Dansk børneteater skabes ikke kun af danske kunstnere. Heldigvis. For det er ofte internationale indspark, der løfter børneteatret i uventede retninger. Ved Festival 2012 i Ringsted var det den hollandske komiker, sanger og klassiske musiker Etienne Borgers (født 1963), der som ukendt udlænding betog publikum med sit anderledes musikdukketeater, sin fysiske vildskab og sin drengede charme.
’Cool Frogs’ hedder forestillingen. Sproget er nu ikke engelsk, men universel mime tilsat volapyksprog og nogle få, danske sætninger med umiskendelige, norske svirp. Manden turnerer nemlig en del i Norge og har derfor lært sig nogle norske gloser. Og nu har han så kastet sig over både det danske sprog og det danske marked med sin frømandsforestilling.
Balancekamp
Forestillingens ramme er yderst effektfuld: En mand går ind i rummet med en omklamrende kæmpefrø-fatboy på ryggen og en kuffert i hånden. Han er iført en skøn, gammel uniformsjakke med broderede, grønne kanter. Og han får øje på nogle paller i et hjørne af lokalet og forsøger at få dem til at balancere – indtil han indser, at han må opgive.
Herfra er ungerne med på idéen med forestillingen. De lader i hvert fald til at anerkende, at den bærende historie er en beretning om en mand, der af alle kræfter prøver at få livet til at passe og gå op. Det gør det bare ikke…
Herfra finder manden de mærkeligste ting i sin kuffert: En fluesmækker, en potteplante, et maleri, et gulvtæppe. Og lynhurtigt får han indrettet en slags hjem for sig selv og for sine frøvenner. For frem af kæmpefrøen kommer de yndigste små stoffrøer: Grønne og frække og meget personlige – og totalt uenige med manden om, hvor de skal sidde…
Brutalitet
Etienne Borgers har ungerne i sin hule hånd. Han jonglerer med sine frøer på bedste gøglerfacon og kaster rundt med sine ting, så hverken tilskuere eller lamper kan føle sig helt sikre. Frøerne får liv mellem hænderne på ham, men bliver han utilfredse med dem, så kyler han dem bare brutalt hen i et hjørne. Frøerne kan synge nok så mange kvækkende klagesange; her hjælper ingen kære far.
Svedperler
Men så udvikler forestillingen sig pludselig til et musikorgie – med manden som dirigent. Trompet, trombone og bækkener brager ud af hans gemte ghettoblaster i klassiske værker.
Manden dirigerer det usynlige symfoniorkester, ikke bare med kuffertpinden, men med hele sin krop – som var han Sigurd Barrett i bortcensurerede fraklip. Hans skaldede hoved er helt rødglinsende, og svedperlerne pibler frem på panden. Han dirigerer heftigere og heftigere, og i sin musikalske vildskab kommer han faktisk til at smadre alt det, han lige så omhyggeligt har bygget op: Væggene af paller, maleriet, det hele…
Alt braser. Men igen virker ungerne mærkværdigt nok helt med på præmissen: Skal der festes, skal der festes igennem. Ikke noget med forsigtighed her. Så da frøerne insisterer på at danse polka, kommer skruepistolen og saven frem i grænseløst anarki i værkstedet. Og ungerne griner og griner og kan slet ikke stoppe.
Grassat
I pædagogikkens verden i Danmark er der sjældent voksne, der går kreativt grassat. Men det gør Etienne Borgers altså. Med kastekrop og råbemund og plirrende øjne. Det kan tydeligvis virke yderst forløsende på skolestarterne – ikke mindst på drengene, hvis største udfordring i skolen netop er at tæmme den personlige kreativitet og følge skolens ’leg’ i stedet. Flere voksne virkede til gengæld lettere bestyrtede, netop fordi manden hele tiden balancerede på kanten af utilsigtede uheld. Der skete altså bare ikke noget.
Hvorom alt er, så er Etienne Borgers et forfriskende indslag i den danske børneteaterverden. Uortodoks og uforudsigelig og med komikerens sans for øjeblikket. Og med en ubetvivlelig kærlighed til klassisk musik, som han grangiveligt får givet videre til ungerne. Med den gamle uniformsjakke drivvåd af sved.
