærk, fordi det er ydmygende at se nogen blive spyttet på, samtidig med at vi oplever, at det netop er en iscenesættelse. En iscenesættelse som bliver undskyldt som en 'der gik jeg over stregen'-sag som i samme ombæring er en visning af, at spyt-handlingen er forsvindende ingenting af fortræd i forhold til virkelighedens flygtninges vilkår.
Hvordan rå løg kommer ind i billedet, og hvordan forestillingen helt konkret afsluttes, skal opleves i en forestilling, som ikke får os til at forstå – for det kan vi nok ikke – men som det vellykkede stemmer vores sind til fred og fordragelighed.
'Flygtning Transportable' giver os lyst til at være mere venlige over for andre, fordi vi har genkendt elementer af uværdighed og fortræd.
