Af: Henrik Lyding

12. september 2017

Hvor er mormor?

Tyst og bevægende historie om livets gang og dødens uafvendelighed.

Hvor er mormor?

Emma er på besøg hos morfar og mormor – som altid den sidste uge i sommerferien. I deres hyggelige hus ved havet, hvor tiden synes at stå stille, og alt er, som det plejer. Uret der tikker, sommeren, hønsene, den lidt fugtige lugt. Bortset fra det med mormor. For hun er der ikke.

At hun er død, regner de voksne nok hurtigt ud, mens erkendelsen langsomt går op for såvel Emma som den yngre del af publikum. For mormor er bare rejst bort til et bedre sted, siger morfar, mens hendes ting – paraplyen, kogebogen, brillerne – langsomt dukker frem af gemmerne.

Jamen, dem kan hun jo ikke undvære, siger Emma og får ikke rigtig noget svar. Morfar vil helst, at Emmas besøg bliver, som det altid har været. Ture på stranden, godnathistorier, kagebageri.

Sig sandheden, hvisker et par drenge blandt publikum til morfar, da hemmeligheden til sidst bliver for stærk, men Emma kommer ham i forkøbet. 'Mormor er død', erklærer hun. 'Du skulle have sagt det til mig'.

Og så fortæller morfar omsider. Om mormor, der var tjenestepige, da de blev gift, og som altid drømte om at blive cirkusartist, helst på line højt oppe under kuplen. Hvorpå morfar og Emma går i cirkus – og dér er hun minsandten, mormor, i skinnende kjole og paraply, balancerende på linen.

Varm og bevægende oplevelse

En smuk historie er det, og uendelig nænsomt fortalt i Hans Nørregaards tyste og fintmærkende iscenesættelse, der tydeligt tror på ordets og pausernes magiske kræfter. Manuskriptet – vistnok her ret beskåret i forhold til originalen – er engelsk, fra 2000, skrevet af forfatteren Mike Kenny, der også er manden bag blandt andet 'Jernbanebørn', spillet med held af Nørregadeteatret i Maribo denne sommer.

Man kan som voksen snildt påpege det besynderlige i, at Emma ikke for længst skulle have fået at vide hjemmefra, at mormor er død. Hvad er det dog for nogle forældre, der fortier den slags, tænker jeg. Et par indlagte sange kunne jeg også have undværet.

Men løfter vi os op over disse dramaturgiske problemer, favner forestillingen smukt både glæden over det levende og sorgen over det døde. Stilen er en blanding af fortælling og spil, perfekt accentueret af lys og lydkulisser, der skaber øsregn, bølgeskvulp og cirkuslarm omkring os.

Scenerummet er cirkelformet med høje teltvægge og os på en bænk hele vejen rundt. I midten seks trækasser – det er alt og alt nok. For Nanna Schaumburg-Müller rammer præcist og ærligt Emmas snusfornuftige spørgelyst og tilhørende ubønhørlige logik, mens Thomas Guldberg Madsen tegner morfar så blidt, lunt og sindigt, at man kun kan holde af ham.

Forestillingens blide vemod og rolige tempo er næppe noget for urolige skoledrenge og koncentrationsbesværede piger, men for os andre, uanset alder, er 'Gå på line' en varm og bevægende teateroplevelse, fortalt med hjerte og helt rigtig ro i maven.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.