Med Jørgen Carlslund i spidsen for sit 'In Real Life-hold', har ZeBU været ude at tale med teens og pre-teens om begrebet 'Voksen'. Om hvad det vil sige at blive voksen, at være voksen, hvordan man bliver det, hvad det medfører, om forventninger og skræk.
Men i stedet for at lave en mere eller mindre festlig halvdramatiseret dokumentar med masser af forståelse, fakta og meninger, har de taget alle disse elementer og bygget dem ind i en reel fortælling om, da Jennifer blev voksen. Hvordan det gik til med at blive det og hvordan det gik med at være det.
På den måde lykkes ZeBU med at lave en forestilling der ikke kun appellerer til vore hjerner, men som, på nænsom vis, appellerer til, hvad hjertet forstår.
Tre tumper i frit svæv
Vi sidder på tre sider, en ordentlig bunke 13-15-årige, for hvem (vil jeg antage) ordet 'voksen' er fyldt med lige dele afsky, mystik og forventning – samt et dash af kedsomhed.
Cirkusmusik fylder teatermørket, lyset går op på et dramatisk rødt bagtæppe, tre hoveder kommer til syne, og jeg er øjeblikkeligt slået ud af mine forventninger om fakta og statistikker og autentiske citater fra målgruppen og IRL.
De tre hoveder hører hjemme på tre klovne, tre forvoksede babyer, tre teletubbies i underligt tøj. Tæt på en parodi på evnesvage vækker de både nysgerrighed og kærlighed, hvor de halvt svævende og med store armbevægelser danser rundt om hinanden. Charmerende og udfordrende.
Her skal fortælles eventyr. Om pigen Jenny der forlader hund og hjem og en piberygende far for at begive sig ud på rejsen mod at blive og være voksen. Og insistere på navnet Jennifer.
Hvilket er lettere sagt end gjort.
Voksenlivets farer
De tre erfarne skuespillere veksler friktionsfrit mellem klovne og de mange seriøse roller, som Jenny møder på sin odyssé. Talende hunde kan de også fremstille, så både situation og tekst kommer klart og tydeligt frem.
Forestillingerne om voksenlivet er mange. Og de er risikofyldte. At være voksen er en ekstremsport! Julie Riis kommer på arbejde, når hun skal manøvrere sig gennem det nye liv der over på den anden side.
Hvad med penge? Har man dem? Kan man skaffe dem? Og lejlighed – eller aller helst et hus? Og det med sex skal jo også overståes. Og kærestelivet er vaklende og usikkert, så ensemblet kaster sig ud i jalousi-sangen over dem alle: 'Unchained Melody' – …time can do so much, are you still mine?
Jan Mogensen toner frem i strutskørt og er Jenny, der skal giftes, men hvor er gommen? og så er hun gravid, og Carl Martin Norén som babyen kræver al opmærksomhed, og hunden følger efter som en ustoppelig påmindelse om livet derhjemme med mor og far, og far med den evindelige pibe giver Jenny skylden for forældrenes liv – 'du åd vores kærlighed, Jenny' – Jeg hedder Jennifer! Undskyld! Undskyld!
Det går ikke godt.
På den anden side?
På flere måder kan man læse forestillingen som en advarsel mod i det hele taget at blive voksen. Eller som en tro gengivelse af målgruppens angst for det liv, der venter dem om bare ganske få år.
Men hvornår er man voksen? Som svend? Med studenterhuen? Når frontallapperne er færdigudviklede? Når de holder op med at spørge om ID hos vinhandleren?
Jeg køber ikke helt forestillingens præmis. Eller rettere: Jeg er usikker på det spørgsmål, de medvirkende har gået ud med til de 13-15-årige. På den anden side af hvad?
Det kan være svært at gennemskue, at man er voksenlivets gidsel lige fra man er født. At blive voksen er ikke som at bryde gennem en mur, eller bestå en eksamen, eller for den sags skyld komme over på en anden side. Det kommer snigende som en tyv om natten, man kan blive mere eller mindre bevidst undervejs om ansvar og udvikling, være mere eller mindre vellykket som voksent menneske, men det tvinger sig på. Uanset. Umærkeligt.
Alvor og humor
Når dette er sagt, vil også sige, at jeg var mægtig godt underholdt hele vejen gennem forestillingen. Jørgen Carlslund har sans for rytme og musikalitet – vekslingen mellem humor og alvor, mellem slapstick og dramatik, gør 'Voksen' til en sjov forestilling at følge. Og den har mange træffende billeder, som gør fortællingen tydelig uden pegefingre.
Lydsiden yder også sit, med vekslen mellem lirekasse og skumle små dryp, ligesom skuespillerne holder en vidunderlig kontakt med publikum.
'Voksen' – med undertitlen: 'Hvad er der på den anden side?'- kræver noget af sit publikum. Dem, som jeg så forestillingen sammen med, var åbenlyst indstillet på at yde deres bedste.
Og, ikke mindst: Jeg ser nogle teatermæssige virkemidler, der er nye og modige.