Det siger meget om William Shakespeares format, at 'Romeo og Julie' efter næsten 450 år stadig fascinerer og inspirerer til nye udgaver af kærlighedstragedien.
Asterions Hus introducerer klassikeren med en imponerende lynhurtig gennemgang af det komplicerede handlingsforløb, som sideløbende illustreres dejlig poetisk af to potteplanter med roser.
Fra første sekund får vi også Sergej Prokofjevs vidunderlige musik i ørerne, og med den John Neumeiers balletversion af 'Romeo og Julie' på nethinden. Asterions Hus er med sine kun to medvirkende, prunkløse udstyr og frie fortolkning en helt anden oplevelse. Men på et afgørende punkt – den intense, kompromisløse udlevelse af de store følelser – ligner de to forestillinger hinanden.
Blodfejden mellem de stenrige Verona-familier Capulet og Montague er her kun med som igangsætter af tragedien. Det er den stormende forelskelse, der fører ordet i Asterions sprælske udgave. Opsætningen er et koncentrat af den betingelsesløse vidunderlige første kærlighed, der folder sig ud med ekspressiv fysisk kraft, kontant komik og inderligt rørende romantik.
Det gør dramaet kort og fortættet. Flot i tråd med Tilde Knudsens og Martin Ammundsens frygtløse actionprægede spillestil, der uden at lefle appellerer overbevisende til nutidens unge tilskuere. Men skuespillernes fænomenale akrobatiske – og for Tilde Knudsens vedkommende også dansante – formåen er ikke kun vildt underholdende. Den er også udtryksfuld.
Litervis af sved
Det er ikke for sjov, når Julie slår fast, at hun vil dø for sin Romeo, og understreger sine ord ved at gå direkte bagover og i gulvet, der heldigvis er græs! Man er heller ikker i tvivl om alvoren, når dybden af Romeos kærlighed kan måles i litervis af sved, eller når Romeo og Julie drøner rundt og leder efter hinanden. For mens benene løber hurtigere og hurtigere, stiger styrken i stemmerne til desperate råb på den elskede.
Midt i det hele holder Julie et forførende makabert foredrag om ormenes hærgen, når vi ligger under mulde. Den slags kan godt give behov for en styrkende ikke-alkoholisk dram undervejs, og det byder den generøse forestilling også på, hvis man er blandt de heldige. Det var jeg.
Asterions 'Romeo & Julie!' er kærlighed på speed med bjæffende hunde, spastiske kramper og sumo-brydere. Her får jordpåkastelse en helt ny betydning, og hvem havde gættet, at man kan slås med trillebører og samtidig skabe poesi, fordi Julies hjerte kan rummes i den ene. Men det er uundgåeligt også en historie om et brutalt drab på kærlighed.
Hos Shakespeare fører Romeo og Julies død til afslutning på fjendskabet mellem deres familier. Når denne vigtige forsoningsscene – som her – skæres bort, sker det ikke uden omkostninger for det oprindelige budskab. Tabet af de unge liv bliver på den måde endnu mere meningsløst. Til gengæld giver det mening i forhold til forestillingens velkomponerede koncept, der holder fokus netop på de unge.