Af: Henrik Lyding

22. april 2016

Kærlighedens amatører



Beskedent musikteater gør os ikke meget klogere på kærlighedens mysterium.



Resultatet virker desværre alt for autentisk. Tre skolekammerater prøver på deres nye forestilling i gymnastiksalen. En stykke musikteater om kærlighedens mærkelige væsen, bestående af voksne tekster og ungdommelige sange, krydret med de tre elevers indbyrdes kommentarer, overvejelser og småsnak under prøven.
 

Og hvad er der så i vejen med det? Blandt andet, at vi ikke bliver ret meget klogere på kærlighedens mysterium ved at høre på disse unge mennesker en times tid.

Deres overvejelser er nemlig ikke meget dybere end dem, man ville kunne høre, hvis man havde sneget sig ind til en rigtig prøve på en rigtig amatørmusical i gymnasiet. Og teatret skulle jo gerne gøre os klogere på virkeligheden, ikke bare affotografere den.

Dertil skal lægges en sært bedrevidende og moraliserende tone, når de unge skuespillere sættes til at reflektere over tidens tegn. Om fikseringen på individet over for fællesskabet, om tvangsfikseringen på sociale medier, der stjæler opmærksomheden fra det fysiske nærvær, om brug og smid væk-kulturen, og om løse forbindelser, der angiveligt er meget mere skodagtige end faste forhold som symbol på ægte kærlighed. 
 

Denne luftning af banale synspunkter virker spejderagtigt belærende og lidet troværdig i skuespillernes munde – som havde dramalæreren lige været inde over med en håndfuld velmente, men sprogligt skrækkeligt konstruerede replikker.

Og hvad får vi så ellers? Småsnak om kærester og hurtige affærer mellem tre typer, der er klassisk afstemt efter dramabogen. Den kejtede, men oprigtige Mikkel (Mikkel Hansen), den lækre og selvfede Jakob (Jakob Svensmark) og så Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet som pigen i midten, der ubevidst er optaget af Jakob og som derfor har det svært med hans overfladiske forhold til kærligheden. 
 

Banaliteter og løftede pegefingre

Historien gælder opsætningen af forestillingen. De tre bakser med rekvisitter, mikrofoner og tonehøjder, mens de afprøver sange og tekstbidder.

Sidstnævnte hentes fra novellen 'Brev til D – historien om en kærlighed', af den østrigsk-franske socialfilosof og journalist André Gorz, hvorfra citeres passager om livslang og moden kærlighed, der ender med selvmord.

Emner, der, forestiller jeg mig, må føles en kende fjerne, også sprogligt, på det unge publikum. Ikke mindst fordi de aldrig rigtig formidles ind i forestillingen, men blot virker som enkeltstående kontraster til de unges lidt forvirrede liv.

I baggrunden projiceres filmstumper, naturbilleder og kerneord om kærlighed op som visuelle kommentarer – igen uden at det bringes sammen med selve historien. 
 

De tre skuespillere har deres unge alder og udseende med som solide fortrin. Vi tror virkelig på dem som typer. Ærgerligt for både dem og os tror vi bare ikke på det, de siger. 'Liquid Love' er nemlig en forestilling, som i den grad skriger på en dramatiker, der har andet og mere på hjerte end banaliteter og let løftede pegefingre. 



Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater