Lyset slukkes i salen, der er godt fyldt med flyverdragter og forventninger. Alle venter spændt på vores hovedperson, men først er alt vi hører rungende trin fra lejlighedsopgangen og en dør i låsen til tonerne af Georg Riedels klassiske kendingsmelodi. Lige så genkendelig som Jan Johanssons Pippi Langstrømpe-sang (de kan noget de svenske jazzmusikere) slår den fejende fine jingle stemningen an.
Alfons Åbergs verden er på en og samme tid hverdagsrealisme og børnepoetik, og det er med milde, nostalgiske øjne, man som voksen tager imod ham, som han dygtigt dukkeført af Thomas Knuth-Winterfeldtvimser ind på scenen og straks begynder at lave ballade.
Underbukser i fryseren
Alfons har været ude at købe ind med sin far, og nu skal varerne lægges på plads. ’Hver ting til sin tid og alting på rette plads’ erklærer den gemytlige far (Niels Jørgensen)som et højtideligt lille mantra, men når torskerogn bliver til fiskekuttere, flåede tomater er kanonkugler og spaghettien agerer slimede regnorme, er det selvfølgelig ikke så lige til at få lagt på plads i god ro og orden.
Børneleg og -logik overfor den rationelle voksne og ombytning af disse roller udgør en stor del af handlingen. Publikum morer sig kosteligt over Alfons’ livlige fantasi og faderens forsøg på at holde det hele lidt i snor. Ikke mindst når faderens distræthed slår igennem og der – igen med god lyd – høres mystiske dryp inde fra soveværelset. Underbukserne er på en eller anden måde havnet i fryseren, og nu ligger isen og smelter i soveværelset.
’Ih hvor er jeg dum altså’ udbryder faderen, og Alfons gentager prompte ’Ih hvor er du dum altså’. Det unge publikum forstår så udmærket forskellen mellem hans godmodige selvrefleksion og Alfons’ frække konstatering, og hele salen sprutter af grin.
På samme måde fungerer det godt blandt de voksne, når Alfons klagende konkluderer; ’Det er altid mig der skal rydde op. Og det er også altid mig der skal rode.’
Lidt alvor midt i det sjove
Det andet handlingsspor i stykket tilfører lidt alvor i det hyggelige univers. Konflikten nede i gården med den forsigtige Per, som Alfons kommer til at slå i arrigskab over noget, der viser sig at være en misforståelse, skildres skarpt.
Aldrig så snart er skaden sket, før brødbetyngelsen drejer munden helt skæv i Alfons’ overdimensionerede hoved. Både følelser og tanker hvirvler rundt indtil han endelig – efter mange krumspring – får sagt ordentligt undskyld. Dertil er den lille Per en kostelig figur med alle sine hæmninger og bekymringer. Han bliver bævende nervøs via Niels Jørgensens virrende dukkeføring, og igen med et nik til os voksne er dette gemyt tydeligvis tillært; ’Mine forældre siger jeg skal passe på’ forklarer han Alfons, der prompte spørger ’På hvad?’ – ’Det ved jeg ikke. Det har de ikke sagt noget om.’
Tro mod bogforlægget
Udover de gode replikker og den åbenlyst effektfulde komik er en af kvaliteterne det stille tempo. Alfons’ udfordringer og overvejelser får tid til at udspille sig, og stykket skal have ros for også i dette henseende at være vældig tro mod sit bogforlæg.
Det fungerer også i teaterform virkelig godt til målgruppen, og derfor bliver det en styrke, at der ikke er så meget nyt under solen. Undertegnede savnede dog den usynlige ven Svipper lidt – og faderens pibe ganske meget.
Musikken og de gode lydeffekter måtte også gerne have fyldt mere, da de øger magien så betragteligt. Som da faren forbarmer sig og leger med selv og ender med at blive aldeles grebet af svævebanelegen i stuen. Musikken forstærker flot dette fine far-søn moment, der i al sin enkelthed får os til at smelte.
Det er godt gået, og Alfons, den gamle 70’er-figur, lever fornemt videre i hjerterne hos nutidens børn med denne fine børneforestilling.
