Af: Henrik Lyding

12. september 2017

Hvor er mormor?

Tyst og bevægende historie om livets gang og dødens uafvendelighed.

Hvor er mormor?

Emma er på besøg hos morfar og mormor – som altid den sidste uge i sommerferien. I deres hyggelige hus ved havet, hvor tiden synes at stå stille, og alt er, som det plejer. Uret der tikker, sommeren, hønsene, den lidt fugtige lugt. Bortset fra det med mormor. For hun er der ikke.

At hun er død, regner de voksne nok hurtigt ud, mens erkendelsen langsomt går op for såvel Emma som den yngre del af publikum. For mormor er bare rejst bort til et bedre sted, siger morfar, mens hendes ting – paraplyen, kogebogen, brillerne – langsomt dukker frem af gemmerne.

Jamen, dem kan hun jo ikke undvære, siger Emma og får ikke rigtig noget svar. Morfar vil helst, at Emmas besøg bliver, som det altid har været. Ture på stranden, godnathistorier, kagebageri.

Sig sandheden, hvisker et par drenge blandt publikum til morfar, da hemmeligheden til sidst bliver for stærk, men Emma kommer ham i forkøbet. 'Mormor er død', erklærer hun. 'Du skulle have sagt det til mig'.

Og så fortæller morfar omsider. Om mormor, der var tjenestepige, da de blev gift, og som altid drømte om at blive cirkusartist, helst på line højt oppe under kuplen. Hvorpå morfar og Emma går i cirkus – og dér er hun minsandten, mormor, i skinnende kjole og paraply, balancerende på linen.

Varm og bevægende oplevelse

En smuk historie er det, og uendelig nænsomt fortalt i Hans Nørregaards tyste og fintmærkende iscenesættelse, der tydeligt tror på ordets og pausernes magiske kræfter. Manuskriptet – vistnok her ret beskåret i forhold til originalen – er engelsk, fra 2000, skrevet af forfatteren Mike Kenny, der også er manden bag blandt andet 'Jernbanebørn', spillet med held af Nørregadeteatret i Maribo denne sommer.

Man kan som voksen snildt påpege det besynderlige i, at Emma ikke for længst skulle have fået at vide hjemmefra, at mormor er død. Hvad er det dog for nogle forældre, der fortier den slags, tænker jeg. Et par indlagte sange kunne jeg også have undværet.

Men løfter vi os op over disse dramaturgiske problemer, favner forestillingen smukt både glæden over det levende og sorgen over det døde. Stilen er en blanding af fortælling og spil, perfekt accentueret af lys og lydkulisser, der skaber øsregn, bølgeskvulp og cirkuslarm omkring os.

Scenerummet er cirkelformet med høje teltvægge og os på en bænk hele vejen rundt. I midten seks trækasser – det er alt og alt nok. For Nanna Schaumburg-Müller rammer præcist og ærligt Emmas snusfornuftige spørgelyst og tilhørende ubønhørlige logik, mens Thomas Guldberg Madsen tegner morfar så blidt, lunt og sindigt, at man kun kan holde af ham.

Forestillingens blide vemod og rolige tempo er næppe noget for urolige skoledrenge og koncentrationsbesværede piger, men for os andre, uanset alder, er 'Gå på line' en varm og bevægende teateroplevelse, fortalt med hjerte og helt rigtig ro i maven.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Filosofi i børnehøjde
Parkteatret & Teater Baglandet:
'Kant'
Forestilling om universets skræmmende uendelighed tør være enkel i form og handling.
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Filosofi i børnehøjde
Parkteatret & Teater Baglandet:
'Kant'
Forestilling om universets skræmmende uendelighed tør være enkel i form og handling.
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.