Carsten Jensen

9. oktober 2023

Teaterværkstedet Madam Bach havde gæster til sin Small Scale Festival: Argentinsk-mexicanske Teatro Al Vacio med Adrian Hernández Arredondo og José Agüero, der udover en forestilling og en workshop også tog en tørn i haven ved Videncentret i Odder. Foto: Christian Schrøder

Internationalt havebesøg i Odder

Teaterværkstedet Madam Bach har netop afviklet en mini-festival for små børn og deres voksen med blot to forestillinger på en søndag eftermiddag. Men det minimalistiske koncept er helt bevidst og står samtidig i modsætning til deres mangfoldige aktiviteter både hjemme og internationalt. En lille snak med kunstnerisk leder Christian Schrøder om teatrets interaktive installationer og internationale aktiviteter.

Faktaboks

Teaterværkstedet Madam Bach består af Pernille Bach og Christian Schrøder, der er kunstneriske ledere og skuespillere i teatret, der har specialiseret sig i visuelt teater for 0-6-årige børn.

De to er også ledere af Videnscentret for Børn, der åbnede i august 2022 og fungerer som ramme om tearets egne produktioner og arrangementer, festival, besøg af internationale gæstekunstnere m.v.

Se mere på https://www.madambach.com

Se artikel fra 2018 om deres partnerskab i det internationale EU-støttede projekt Small Size: ‘Stor kunst for små størrelser’

I Danmark kan man uden det helt store besvær opliste omkring 30 årlige eller biennale teaterfestivaler, hvor der kun eller også spilles forestillinger, som er for børn og unge.

I Odder kunne man så forrige søndag opleve, hvad der MÅ være Danmarks mindste internationale teaterfestival, der bestod af blot to forestillinger over et par timer på en enkelt dag: En mexicansk-argentinsk og en dansk – sidstnævnte arrangørernes egen interaktive installation, ’Den nysgerrige have’.

Det er Teaterværkstedet Madam Bach, der står for Small Scale Festival, som således med det minimalistiske program lever op til sit navn.

Det ER fristende at høre, hvordan denne udgave af deres tilbagevendende festival, der tidligere trods alt har bestået af flere forestillinger og workshops spændte af.

Og Madam Bachs kunstneriske leder, Christian Schrøder stiller gerne op:

»Vi holder fast i SMALL SCALE FESTIVAL-konceptet, fordi det er en måde at eksperimentere med festivalbegrebet, åbne op for vores internationale kontakter, hvor vi mødes over flere dage og får udvekslet tanker og ideer, mens vi arbejder i haven,« opsummerer han arrangementet, der foregik på Kulturelt Videncenter for Børn i Odder, som Teaterværkstedet Madam Bach har etableret  som base for egne produktioner og arrangementer og for internationale gæstekunstnere og research af forskellig art.

»Festivalen var i år meget lille med 70 gæster i haven, som gik på opdagelse i lydinstallationerne, sommerfuglelunden, lærketræsbakken, frugthaven med EU-udstillingen af de bedste børnebogsillustratorer rundt om i verdenen, blomsterlabyrinten, storskoven, koncertområdet og i glamping-teltet, hvor vores udstilling ’Den nysgerrige have’ var. Forestillingen ’Close’ af Teatro al Vacio spillede i salen for 50 publikummer, og dagen efter lavede de en skøn danse-workshop for 15 børnehavebørn.«

Inddragelse og inspiration

’Den nysgerrige have’ er altså både en udstilling en omrejsende installation, og det er ingen hemmelighed, at Teateravisens redaktør i forbindelse med dens deltagelse på Horsens Teaterfestival delte sin tvivl med Christian Schrøder omkring, hvorvidt ‘Den nysgerrige have’ overhovedet kunne/skulle anmeldes som scenekunst. Men det endte med, at Kirsten Dahl delte sin begejstring i en anmeldelse her på portalen (link).

Trods forestillingens direkte approach til Horsens-festivalens massive fokus på publikumsinddragende og medskabende forestillinger (se artikel?) er det alligevel fristende at høre Christians forklaring, hvordan ’Den nysgerrige have’ adskiller sig fra professionelt anlagte pædagogiske legestuer.

»Vi er i fuld gang med at undersøge, hvad en ruminstallation kan, når den tilføres live-musik og en performer/ guide, der kan zoome ind på de enkelte aktiviteter, så børn og voksne selv går på opdagelse i installationen og dens aktiviteter. Vi skaber et rum for nærvær, nysgerrighed og fordybelse, og alle scenografiske elementer er nøje udviklet til at gå på opdagelse i.

Målet med udstillingen er at sætte fokus på biodiversitet, og vi tror på, at vi ved at åbne op for børns og voksnes sanser skaber en større forståelse for emnet end f.eks. en planche med tekst kan gøre,« siger Christian.

»Vi oplever, at publikum går ud fra udstillingen med en lyst til selv at gå på opdagelse i naturen og skabe rum for insekter, fugle og større dyr, og at alle kan gøre noget. Vores målgruppe (de 3-6-årige, red.) oplever verden gennem sanserne, så det er vores opgave at publikum inddrages, guides og inspireres, så de får fuldt fokus på den enkelte aktivitet og de enkelte scenografiske elementers struktur og tekstur.«

»Udstillingen er i sin form stramt styret og er renset for small talk, så det er ikke en legestue og der er ikke frit spil, hvor åbent og inddragende det end ser ud – og på den måde adskiller dette rum sig klart fra at være et pædagogisk projekt.«

Netværkscenter

– I indviede ’Den nysgerrige have’ i forbindelse med den officielle åbning af Videncentret, hvori i øvrigt også indgik jeres første udgave af Small Scale Festival. Centret har fået støtte fra Den Jyske Kunstfond, men hvordan er centret og dets økonomi bundet op på jeres øvrige aktiviteter – og fungerer det som det netværkscenter, som I også har lagt an til?

»Vi er stadig i fuld gang med at udvikle på haven, og vi udbygger faktisk selve teatret i disse uger, så vi nu kan huse artists in recidencies og modtage kunstnere fra hele verden. I februar får vi således besøg fra teaterfolk fra Holland, der er ved at udvikle et nyt projekt, som de gerne vil have sparring på.«

»Kulturelt Videncenter for børn fungerer som en selvstændig virksomhed og har mange funktioner, som vi er ved at formulere for os selv og omverdenen, men allerede nu indgår vi samarbejder med virksomheder og kulturforeninger, og vi har også skabt Odder Little Culture Club, som arrangerer koncerter, så stedet rummer mange forskellige ting.«

Internationalt fokus

– Selvom I turnerer flittigt i både ind- og udland, mødes man på teatrets hjemmeside primært af engelsk, inkl. titlerne på jeres forestillinger, de enkelte aktiviteter m.v. Er det et signal om, at det internationale arbejde vægtes højst?

»Vi turnerer en del herhjemme også – og vores hjemmeside er også på dansk, men det er rigtigt at vi holder meget af det internationale arbejde, og vi har mange fra udlandet der kigger forbi vores hjemmeside, så de skal ikke snydes…. Og så har vi endnu ikke oplevet, at vores danske kunder ikke forstår engelsk.

Vi er i øvrigt ved at udvikle vores ’Madam Bach Stories’, hvor alle vores forestillinger bliver omdannet til små film, tutorials og gør-det-selv ting samt interviews med professorer, researchere og teaterfolk.«

– Jeres internationale aktiviteter omfatter også EU-projektet Small Size – Big Citizens, som I jo var aktive i fra 2014 og til dets (formodede?!) afvikling. Er der dannet uformelle netværk mellem de mange deltagende teatre efterfølgende eller…?

»Vi er på vej til Visioni-festivalen i Bologna, hvor vi skal lave vores Masterclass i ’Music in Theatre for early years’, og dette europæiske netværk er nærmest blevet som en familie for os og vil fortsætte mange år fremover, selvom det officielt slutter sidst på året… Men nye ting opstår heldigvis, og vi får mange henvendelser om at være med i nye projekter, så dem overvejer vi nu.«

– Og så lige: Er Kina (trods de menneskerettighedsfornægtende forhold) stadig jeres foretrukne udenlandske samarbejdspartner?! Og hvor meget fylder jeres internationale aktiviteter i det samlede billede af Teaterværkstedet Madam Bach?!

»Vi skal til Beijing, Suzhou og Shanghai fra 23. november-17 december og runder forestilling nummer 200 i Kina i år, så det må vi fejre på en eller anden måde. Vi nyder at spille i Kina, og kunsten ligger i at finde de gode samarbejdspartnere og bygge videre på de gode relationer. Vi bliver meget inspireret af vores besøg derude og mærker, at vores arbejde betyder noget og er med til at udvikle børneteatermiljøet i landet, så vi fortsætter. Men i de kommende år er der også planlagte turneer i Japan, Singapore, Australien og en del europæiske lande.«

Faktaboks

Teaterværkstedet Madam Bach består af Pernille Bach og Christian Schrøder, der er kunstneriske ledere og skuespillere i teatret, der har specialiseret sig i visuelt teater for 0-6-årige børn.

De to er også ledere af Videnscentret for Børn, der åbnede i august 2022 og fungerer som ramme om tearets egne produktioner og arrangementer, festival, besøg af internationale gæstekunstnere m.v.

Se mere på https://www.madambach.com

Se artikel fra 2018 om deres partnerskab i det internationale EU-støttede projekt Small Size: ‘Stor kunst for små størrelser’

Flere artikler

Indtagende og inddragende fokus

Indtagende og inddragende fokus

Horsens Teaterfestival er lige på trapperne og mange af de gratis billetter er allerede revet væk. Der venter et omfangsrigt program, hvor en stor del er forestillinger med interaktivitet, publikumsinddragelse og -medskabelse, som også er festivalens faglige forankringspunkt.
Læs mere
Kulturens Wunderkammer på Mors

Kulturens Wunderkammer på Mors

Kulturmødet Mors kunne i år fejre sit 10-års jubilæum. Det skete i dagene 24.-26. august, og hvis man havde tid og energi nok, var det atter en gang muligt at følge mange interessante samtaler og debatter mellem mange forskellige aktører på den kulturelle scene her i landet
Læs mere

Seneste artikler

Seneste artikler

Indtagende og inddragende fokus

Indtagende og inddragende fokus

Horsens Teaterfestival er lige på trapperne og mange af de gratis billetter er allerede revet væk. Der venter et omfangsrigt program, hvor en stor del er forestillinger med interaktivitet, publikumsinddragelse og -medskabelse, som også er festivalens faglige forankringspunkt.
Læs mere
Kulturens Wunderkammer på Mors

Kulturens Wunderkammer på Mors

Kulturmødet Mors kunne i år fejre sit 10-års jubilæum. Det skete i dagene 24.-26. august, og hvis man havde tid og energi nok, var det atter en gang muligt at følge mange interessante samtaler og debatter mellem mange forskellige aktører på den kulturelle scene her i landet
Læs mere
Indtagende og inddragende fokus

Indtagende og inddragende fokus

Horsens Teaterfestival er lige på trapperne og mange af de gratis billetter er allerede revet væk. Der venter et omfangsrigt program, hvor en stor del er forestillinger med interaktivitet, publikumsinddragelse og -medskabelse, som også er festivalens faglige forankringspunkt.
Læs mere
Kulturens Wunderkammer på Mors

Kulturens Wunderkammer på Mors

Kulturmødet Mors kunne i år fejre sit 10-års jubilæum. Det skete i dagene 24.-26. august, og hvis man havde tid og energi nok, var det atter en gang muligt at følge mange interessante samtaler og debatter mellem mange forskellige aktører på den kulturelle scene her i landet
Læs mere