Her er fri entré, og man er tidligt ude for at sikre sig en plads på de grønne bænke. Så det bliver lidt ventetid med is og småsnak, men solen skinner og Kongens Have er et godt sted at være en fredag eftermiddag. Men så, endelig…
Der ringles muntert, i seks bjælder med forskellig lyd, og spillet begynder: Det store termometer viser gode plusgrader, fuglene kvidrer, græsset gror, og milde skyer driver over himmelen. Livet på landet vågner til død, frøen jager humlebier, bonden med pibe i munden og sønnen ved side inspicerer markerne, hunden med de blafrende ben har mere forstand på kødben end på at vogte får, og alt er såre godt.
Sådan sætter Marionetteatret sin lille fortælling i gang om fåret, der fik en anderledes skæbne end de andre i flokken. For midt i den pastorale idyl forekommer der også grimme ting. Ikke så grimme at det gør ondt, men nok til at det ene får bliver udstødt af flokken. Noget så tilfældigt kan man sige. For fårene klippes, én efter én, og den første der står der nyklippet og flov, bliver selvfølgelig mobbet af de andre, som stadigt har ulden intakt. Men sidenhen er der den ene, der ikke bliver klippet, der er anderledes og udsættes for flokkens latter. Og hun har jo ikke gjort andet end at være væk lige præcis, når klipningen fandt sted!
Efteråret kommer…og vinteren
Vores fortabte får, – endskønt fortabt og fortabt? – bliver alene på gården, når slagterbilen kommer og henter den rædselsslagne mobbebande af nyklippede. Væk med dem, kort proces! Således bliver vores efterhånden langhårede bekendtskab det eneste vidne til efterårets komme og vinterens anmarch. Bondemandens søn løber med drager, kornet gulner, mejetærskeren kommer i gang, bladene fyger, regn og torden følger, og termometeret går mod nul. Og minus. Og rigtigt, rigtigt koldt. Og vores får bliver mere og mere langhåret.
Så kommer sneen og dermed også det, der kunne ha’ gået grueligt galt. For sønnen bliver væk på sin kælk og gode råd er dyre. Og hvem tror I det er, der finder drengen og bringer ham – udmattet – tilbage til gården? Mon ikke det er den langhårede, der har varme nok i de lange og hygsomme hår til at også musene søger tilflugt deri! Sådan set minder historien om både den gode hund Lassie, om Rudolf med den røde tud og om andre vidunderlige dyr i amerikanske tv-serier, der kommer til undsætning i sidste øjeblik.
Så alt ender lykkeligt og fåret bliver heltinde og får æresophold inde i huset – dog uden mus i pelsen.
Gode detaljer, men sparsom dramatik
Det bedste ved Marionetteatrets forestilling er måske alle de detaljer, der til sammen udgør en samlet fortælling om årstidernes vekslen, om alle de gøremål der følger, og alle de udfordringer og muligheder de giver. Det er en ren fornøjelse at følge dyrs og menneskers skiftende vilkår med temperatur og vejrlig. Scenografi og dukker har både charme og lune og opfindsomhed.
Og ikke mindst er det en fornøjelse at lytte til den musik, som Pete Repete har skabt som tonefølge til denne ordløse forestilling. Den svæver som et lyrisk cashmere-tæppe om begivenhedernes gang, og bliver i sig selv en dramaturgisk samlende helhed.
Blot ville jeg have ønsket, at dette idylliske billede blev brudt af noget mere dramatik. Omstændighederne omkring drengens forsvinden i snedriverne med sin kælk og fårets tapre redningsindsats bliver underspillet – her ligger mulighederne for adskilligt mere spænding og gisp og forskrækkelse. Noget jeg er sikker på ville have givet en endnu større oplevelse. Også for de alleryngste.
Marionetteatrets spillere kan deres kram – også i den grad! Her veksles lynhurtig fra den ene karakter til den anden, her gives livligt liv til planter og dyr og vejr og mennesker. Og med meget enkle fortællende og virkningsfulde midler. Spændende hvad en hånd kan bruges til!
Mine to små konsulenter var enige om, at musikken var vidunderlig, og at de mange detaljer udgjorde et dejligt hele om livet på landet. Og ligesom far og søn Bondemand elskede også de det overdådigt langhårede hippiefår til sidst!
