Børneteateravisen.dk anmelder ikke amatørforestillinger med børn. Det gør de landsdækkende papiraviser som regel heller ikke. Men hvor længe kan vi fortie og fortrænge de børneteaterforestillinger, hvortil der sælges billetter – og hvor børn spiller hovedrollerne og gør det fremragende?
Problemet er ellers ofte det modsatte: At børn i voksenteaterforestillinger kun spiller mådeligt, og at de voksnes præstationer derfor bliver ’plettede’ af, at de skal holde nogen i hånden, som ikke helt er fortrolig med rampelyset.
Men de seneste måneder har ikke mindst to forestillinger vist sig at byde på vidunderlige børnespillere: ’Karlas Kabale’ med Ølstykke Sommerteater, som nu er på landsturné med Det Ny Familieteater med efterårsferiestop på Viften i Rødovre, og nu ’1001 Nats Eventyr’ med Eventyrteatret i Glassalen i efterårsferien.
Reynberg og Reynberg
Det pudsige er, at begge forestillinger har tekster af Gunvor Reynberg – efter så forskellige forlæg som Renée Toft Simonsens hitroman og en tyvehistorie fra den persiske eventyrskat.
Gunvor Reynberg bliver dermed sæsonens børnereplikheltinde, fordi hun tydeligvis kan skrive replikker til børn, så de kan sige dem, så deres ord lyder naturlige og spontane og troværdige. Hun har i hvert fald videregivet herlige replikker til instruktørerne, som herefter har kunnet lege et formidabelt spil frem hos ungerne – henholdsvis Jan Hertz på ’Karlas Kabale’ og Jeanne Boel på Eventyrteatret.
Levin og Norén
Det kræver noget særligt at få børn til at performe godt. Det Kgl. Teaters Balletskole har i flere århundreder brugt balletbørnene i diverse balletter og i skuespil og operaer, men den praksis er teatret gået bort fra; og en klassiker som ’Indenfor Murene’ med den legendariske lillepigerolle som Levins barnebarn er så godt som aldrig mere på repertoiret.
Nu danser balletbørnene kun med i balletterne; mest for at skåne ungernes nattesøvn. Til gengæld danser balletbørnene nu med i endnu flere balletter koreograferet specielt til dem, sådan som i ’Bamse nu balletter vi’, der er Det Kgl. Teaters efterårsferieforestilling. Her er børnenes dansemæssige niveau bare ikke nødvendigvis af den kaliber, som man gerne vil give penge for.
Til Det Kgl. Teaters operaforestillinger bruges hovedsagelig børn fra Zahles Gymnasieskole, der har en særlig dramaskole, eller børn fra bl.a. Skt. Annæ sangskole. Til Keith Warners opsætning af Alban Bergs opera ’Wozzeck’ på Operaen sidste sæson optrådte drengen Carl Philip Levin fra Det Danske Drengekor, og han spillede John Lundgren og Tina Kibergs søn så selvforglemmende, at man ikke troede, at det var muligt for nogen sådan at kravle helt ind i en stol for at blive væk, når de voksne skændtes. Det var forfærdeligt godt spillet.
Det samme må man sige om teenageren Andreas Bengtson, der i Lars Noréns ’In Memoriam Anna Politkovskaja’ overskred alle vanlige grænser i sin udlevelse af rollen som trækkerdrengen, der forsøgte at hjælpe sin ludermor alias Stine Stengade i Vibeke Bjelkes hudløst præcise instruktion på Betty Nansens Teatrets Edison-scene.
Potter og Karla
Spørgsmålet er, hvornår børn kan betragtes som professionelle. Eller om det overhovedet giver mening at fastholde denne gammeldags og ret firkantede betragtning af scenekunst for et betalende publikum. Filmens verden har jo forlængst givet efter og erkendt, at børnespillere kan sælge billetter i et omfang, der både overgår voksenspillerne og fantasien. Med Harry Potter-drengen som det vildeste globaleksempel. Og med ’Far til fire’ og ’Jul i Valhal’ som nogle af de hyggeligste lokalsucceser på film&tv&dvd-markedet.
Måske giver det derfor mere mening at tale om forestillingernes professionelle udtryk som helhed. At se på opsætningernes instruktion og tekst, men også på musik og scenografi og koreografi. For hvis børnene indgår naturligt i forestillingerne og holder samme niveau som helheden, så må deres præstation være lige så god som de voksnes.
Talent og realisme
Hvad man så stiller op med en forestilling fra Eventyrteatret, hvis performere udelukkende er børn og unge? Nøjagtig det samme. Man må altså betragte ’1001 Nats Eventyr’ og finde ud af, om den som helhed er så velafviklet og gennemmusikalsk og æstetisk og veltimet en forestilling, at det er svært at argumentere for, at den ikke hører hjemme blandt tidens øvrige forestillinger for familier med skolebørn.
Hvorfor Eventyrteatret er blevet så utroligt dygtigt – endda uden offentlige tilskud, men til gengæld med velvillighed hos fonde og sponsorer (og med gratis, frivillig arbejdskraft)?
Det må vel skyldes talentfulde børn udsat for ihærdige ’professionelle’ instruktører, iscenesættere, komponister og scenografer – og med dramalærere, sanglærere og danselærere – der sammen har løftet ungerne op i et sceneniveau, der duer. Og rå auditions og realistisk arbejdsdisciplin for resten.
Hvis jeg bliver bedt om at anbefale to forestillinger til de kræsne 8-14 årige, er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at ’Karlas Kabale’ og ’1001 Nats Eventyr’ er på hitlisten. Fordi børneperformerne er så gode.
Anne Middelboe Christensen er anmelder på børneteateravisen.dk samt på dagbladet Information
