Der er i 'Lille Spektakel – Stort Mirakel' indbygget en historie om, at man skal byde fremmede og anderledes agerende nytilflyttere velkommen:
'Langt ude på landet, der hvor kragerne vender' i den stald, hvor handlingen udspiller sig, rykker en musefamilie ind. Her bor i forvejen hesten Maren og den gamle, generte gårdnisse Johannes. Musefamilien tæller far (som kan trylle), mor (som er højgravid) og deres to livlige og glade cirkusartistmusebørn.
Musene taler gebrokkent dansk, som lyder lidt som den måde, hvorpå nogle arabere taler dansk med accent og grammatiske fejl. Så det er nemt at aflæse stykkets udmærkede og politisk korrekte budskab om at hilse andre etniciteter velkommen. Men herudover er handlingen mest hygge og spas.
En forestilling, som vil hygge og sprede sjov, er ikke i sig selv skidt eller forkert, men det trækker ned, når der som her er ting, som halter og kunne være bedre orkestreret.
Upræcis dukkeføring
Camille í Dali, der har rollen som fortæller og primært er dukkefører af både bondekonen, hesten, nissen og alle i musefamilien, er energisk og meget børne-imødekommende.
Men den nasale og skingre stemme, hun bruger til mange af dukkerne, er anstrengende og trættende. Og nogen ferm dukkefører er hun ikke her i hvert fald. Her kunne Niels Grønne som iscenesætter også have været mere grundig og korrigerende. Han kunne have forsøgt at få både mere musikalitet og større præcision ind i dukkeføringen.
Som publikum ser man mest en dukkefører bevæge en bondekone, en hest (på hjul kan man, som noget ikke-flatterende, høre), en nisse og nogle små mus rundt i stalden. Man ser ikke dukker, som bliver levende for øjnene af os, fordi en dukkefører tilfører dem liv. Dukkespillet virker med andre ord hverdagsagtig, pædagogisk, tendentielt mekanisk og i al fald uden teatermagi.
Prut og ørevoks
Det er utroligt nemt at følge med i handlingen. Den spiller på genkendelighed, på små sludre-rim, brudstykker af kendte julesange, på humørfyldt leg og trylleri, og på snak om ting, det vanligvis er forbudt at tale om, eller som anses for ulækre at nævne.
Musene danser på line, og de havner pladask og på hovedet i nissens risengrød. Nissens store næse får kælenavnet 'en kæmpestor jordbærtud'. Musebørnene tager på ballonfærd ud til kæmpernes land, hvilket vil sige ud til publikum. Det giver forestillingen lejlighed til at kommentere publikum – børn som voksne. Til at snakke om, at der lugter af prut, at ham publikum derhenne har en kæmpestor bussemand hængende, og at mange har store klumper af ørevoks.
Det er en meget letkøbt måde at score point på blandt børnene. De fniser. Og som en sideeffekt begynder mange at pjatte indbyrdes, fordi de 'kører op i gear'.
Disharmoni
De lydkulisser, som undervejs tilføjes, svinger desværre heller ikke altid lige præcis sammen med de handlinger, de lægger lyd til. Der er tale om små disharmoniske forskydninger. Men det er tilstrækkeligt til at bryde illusionen og til at hindre det strejf af teatermagi, som måske ellers ville kunne have indfundet sig.
Scenografisk er scenen bygget op som en stald med en bås til hesten og en sidefløj med låger, som åbner op ind til musefamiliens sirligt indrettede køkken og soveværelse – begge dele i miniature. Der er tænkt i dybdeperspektiv med et kik over til bondehuset gennem et sprossevindue i staldens bagvæg. Rummene fungerer til spillet. Men der er ikke mange overraskelser.
'Lille Spektakel – Stort Mirakel' slutter med, at musemor føder en lille musepige. Som fortæller kommenterer Camille í Dali det som 'et af livets små mirakler' – måske lidt sært, for henviser den fødsel ikke til titlens ' Stort mirakel'?
Nok ikke. De ord er nok tiltænkt helheden. Til de mange glædelige ting, som sker i fortællingen. Fx at bondekonen for første gang ser gårdnissen (hvilket dog ikke blev vist med den store overraskelseseffekt), og til at gårdnissen – i en fin tretrins-forvandlingsrundfart (hvor der for hvert dyk under staldscenekanten dukker en stadigt mindre nisse frem) skifter størrelse og ender med at have samme proportioner som musene og derfor kan tage imod invitationen til at komme til julefest i deres lille skabslåge-bo i stalden.
Hyggestund, men…
Faster Cool er et teater for de mindste og en del af egnsteatret Dansk Rakkerpak & Faster Cool i Næstved. Børnepublikummet (den 0- og 1. klasse, jeg så forestillingen sammen med) fik tilsyneladende en hyggelig og sjov halv time i selskab med en energisk og imødekommende fortæller, en sød gammel nisse og en lille sjov musefamilie.
Men såvel det tekniske som det kunstneriske niveau kunne ønskværdigt her være højere fra det lille egnsteater i Næstved.
