Blødhed, hvidhed og ro. Enhver supermassør vil blegne af misundelse – for efter en tur i 'Babyspace' er man mere afslappet i krop og sind end efter en hel sæsons helsekur. Oplevelsen af velvære kommer ikke af ingenting. Den er helt bevidst designet og fremtræder overvældende diskret. Med nænsomhed og fylde på samme tid.
Som noget ganske særligt er 'Babyspace' for babyer helt ned til tre måneder. Den øvre børnealdersgrænse er et år. Og der bliver i alt inklusiv voksne lukket maksimalt 20 ind.
Hatten af for det. En top-seriøs gestus til primærpublikummet, al den stund mange børn, når de er over et år, med ret stor sandsynlighed vil mose ind over dem, som er yngre, fordi de har lært eller er i fuld gang med at lære at gå, og fordi den mentale måde, hvorpå de er orienterede overfor omverdenen, er af en anden karakter end de helt smås.
Form-forunderlighed
Forestillingen er en samproduktion mellem Aaben Dans og Arts Station Foundation fra Polen.
Dalija Acin Thelander har udtænkt og formgivet et semitransparent hvidt kuppellandskab i to sammenhængende dele. En installation som vi bliver båret eller træder ind ad via en lidt ottekantet åbning.
Underlaget giver efter, når vores kroppe rør det. Der er en elasticitet i materialet, som mærkes rart, fordi det ordløst giver plads til både usikkerhed, forundring og overraskelse.
Indenfor er alting hvidt – i det inderste rum, som man først bliver guidet ind i af de to tilsvarende hvidklædte dansere, er der et nordlysagtigt skær af farven blå. I det første rum, som vi senere kommer tilbage til, er skæret rødt.
Inde i det inderste rum hænger noget florlet stof med bølgestruktur ned fra teltkuplen et sted. Det skaber både drøm og bjerglandskab i rummet.
Rundt om på det hvide bløde underlag ligger hvide udstoppede objekter. De er designet i organiske abstrakte former og i forskellige størrelser.
Til sagte musik bevæger danserne sig rundt i kuplen. Deres bevægelser er bløde, rolige og abstrakte – og så spiller de sammen med de hvide objekter og babypublikummets tilstande og reaktioner.
Danserne tager fx øjenkontakt til publikum og lader en af de hvide figurer orme sig op ad ens arm. De lægger fx en rund form op på ens hoved som en hat, eller begynder at forbinde, stable eller ordne objekterne i grupper foran sig – med en tydelig appel til publikum om, at vi også må gøre med de hvide objekter, som vi vil.
Danserne lader fx også et objekt bevæge sig fra en tilskuer til en anden. De bruger deres egen krops lemmer lidt som objekterne, med objekterne involveret og i samspil med hinanden. De former buer, huller, ringe og linjer med deres kroppe, med hinanden, med objekterne og med os.
Hele tiden i et organisk flow dikteret af stemningen og lydhørigheden og de lyster til samspil, som de mærker i rummet. Tillige i et forløb der vokser frem og tilsættes flere nuancer efterhånden som minutterne går.
Teltkik-kick
Hvem de to dansere er, varierer fra forestilling til forestilling. Jeg oplevede 'Babayspace' med Antoinette Helbing og Thomas Nørskov, som begge er forbilledlig gode til at skabe tillid, ro og nærvær i rummet.
Efter en tid i det svagt blåt belyste rum inviteres vi ind i det svagt rødt belyste rum. Her rejser en slags teltdug med små huller i sig som et rum i rummet. Man kan kravle ind i stikke hovedet ud af hullerne. Man kan sidde udenfor og kikke på de ansigter som dem indenfor stikker op. Man kan lægge sig ned og kikke op i teltdug-himlen.
Man kan gøre 'hvad man vil'. Man kan fx blive lidt længere i det blå rum og tage kontakt til den ene danser som stadig befinder sig der, eller – som de to babyer, jeg oplevede forestillingen sammen med sammen med tre andre voksne, tage kontakt til hinanden.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at 'Babyspace' er en lise for babyer i aldersgruppen. Forestillingen er – fordi den er så velgennemtænkt og så veludført på alle leder – et levende bevis på, at også børn så langt ned i alder kan have glæde af teater.
