Fest, farver, musik, sang og humør i både den triste, eftertænksomme og uforbeholdent glade ende af spektret. Mini-Figaros samler hele molevitten i deres omskrivning af H. C. Andersens 'Fyrtøjet'.
Omskrivning er faktisk ikke det rette ord. Birgitte Holt Nielsen har snarere digtet udenom og trukket det gamle eventyr ind i en fortælling, som handler om i al fald tre ting: venskab, savn og fantasi.
Resultatet er blevet til en forestilling, som benytter sig af ganske mange udtryksmåder. Skuespil, billedanimation, musik og sang tvistes livligt i samtlige de cirka 45 minutter operaforestillingen varer.
Mini-Figaros vil meget. De sætter barren højt for både det, de vil fortælle og måden hvorpå de gør det. Man går meget ”mæt” fra forestillingen. Det tjener til teatrets ros, at man ikke bliver forvirret undervejs af ”fyldtheden” og de mange sammenbragte fortællemåder. Der er klarhed i fortællingen samtidig med at handlingen både springer i tid og fiktionslag.
Rammefortællingen er en historie om en bedstefar, hvis elskede kone er død. Vi forstår, at bedstefaren har holdt virkeligt meget af hende. At han savner hende. Og at han i samvær med sit barnebarn, Emma, der nu er blevet voksen, har digtet en kærlighedsfortælling ud fra H.C. Andersens 'Fyrtøjet' om, at han mødtes med sin kone på akkurat samme måde som soldaten møder prinsessen i det oprindelige eventyr.
Fold fantasien ud
En af forestillingens primære intentioner synes helt klart at være at videregive til publikum, at det at lege og bevæge sig ud på fantasiens vinger er noget af det bedste, der findes. Det skaber sammenhold, og frigiver mod og energi til at tage nye skridt. Mariann Fredsgaard Mikkelsen og Hans Dueholm, som spiller henholdsvis Emma og bedstefar synger det direkte.
Det er bygget ind i librettoen. I en sang, der gentages. En sang, som blandt andet rummer sentenserne ”På fantasiens vinger kan vi flyve vidt omkring/vi kan klare os/og tage nye skridt/det er super-duper-dejligt” og ”Det er smadder-sjovt at føle sig helt fri/…harmoni og masser af postyr.”
Og de viser hele tiden, at der ikke kun er én måde at gøre tingene på. Birgitte Holt Nielsen har helt bevidst lavet om på hændelser og forløb i det gamle eventyr for at demonstrere, at fantasi er alle muligheders land.
Gensidig opmærksomhed
Hånd i hånd med dette 'fold fantasien ud'-budskab spindes en fortælling om venskab og empati. Og den går begge veje. Bedstefaren er opmærksom på, at hans barnebarn er mismodigt, fordi hendes veninde har valgt at tage ud at rejse med en anden veninde i stedet for med hende. Og Emma lægger mærke til og handler i forhold til, at hendes bedstefar er trist, fordi han savner sig kone.
De er opmærksomme på hinandens velbefindende. Sammen og med det de siger og gør fortæller de en meget positiv historie. En historie som tillige klinger harmonisk ud.
Sindrig tekst
Mini-Figaros sætter børneoperaer op. 'Fyrtøjet' overrasker ved at så forholdsvis stor en del af teksten bliver talt frem for sunget. Mit gæt er, at teatret har villet sikre sig, at de 4 til 9-årige er med hele vejen igennem på, hvad der sker i et handlingsforløb, som også er ret sindrigt skruet sammen. Med sit flet af bedstefar-bedstemor-fortællingen, Emmas liv lige nu og H.C. Andersens eventyr.
Men jeg tror nu, at det vil have løftet forestillingen kunstnerisk, hvis Mariann Fredsgaard Mikkelsen og Hans Dueholm havde sunget mere og talt mindre. For replikbehandling og skuespil er tydeligvis ikke deres primære kompetencer. Det er sang derimod. De er – som den sidste medvirkende Branko Djordjevic – også musikkonservatorieuddannede.
De spændende momenter i forestillingen ligger klart der, hvor Carl Nielsens 'Min pige er så lys som rav' flettes ind; der, hvor de synger fantasi-refrænet og der, hvor de i øvrigt synger. Når sang og musik får lov at fylde, opstår der rum med flere dimensioner, og man bliver ikke distraheret af et skuespil, som (hvilket ofte er tilfældet i operaopsætninger for alle aldre) skurrer med en kantethed og en påtagethed af at ville fremtræde naturligt og troværdigt.
Et stoppet rum
Med hensyn til scenografi og iscenesættelse sparer 'Fyrtøjet' ikke på noget. Scenen, som ikke er ret stor, illuderer bedstefars stue. Et ret fyldt rum, hvor virkemidler mikses, og hvor de to spillere bruger nogle af tingene til at frembringe lyde på – det kunne de fint gøre endnu mere.
Rummet består af et sprosset vindue bagtil, som undervejs forandres til et projektionslærred for 'Fyrtøjet'-eventyrets kulisser, som fremtræder som både stilbilleder og levende billeder. En slagbænk, som spillerne kan forsvinde ned i. En kæmpe kuffert med soldat- og hekse-udklædningskostumer og tre brune hundemasker i – hundehoveder, som tydeligvis vækker børnenes opmærksomhed og som ligner dem, som eventyret oftest illustreres med. Et billede af bedstemor på den ene væg, og et tapet med H.C. Andersen i profil på den anden væg.
Og i den ene side – bag et vindue og en altankasse med blomster – sidder Branko Djordjevic og spiller musik. Blandt andet fortryllende harmonika – det kunne fint være dyrket meget mere.
Der er en vilje og en tilstedeværelse af mangfoldighed og tydelighed på spil. Det tilfører forestillingen gnist og humør. Men gør også forestillingen lige lovlig tydelig og kompakt.
