En ældre herre foreslog engang, at vi skulle leve livet baglæns. Så Det Kommende Teater starter deres eksistens-undersøgelse med slutningen. Den slutning vi alle uigenkaldelig bevæger os mod, og som i vores samfund for størstedelen afrundes med en tale af præsten. En tale, der helst skal fremstå personlig, men som i de fleste tilfælde bliver fremført af en person, der aldrig har haft med afdøde at gøre. Hvor absurd er ikke netop dette scenarium?
Hvad er den ultimative begravelsestale? Er det Hamlet med sit kranium? Er det fabulering over, hvordan det er at være? Hvad kræver det? Hvad betyder det gode liv?
Alle de spørgsmål og mange flere får Det kommende Teater undersøgt i deres sidste satsning, hvor det ”at være” bliver gradbøjet i alverdens retninger.
Alle søger lykken, men kan ikke løbe fra, at der følger en lille bid ’the blues’ med. Vi kan ikke undslå os denne, hvis vi vil have et flerdimensionalt perspektiv på livet. Og det er absurd at bilde sig en perfekt verden ind, at vi kan mestre et helt liv uden større eller mindre knubs.
Farven blå
Blå er hemmelighedernes farve, det er farven for udlængsel, troskab, tænkning og ikke mindst kærlighed. Kort sagt: Blå har betydning for ret så mange begreber. Derudover er farven blå tilknyttet alverdens guder alt efter hvilke kultur, vi betragter den fra.
Blå er forestillingens gennemgående farve. Den er til stede i alle lag som en erkendelse af, at vi alle ’can get the blues’ og samtidig som en kommentar til vores søgen efter den optimale lykke. Der vil altid være en snert af blå, men det er nødvendigvis ikke af det dårlige. Eftertænksomhed følges som regel af udvikling.
I mest blå og kun suppleret af sort og hvid er Søren Ruby, som gør det godt og sparrer klogt med det dramatiske forlæg og musikkens velovervejede valg. Han er alene på scenen, og han får step by step præsenteret publikum for sin bredde kunnen ud i de humoristiske monologer.
Karaktererne står i kø for at markere deres nærvær og berettigelse i den bredde eksistens. Alle med en snert af ’the blues’-feelingen. Alle sekvenser/situationer bliver brudt af pludselige hændelser inden karakteren for alvor blottes og inden denne ikke kan løbe fra livet.
Alt i alt er paletten fuld og vi sidder til slut tilbage med følelsen af et solidt indblik i den stille mands hverdags eksistens. Og om den så hænger sammen med en absurd tilgang til livet er vores problem…
Hverdagen er andet end glamour
’ER – en bøjning af være’ egner sig klart til elever fra gymnasiet og op, hvor refleksionsniveauet vil yde forestillingen retfærdighed. Der er gods i teksten som oplæg til længerevarende diskussioner om eksistens, om hverdagsproblemer og om mennesker i almindelighed.
Forestillingen er bygget op som små perler på en snor. Hver situation er bundet sammen af lette toner, som gør brug af traditionelle instrumenter, men også leger fascinerende med lyde fra dørklokke, vandløb, tlf. etc., samtidig med at tematiserede blokke af fotos projekteres op på bagtæppet. Projektioner, der lægger op til den kommende scene.
Forestillingen har et ret så stille og jævnt tempo, hvilket igen kan være et billede på vores liv. I vores søgen efter ekstremer og oplevelser ud over det sædvanlige, bliver vi depressivt konfronteret med at vores liv generelt har en anden karakter. ’Jeg holder af hverdagen’, skrev Dan Turell engang, og det er en vigtig reminder for ungdommen i dag.
