’En psykologisk gyser for unge – og voksne, der tør!’ Sådan lyder lokketeksten for Tali Rázgas nye forestilling Sidste skrig. Og Tali Rázga og scenografen Nadia Nabil har ganske rigtigt invaderet Husets Teater, så man får rig mulighed for at teste sin egen lyst til at gå ned ad kældertrapper…
Men gys skaber forestillingen egentlig ikke. Snarere bare en sær undren. For hvad er det, der sker? Et ungt, smukt par byder velkommen i caféen oppe øverst i Husets Teater. De er elegant klædt i slåbrok og lokkende kniplingskjole, og de kysser og krammer, mens de leger med deres bedårende lille datter – stoleleg og og løbeleg med masser af omfavnelser. Men hver gang ender barnet i et underligt, hvidt telt, hvor hun sidder så mærkeligt alene og krammer en dukke.
Til gengæld dukker der to kvinder op – påtrængende, uinviterede kvinder i højhalsede, sorte kjoler med mange knapper. De danser først med faderen og så med moderen, hvorefter parret nærmest slås i deres heftige dans. Men hvad de er så uenige om, det forstår man altså ikke. Og så er det, at man bliver budt op af en af de sortklædte kvinder til en tur ned ad kældertrappen mod det hvide mørke…
Fnis under ørebøfferne
Tali Rázga vil uden tvivl få teenagerne til at fnise. Flere af tilskuerne vil sikkert opfinde alverdens fobier for at slippe for at gå i dybet med ørebøffer mutters alene. Og nogle af dem vil være alvorlige, når de nægter at følge ordren.
Men den uhyggelige vandring i kælderen er ikke så slem, som man kunne tro. Måske fordi vandringen forbliver så underligt uforløst. Godt nok møder man de forskellige, kæmpende figurer fra forestillingen igen nede i underverdenen; selv barnet har de jaget rundt med nede i dybet. Men rigtigt bange bliver man ikke, for man bliver hurtigt gennet sammen med alle de andre tilskuere, så man tydeligt kan se, hvad der sker.
Til gengæld opstår der de skønneste billeder i kælderen – med en æstetik, som afslører, at koreografen vinder over dramatikeren. Billederne får i hvert fald langt stærkere gennemslagskraft end handlingen. Det smukkeste billede er en masse hvide fjer, der pludselig drysser ud af pigens elskede krammepude – brutalt og uafvendeligt. Og de selvsamme flagrende fjer dukker op igen i kælderen, men nu i et enormt kar af glas, hvor en kvinde nærmest drukner sig selv i dem – med desperate fingre, der forsøger at ’få luft’.
Hvad betyder fjer?
Her vælter associationerne ind over hinanden. Er fjerene et barn? Er fjerene en skam? Er fjerene en hemmelig skat?
Men svaret kommer ikke i forestillingen. Særligt ikke da Johanne Dams sanseheftige moderskikkelse kvaser blodbær, efter hun har været i dramatisk slåskamp med Jan Strøbechs sørgende faderskikkelse. For det er vitterlig ikke til at forstå, hvad de er så dødeligt uvenner over. Og dermed forsvinder gyset.
Men danserne Marlinde Vos og Katrine Friis har en pirrende mystik i deres manipulerende bevægelser. Og sangerinden Anna-Sofie Fredslund Andersen har drabelig øjenmakeup og rå glimmer i stemmen, når hun satirisk synger ’Happily, happily…’, så man mærker glæden forsvinde for hvert omkvæd.
Dansen og sangen er altså dragende nok. Det er handlingen, der kvæler sig selv.
Englemager og hjertebanken
Bagefter forestillingen læser jeg i programmet, at forestillingen er inspireret af englemagersken Dagmar Overbye, der dræbte mere end 20 spædbørn i starten af 1900-tallet.
Men hvordan det skal ses ud af forestillingens far-mor-og-skolepige-fortælling, det er godt nok uigennemskueligt. Her mangler alt for mange mellemregninger.
Tali Rázgas sidste forestilling, ’Hjertebanken’, var en anderledes koreografisk sammenhængende forestilling – med et plot, der var umiddelbart forståeligt og muntert.
Måske har ønsket om at skabe gysersuspense i Sidste skrig sløret koreografens blik for plottets gennemskuelighed. Sådan som det også sker for tilskueren, der vandrer rundt i hvid og hæsligt stinkende røg i en kælder – som betragter til en blodig historie, der ikke er til at fatte. Med eller uden skrig.