Et forkætret og omdiskuteret medlem af den danske børneteater-familie. Sådan blev Susanne Theils Teater, senere kaldet Familieteatret, opfattet i børneteaterkredse helt fra sin etablering af 1982. Årsagen var angiveligt både kvali- og kvantitativ. Forestillingerne var ikke gode og rigtige nok, set med progressive gruppeteaterøjne, og så blev de opført i store sale og sportshaller, hvor der derfor ikke var kontakt med publikum.
Til gengæld var teaterforeningerne begejstrede, for Susanne Theil bød på store, billetsælgende familieforestillinger med dramatiseringer af populære børnebøger, især Ole Lund Kirkegaard og Astrid Lindgren.
I 2006, efter Susanne Theils død, blev teatret overtaget af skuespilleren Maria Garde, der døbte det om til Det Ny Familie Teater. I begyndelsen dog uden den helt store forskel. Men i år er der sket noget. Der er stadig dramatiserede børnebøger på repertoiret – denne gang ‘Robin Hood’ – og der spilles stadig i teaterforeninger og andre store steder, men borte har taget de lidt ubehjælpsomme papkulisser og det hektiske overspil, der ofte har præget forestillingerne.
For ‘Robin Hood’ – ja, vidste man ikke bedre, kunne man såmænd næsten tro, at det var et af de ‘rigtige’ børneteatre, der havde produceret den – foregår i sort inddækning, med en helt enkel scenografi, bestående af et stort træpodium, og spillere, der går ud og ind ad rollerne. Det er da også garvede børneteaterfolk som Rolf Hansen (scenografi), Jacques Matthiessen (instruktion) og Johannes Mørch (musik), der står bag denne fornyede familieteater-forestilling.
Ironisk distance
Vi begynder klassisk med at etablere scenen. Slanke, hvide træstammer stikkes ned – sådan skabes Sherwood-skoven. Spillerne er i sort tøj, hvor enkle, let karikerede kostume-elementer skaber figurerne. Historien følger bogen. Vi får mødet mellem Robin Hood (Caspar Samsø Clausen) og prins Johns væbnere, der skælver, blot de udtaler Robins navn, efterfulgt af tvekampen mellem Robin og Lille John (Kristian Westfall) på træstammen over åen – fint illuderet med en enkelt planke på scenen, suppleret med rislende vand, bladenes raslen og skovgrønt lys.
Videre går det til præsentationen af griske og gnavne prins John (Joey J. Miller), den herligt handlekraftige lady Marion (Maria Garde), hendes pudsigt cirkusagtige, men sprogligt desværre aldeles uforståelige hofdame (Yulia Bulankina Lystbæk) og endelig Niels Vigild i tredobbeltrollen som den bistre sherif, den spritglade broder Tuck og til sidst Richard Løvehjerte, der sørger for, at de elskende får hinanden, fredløsheden ophæves og skurkene fordrives.
De almindelige mennesker, som ‘Robin Hood’ jo i en eller anden forstand også handler om, repræsenteres interessant og stemningsfuldt af nogle små dukker, der vandrer ordløse og underkuede over scenen forestillingen igennem. Historiens dramatiske optrin fremtræder gerne lettere ironisk-stiliseret, fx når der kapskydes med bue og pil, og pilen flyver gennem rummet ført af en sortklædt skuespillers hånd, mens lydkulissen sørger for passende pilesus og målsvirp.
Undervejs snurrer og piber Johannes Mørchs renæssance-pastiche-musik og skaber fin, filmisk underlægningseffekt til de mange små optrin.
Hvad der mangler, er noget tempo undervejs – som pilene må ordene og dramaet godt flyve lidt hurtigere og lettere over scenen.
Men selv om adstadigheden trækker lidt ned, er man alligevel på rette vej i Det Ny Familie Teater. Så er det bare spændende, hvordan teaterforeningerne og deres store publikum tager imod den nye stil. For det er jo, især når man er et ustøttet turneteater, dem, der bestemmer i den sidste ende.
