Ingrid Tranum kan sparke sine ben langsomt opad, så børnehaveungerne ikke er i tvivl om, at hun kan noget særligt. Og hun kan lade sig løfte op i armene på sin partner og strække sine lige ben vandret ud, så hun ligner en menneskeraket, der vitterlig er på vej op mod et stjerneskud.
Det skønne er, at Ingrid Tranums bevægelser bobler af fortælling. Hun er en moderne danser, men sprudlende fuld af danseteatrets dramatik og ballettens poesi. Og dermed skaber hun et vidunderligt modbillede både til MGP-dansens klichéer og til ballettens fastlagte positioner. Ingrid Tranum er sin egen.
‘Stjerneskudsjagten’ er en danseforestilling for de 4-6 årige, som Saga Dance Art Collective har turneret med gennem flere sæsoner, inden forestillingen har nået sin nuværende form.. Handlingen foregår inde i en guldramme. Her vågner en pige og en fyr op mellem tøj på en tørresnor. De har kun gammeldags undertøj på, men pointen er selvfølgelig, at de skal iføre sig noget af tøjet fra tørresnoren. Også selv om sokkerne er sure…
Sprutte eller splintre
Men så går jagten ind – jagten på stjerneskuddet. Den 29-årige Ingrid Tranum selv danser med dirrende intensitet og en næsten barnlig alvor, som klart fanger ungernes opmærksomhed og respekt. For hvis hun tager hver eneste lillebitte bevægelse så alvorligt, så må ungerne jo nok også lige kigge grundigt efter.
Hendes meddanser Peter Fønss virker klart som divapartner. Hans veltrænede krop løfter og støtter, alt sammen så den stjerneglade pige kan nå op og røre det stjerneskud, der nu bare er klippet ud som et stykke spartansk karton på en pind.
Forestillingen forløber dog ret uegalt. Musikken er en lidt gammeldags lydkulisse af Kepa Junkera, der ikke helt har humør nok i sig til at få koreografien til at funkle – eller publikumslatteren til at sprutte. Undervejs kommer der godt nok et sjovt lydindslag med stomp-lyde af fødder på en rude, der smadrer. Men det varer kun nogle få, skægge sekunder, førend glasstumperne er faldet til jorden.
Dykke eller flyve
Umiddelbart er der ellers kun godt at sige om intentionerne bag forestillingen. Men ambitionerne virker ikke tilstrækkeligt høje. For hvorfor begrænser Tranum sin koreografi til de samme bevægelser igen og igen, når hun har al frihed til at udvikle bevægelserne og lade dem accellerere helt op mod himlen? Hvorfor nedtoner hun sig selv koreografisk, så alt bliver mærkeligt dagligstueagtigt, når historien netop handler om at række helt op mod himlen? Og hvorfor er de mest raffinerede bevægelser nogle nedadbøjede DYKKE-bevægelser, når nu forestillingen handler om at FLYVE?
Det er sympatisk, at ‘Stjerneskudsjagten’ er så beskeden i sit visuelle udstyr. Men det er underligt, at forestillingen ikke sætter sine scenografiske ambitioner noget højere. Mette Jehrbos kostumer er trendy, men ret jordnære og uden for dansens lyriske univers. Og scenografien mangler næsten; guldrammen og papstjernen er i hvert fald ikke nok til at få øjet til at glemme gymnastiksalens ribber omme bagved.
Mørkelægning ville skabe magi, og selv lidt sort vægafdækning og et afgrænset dansegulv ville gøre underværker. Desuden ville en klarere ramme være et fint hensyn over for ungerne, der nu sætter sig alt for tæt op ad dansearealet og de sparkende fødder, fordi de selvfølgelig ikke ved bedre. Rammen er simpelthen ikke klart nok defineret.
Beskedenhed eller benspænd
Saga Dance Art Collective er et kunstnerkollektiv med mange facetter. Kompagniet kaster sig i stigende grad ud i ambitiøse projekter med spændende fusionsudtryk og samarbejdspartnere. Desuden har Ingrid Tranum afsløret en stærk sans for site-specifik effekter, fra Næsseslottets skønhed med strygere i sommeraftenen til Den Sorte Diamants tjekkede ramme omkring en korfortolkning af tragedien om Barbara.
Som koreograf og kunstnerisk leder er Ingrid Tranum altså kommet imponerende langt med sin danseruddannelse fra London Contemporary Dance School for fem år siden.
Til næste forår skaber hun forestillingen ‘Under Uret’ for de 10-14 årige sammen med komponisten Anne Eltard og scenografen Julie Forchhammer på Zeppelin. Det lover godt. For hvis dansen i Ingrid Tranums forestillinger skal have lov til at folde sig ud, så det svarer til hendes talent, så må der både flere penge og flere medskabende kunstnere til. Og gerne nogle ubeskedne stjerneambitioner.
