Af: Lone Sørensen

25. august 2010

Hvide løgne

Historien om rumhunden Laika i vellykket omplantning til børneniveau.

Opmærksomheden fanges prompte af den umådelige hyggestemning, der i både lyd og billede strømmer ud fra et centralt placeret scenetelt. Lyden skyldes en skøn kvindes mundharmonikaspil, billedet er mættet af vasketøj på tørresnor, som nærmest fornemmes blafrende.

Vasketøjets funktion viser sig at være dække for en bagscene, der åbner muligheder for både skyggespil og computeranimation. Alt i mens kvinden piller vasketøjet ned, starter historien om fortællerens fascination af sin genbo – den russiske professor – og om hvordan hun begiver sig ud i fantasiens kringlede landskab for at få sig en ven.

Det betyder imidlertid, at hun må bruge kneb, som børnene kan identificere sig med, men som måske ikke er helt fine i kanten. For hvor stopper fantasien og hvor starter løgnen? Hvor langt kan man tillade sig at gå for at komme ensomheden til livs?

Grundlaget for historien er enkel og vedkommende: Professoren lider af kronisk dårlig samvittighed og savner sin hund. I videnskabens navn har han engang sat den ombord på en raket og den er aldrig vendt tilbage.

Vi voksne genkalder os straks historien om Laika, der i 1957 blev et af de første levende væsner ude i rummet. Og selv vi kan gyse ved tanken om, hvilke skæbne der er hændt det stakkels kræ. Efter videnskabelige udsagn er den gået til af stress, få timer efter raketten har forladt Jorden.

Men den historie behøver de små ikke. Den unge pige kender ikke Laikas endelig, men ønsker bare at børste genboens bekymringer væk, så de kan tegne og lege. Så i iver efter at berolige den kære professor, finder hun med barnlig fantasi og associationer på en historie om den opfindsomme lille fisk Nina, der skaber et rumfartøj ud af en sardindåse.

Barneleg uden voksenlogik

Nina Sardina er som skabt ud af leg i børneværelset. En historie, der i små buer hæfter en situation sammen med en anden. Der er ingen voksen kausalitet i handlingen, men de er resultat af den lille piges fornemmelse for, hvordan hun skal skabe kontakt og kommunikere med et andet menneske. Måske en veludviklet kvindelig intuition udviklet i en meget tidlig alder?

Det generelle udtryk er ret behageligt og indbydende. Det hele begynder betryggende og rart, men da vasketøjet bliver pillet ned og bagscenens skærme kommer til syne, brydes den hyggelige stemning til dels. For her bagved befinder den russiske professor sig og hans tilsynekomst virker voldsom på de små. Han er en menneskehøj dukke, og hans hoved er ret så markant, hvilket desværre gjorde en del af de små bange.

Dog er ‘Nina Sardina’ alt i alt en smuk visuel og poetisk oplevelse.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Brynhilde i barbershop – og Sigurd på catwalk
Det lille Turneteater:
'Sangen om Sigurd og Brynhilde'
Det lille Turnéteater forfører teenagerne med sin originale sanghybrid over Wagners ellers så utilgængelige skæbnehistorie. Fortællingen om den kærlighed, man ikke selv kan styre
En rigtig Grimm Snehvide
Svanen, dansk-tjekkisk dukketeater:
'Snehvide'
Snehvide bliver med en eventyrlig Westi i en dekorativ scenografi en gedigen oplevelse for specielt de mindste
Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov
Brynhilde i barbershop – og Sigurd på catwalk
Det lille Turneteater:
'Sangen om Sigurd og Brynhilde'
Det lille Turnéteater forfører teenagerne med sin originale sanghybrid over Wagners ellers så utilgængelige skæbnehistorie. Fortællingen om den kærlighed, man ikke selv kan styre
En rigtig Grimm Snehvide
Svanen, dansk-tjekkisk dukketeater:
'Snehvide'
Snehvide bliver med en eventyrlig Westi i en dekorativ scenografi en gedigen oplevelse for specielt de mindste
Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov