Fortælleteater synes at blive mere og mere populært i dansk børneteater. Det er nemt at rejse med og kræver sjældent ret meget af hverken spillested og teater. Lige bortset fra en pokkers god fortæller, naturligvis. For afskærer man sig bevidst fra teatrets visuelle, dramatiske og tekniske muligheder, skal man virkelig kunne sælge varen, alene med sin krop og sin stemme.
Det kan Ragnhild Kaasgaard helt uden problemer. Man skal ikke lade sig afskrække af den lidt besynderlige titel, ’Den skønne Finist-falk’, for hvad vi får, er en vital og medrivende, klassisk eventyrfortælling om den lange og vanskelige vej til kærligheden.
Kaasgaard har begået den lille genistreg at alliere sig med to musikere, der sidder på scenen og skaber stemning med deres musik, samtidig med at de giver mulighed for et vist dramatisk samspil.
Vi begynder med en lille ouverture, som samtidig slår eventyrets fortælleform fast. Den bygger som bekendt på gentagelser – der er oftest tre af alting. Samme fænomen kender man fra musikkens verden – gentagelser fremmer fornøjelsen. Ganske skægt får vi denne grundpræmis præsenteret, når Kaasgaard hele tiden vil til at begynde sin historie, hvorpå musikerne sætter i med endnu en repetition.
Naturlig myndighed
Eventyret, der er russisk, gælder tre søstre, hvoraf den yngste, heltinden, intet andet ønsker sig af sin far end en lille fjer fra den skønne finist-falk. Hvorfor hun gør det, bliver vi aldrig klar over, men klogt er det, for fjeren viser sig at rumme en forvandlet prins.
Da de to andre søstre opdager det, hævner de sig og tvinger fugleprinsen til at flygte. Og så må yngstesøster ud på en lang og farefuld færd, blot for at opdage, at prinsen er tæt på at gifte sig med en fremmed prinsesse.
Heldigvis viser hun sig at være lavet på samme materialistiske og egocentrerede fabrik som de to søstre, så det ender godt.
Hele denne rejse får Ragnhild Kaasgaard gestaltet med en levende og dramatisk stemme, med masser af vitalt kropssprog og med fin støtte af de to musikere.
Der er historien igennem et herligt og kærligt-drillende spil mellem de tre, og den valgte musik af Mussorgsky og Stravinsky virker både meddigtende og medrivende.
Og så kan Ragnhild Kaasgaard noget helt specielt med børn. Hun besidder en naturlig myndighed, parret med et charmerende og livfuldt væsen, så hun undervejs kan hoppe ud af fiktionen, hvis der skulle være ansats til uro på rækkerne og, uden at det virker som et overgreb, tillade sig at insistere på lydhør opmærksomhed af sit unge publikum.
Og så får hun det også!
