Han er farlig, det er der næppe tvivl om. Når man sætter ild på et hus blot for fornøjelsens skyld, er det klogt nok af samfundet at spærre ham inde. Men hun er også farlig. Den kvindelige pædagog, der overskrider sine faglige grænser, fordi hun tiltrækkes af den unge, mutte og sørgmodige fyr, der er så svær at komme ind på livet af.
Vi møder dem på hans værelse i den lukkede institution, hvor han er anbragt. Udstyret med en svær psykiatrisk diagnose, siden han var 13. Han hører stemmer og udkæmper voldsomme sjælelige kampe, som han er dømt til at tabe.
Hun er ung og ny på afdelingen – måske også nyuddannet, det får vi ikke at vide. Men hurtigt bliver det klart, at de har et mere eller mindre bevidst spil kørende. I begyndelsen er hun den forstående, dialog- og procesorienterede pædagog, der ønsker at lette hans psykiske byrder, mens han slås med sine indre dæmoner, spændt ud mellem trangen til at være sig selv nok og et desperat ønske om at kunne dele sine inderste tanker med et andet menneske, der viser ham tillid. De taler sammen, de leger en eventyrleg sammen, hun trøster og opmuntrer ham – og tiltr ækkes af ham. Det er her, det går galt. For hende og derefter for ham.
Da han til sidst reagerer ukontrollabelt og overfalder hende, ender det med adskillelse. Hun kan gå ud i friheden, han dømmes til endnu længere tids forvaring. Nok et svigt, kunne man mene. Eller er der to ofre? Erling Jepsen og opsætningen lader klogt spørgsmålet stå åbent. Det er nemlig her, ansatsen til en interessant diskussion om grænser og faglig ansvarlighed skal findes.
Manglende understrøm
Stykket er af ældre dato – med Mikael Birkkjær og Ann Hjort i rollerne på Det Danske Teater i 1987 – og vel ikke et af Erling Jepsens bedste. Skal det spilles, kræves der 100 procent naturalistisk skuespilkunst for, at vi skal kunne tro på de to figurer.
Denne totale dækningsgrad er det ikke helt lykkedes instruktøren Solveig Weinkouff at lokke ud af Stanislav Sevcik og Stine Holm Joensen. Han har fint greb om den unge mands kropslige forpinthed og drengede sårbarhed, når han gemmer sig i hættetrøjen og hænderne knuges i lommerne – man forstår hendes lyst til at trøste ham – lige som hun også har godt fysisk fat om pædagogens farlige blanding af professionalisme, moderinstinkt og flirt.
Men replikkerne klinger for ofte som netop replikker, og i mange scener mangler den unde rstrøm af dobbelttydigh ed, af tiltrækning og frastødning, der kan gøre den i grunden ret banale og forudsigelige historie interessant og fængslende for alvor.
