De unge kan umuligt have været der selv i Sovjet i 'jerntæppetiden' og de første tiår herefter. Derfor er 'Hunden er rask' en god forestilling i og med, at den er et stykke teateriscenesat samfunds- og kulturhistorie, som på en sanselig måde gør målgruppen forstandsmæssig mere vise på livsvilkårene på et ganske bestemt historisk tidspunkt et helt bestemt sted.
Vi, som har oplevet den tid – og måske (som jeg) har rejst meget på den kommunistiske side af jerntæppet – bliver berigede med en skildring, som det er umuligt ikke at kunne nikke genkendende til. Vi får tillige, ligesom de unge publikummer, tilbageblikket i en teaterversion, som med humor, smerte og masser konkrete detaljer gør fortiden levende samtidig med at nutiden bliver sat i perspektiv. Og det alt sammen bliver forstærket af, at fortællingen er knyttet til en specifik person – til Sonja Vesterholt, som blev født og voksede op i KGB-regimets Sovjet.
'Hunden er rask', som er Sonja Vesterholts og Pia Rosenbaums bearbejdelse af den bog ved samme navn som Vesterholt i 2011 skrev i samarbejde med Britte Sørensen, varer hele 95 nonstop-minutter. Det er lang tid. Modigt lang tid. Men efter min bedste overbevisning sætter forestillingen – som tillige er en monolog – publikum på en positiv udholdenhedsprøve. En lytteudfordring, som takket være Pia Rosenbaums sensibilitetsfyldte og nærværende skuespillerpræstation bliver en opgave, man helt uvægerligt tager til sig.
Begejstringsforbud
I et rum broderet med plakattegninger, der afbilder heroisk kæmpende kommunistkvinder og mænd, høj faneføring, hammer- og sejlsymboler og andre Sovjet-ikoniske plakatstreger, suger Pia Rosenbaum os tilbage til det, som har sat sig spor i Sonja Vesterholts erindring.
Med sin stemmes changerende kraft og med en foranderlighedsfyldt mimik skaber Rosenbaum billeder på vores nethinde af, hvordan Sonjas moster, hvis barn er død af kulde, ælter et ikke eksisterende rugbrød. Vi ser gåsehudsgysende Sonjas kamæleon-lærerinde gøre en 11-årig Sonja til en forræder ved at presse hende (med trusler om at tavshed vil kunne være dødbringende for hendes mor) til at angive sine skolekammerater. Efter regimets udsagn et lærestykke i hvornår man ellers vil være en dårlig kammerat, et eksempel på en patriotisk forpligtelse!
Vi hører hårrejsende historier om hvordan regimet ikke tillod folk at ytre sig selvstændigt og spontant i flok – ikke engang af begejstring! Hvordan private initiativer – fx selv at skabe tørklæder med røde roser – var bandlyst og blev kriminaliserede. Hvordan jøder blev forfulgt og – med 'forkert varebetegnelse' – blev udpeget som jøder, selvom de hele livet både talte og tænkte russisk. Hvordan familier med mange medlemmer blev stuves sammen i små lejligheder og efter et nøje udregnet system fik tildelt kvadratmeter. Hvordan påvirkninger fra Vesten, fx musik og litteratur og argentinske film, skabte åndehuller i folks bevidsthed og vakte landets stumme stemme. Hvordan det at forfatte på eget initiativ kunne give syv år i spjældet. Hvordan kun statsanerkendte job var tilladt – andre var en forbrydelse. Hvordan man kunne blive nægtet indrejsevisum, når man skulle besøge sin syge mor. Hvordan systemet hjerteløst beder Sonja som 21-årig mor om at glemme sin hjertefejldøde søn. Hvordan systemet nægtede Sonja indrejse til hendes egen fars begravelse.
Humor og romancer
Eksemplerne på Sovjet-systemets undertrykkelse af folket er mange i forestillingen, som ikke af den grund er tung, takket været fremstillingsmåden, som også byder på meget humor, indlagte vittigheder og små kærlighedsromancefortællinger.
'Hunden er rask' spiller i Folketeatrets regi – ligesom 'Goebbels' Time'. Det er svært ikke at komme til at sammenligne de to forestillinger. De skildrer begge et regime; henholdsvis Sovjetkommunismen/KGB og nazismen/Goebbels Hitler-jugend, og de bliver begge fremført af en kvindelige skuespiller – som oven i købet er søstre; henholdsvis Pia Rosenbaum og Ina-Miriam Rosenbaum.
'Goebbels' Time' tegner med en raffineret publikumsinddragelse et foruroligende billede af manipulationens mekanik. 'Hunden er rask', som ikke er helt så interessant og særpræget iscenesat, tager til gengæld sit publikum med på en rejse tilbage til et system som ikke er så eksponeret og kendt bland de yngste i målgruppen som nazismen og Anden Verdenskrig.
