Om nogle uger afholder Forsøgsstationen et seminar, udelukkende dedikeret til, hvordan vi taler om kvalitet i scenekunsten.
Der vil ikke nødvendigvis blive holdt brandtaler for berettigelsen af kvalitet i dansk scenekunst eller talt specielt om økonomisk sikring af kvalitative niveauer, da seminarets deltagere med sikkerhed ser begrebet kvalitet som en selvfølgelighed i deres arbejde med scenekunst.
Jeg formoder, at der vil blive talt om respekt, kritik, værktøjer, tid, særpræg, håndværk, tillid, fordybelse, anstrengelse, udvikling og livslang læring …
Så for nu ikke at foregribe samtalen på seminaret, får jeg lyst til i stedet at varme op til kvalitetsdebatten fra den økonomiske vinkel med spørgsmålet: Hvem skal betale for kvaliteten?
For kvalitet er jo noget der koster penge, det går jeg ud fra de fleste kan blive enige om? Penge til at købe kunstnerne fri, så de kan bruge rigtig lang tid på at dygtiggøre sig, skabe kunstværker og dele dem med publikum…
Økonomisk robust??
For nogle måneder tilbage havde kulturministeren inviteret den danske scenekunstbranche til konference i Odense (Stemmer for Scenekunsten, red.). Jeg deltog også, og var vidne til en debat, der havde til formål at fratage staten sit økonomiske ansvar for, at der skabes kvalitativ, fri og kritisk scenekunst i Danmark.
Naturligvis blev mødet ikke lanceret med de ord; selvfølgelig ikke; det blev i højere grad præsenteret som en åben workshop, hvor alle kreative hjerner bl.a. skulle hjælpe ministeren med ”at finde nye former for finansiering, så scenekunsten kan udvikle sig og blive mere økonomisk robust” samt sørge for at ”skabe større borgerrelevans” inden for scenekunsten.
Jeg gjorde hvad jeg kunne for at lytte, men blev konstant forstyrret af en række indre billeder med blinkende firmanavne og borgermøder, hvor begrebet relevans afgøres ved håndsoprækning …
Der var i øvrigt (som jeg hørte det) for første gang længe til sådant et møde, en vis stilhed i salen. Måske en vis modvilje. På et tidspunkt rejste et kvikt hoved sig op og sagde noget i retning af: 'Ja, vi må jo ikke tale om økonomi … og derfor gør jeg det … '
Sig navnet!
Den handske vil jeg gerne tage op. Jeg må ikke tale om økonomi, så derfor gør jeg det. Lige præcis derfor. Det er blevet usexet at tale om penge. Ikke rigtig på mode. ”Ja ja, alle vil ha’ flere penge (underforstået: hvor egoistisk og grådigt) … kom nu frem til et mere vedkommende emne”.
Det er på mærkværdig vis blevet smart at tilbyde kunstnerne at sætte sig ned, uden samtidig at tilbyde dem en stol. Hvis det at tale om, at økonomi inden for scenekunst er umoderne, så vil jeg gerne være det. Umoderne. Mens jeg bliver ved med at spørge: Hvem skal betale for kvaliteten? Også selvom jeg om fem år skal stille det samme spørgsmål igen.
Jeg bliver ikke træt. For mig går det ikke af mode, at staten bør have hovedansvaret for at understøtte fri og kritisk scenekunst af høj kunstnerisk kvalitet. Scenekunst som netop holder et land i ørerne i kraft af, at den er kunstnerisk fri. Og kritisk. Til for eksempel at kritisere statslige magtstrukturer …
Man kunne sammenligne kunstens funktion med retsvæsnets funktion. Kan det gå af mode at have en uvildig retsinstans i et samfund? Nej vel? (altså med mindre man er på vej til et fascistisk styre selvfølgelig).
Hvorfor er det mon så, at det er blevet acceptabelt at dansk scenekunst i højere og højere grad skal se sig om efter private sponsorer, for at kunne gennemføre sit virke?
Jamen, riget fattes penge!! Nej. Riget fattes ikke penge. Regeringen og dens støttepartier har prioriteret, at staten skal være mindre. F.eks. i form af lavere skatter.
Jamen, det er også de store teatres skyld, de får alt for mange penge!! Nej. De prøver sådan set bare på at opfylde deres forpligtigelser. Der mangler penge, fordi kulturbudgetterne er blevet beskåret. Igen. Og igen. Og igen. Og igen.
Flere og flere scenekunstneriske tiltag er ene og alene afhængige af, om de modtager støtte fra private fonde. På Forsøgsstationen har vi mange samarbejdspartnere, som i stigende grad meddeler os: ”Ja, vi vil gerne samarbejde, men det afhænger altså af støtte fra fond X og sponsor Y …
Ja, men så må vi jo bare håbe, at disse fonde og sponsorer ved nok om scenekunst, har et overordnet billede af, hvor i landskabet støtten gør bedst gavn og at de i øvrigt ikke har noget imod, hvis den scenekunst der bliver skabt for deres støtte, kunne kritisere eller anfægte deres interesser.
Og så må vi i øvrigt håbe, at de har afsat nok midler …
Gode gamle dage?
Eliminering af staten … er det der vi er på vej hen? Teater baseret udelukkende på privat finansiering?
Jeg kommer til at tænke på den store Molière-film af Ariane Mnouchkine. Her er der ingen stat, der bærer Molières trup oppe. Det betyder så også, at de må rakke land og rige rundt og forsøge at leve af befolkningens almisser lige ind til de er så ”heldige” at komme i stald hos en greve, der godt vil brødføde dem (altså næst efter hans hunde) og se på deres løjer og kvindernes dybe kavalergange, altså lige ind til han konverterer til en ekstrem religion og smider alle på porten.
Nå, op på hesten igen og videre – via via til kongens bror – hvor heldigt! Nu som kongeligt teater! Altså for historiens måske mest magtfulde og dekadente konge og alt hvad det indebærer af censur og prostitution.
Jo jo, vil nogen måske indvende, men se dog hvad han fik udrettet denne Molière? Jo tak, med livet som indsats på kongens nåde, som i hvert fald med sikkerhed sørgede for, at der ikke blev skrevet revolutionær dramatik ved Molières skrivebord.
Kvalitet koster
Scenekunstnerisk kvalitet handler for mig om håndværk, tid og kunstnerisk frihed. Det at have nogle tillærte værktøjer, som man tager med ind i et tomt rum og sætter i spil ved at stirre ind i væggen i lang, lang tid, indtil al nyttetænkning er forduftet og de vilde, underlige, skæve, nørdede ideer gør deres indtog.
Og et samfund har brug for de kunstneriske mødesteder, der kommer ud af det. Til demokratiske samtaler, til refleksioner, til uenighed, til spejling og til at få erfaringen med følelsen af fælles samhørighed.
Og til at blive stillet spørgsmål. Kritiske spørgsmål. Også til staten selv.
Og bare rolig. Al teater har stor glæde af, hvad der sker inde i de nørdede kunstneriske rum, som fostrer de der krøllede, fantasifulde og irrationelle måder at tænke på. Alt det siver lige så sikkert gennem fødekæden ud i alle andre led. Vi står på skuldrene af hinandens opfindelser. Sådan har det altid været.
Det kan ikke nytte noget at tale om kvalitet, hvis vi ikke også taler om penge. Det er uløseligt forbundet. Selvfølgelig kan ingen skabe noget af kvalitet uden at blive købt fri til at gøre det. Og selvfølgelig kan ingen skabe kunst – kunst forstået som noget der har den fulde frihed til at kritisere sin egen mæcen og ikke reklamere for den – uden at virkelig have den fulde frihed og en velfungerende armslængde til sin støttegiver.
Kunstnerisk fri tale
Forsøgsstationen var i oktober inviteret til en konference på universitetet i Torino, der handlede om, hvordan teatret kan forbinde kunstnere, institutioner og lokale beboere i bysamfund gennem kunstprojekter.
Vi deltog med vores projekt, ”Lyden af publikum” (et projekt med fokus på at arbejde med publikum i en kunstnerisk kontekst), og udvekslede over flere dage med italienske og andre europæiske aktører.
Alle projekter sigtede mod at inddrage en mangfoldighed af mennesker med vidt forskellig social, aldersmæssig og etnisk baggrund, og især var der øget interesse for at tale om involvering af såkaldte ”svage borgergrupper”.
Der var mange interessante projekter; alle i øvrigt gennemført primært med EU-støtte og lokale statslige midler. Men så skete der noget på konferencens sidste dag. Her havde man inviteret det lokale erhvervsliv inden for, og langsomt ændrede præsentationerne karakter. Flere og flere projekter blev vist på storskærm med lækker popmusik og billeder af smilende mennesker.
Sidste præsentation handlede om et stort forfaldent slot uden for Torino, som nogle private investorer og kommunen havde planer om at sætte i stand til et stort kulturhus, bl.a. ved hjælp af frivillige lokale kulturaktivister. Det kunne blive rigtig flot, når man bare lige fik ryddet de største problemer af vejen.
Og så kom power pointen op at køre, og vi så et stort luftfoto over slot og område, hvor røde ringe indikerede omtalte problemer. Det handlede om en nedfalden lade-bygning, om et å-løb der skulle renses, om en hovedtrappe der skulle flyttes og – nå ja, så var der også det der problem med alle de prostituerede, som gik og trak langs alleen på vej op til slottet, dem måtte man på den ene eller anden måde se at få væk …
Ja, så hurtigt kan det gå. Væk var interessen for de ”svage grupper” og de generelle sociale og kunstneriske aspekter. Konferencen, som startede så flot, sluttede med, at vi sad og fulgte en gennemgang af et privat investeringsprojekt.
Det er ikke umuligt for teatre at indgå samarbejde og lokale byttehandler med private fonde og sponsorer. Men det fritager aldrig nogensinde staten for sit ansvar til at sikre samfundet scenekunst af høj kunstnerisk kvalitet. Og kvalitet koster. Penge. Frie statslige midler, som ikke kræver tjenester til gengæld, som ikke tager friheden fra kunsten og brodden ud af de kritiske spørgsmål.
***
Lotte Faarup (f. 1962) er dramatiker og instruktør og har i tre årtier arbejdet indenfor dansk børne- og ungdomsteater. Hun udgør sammen med Øyvind Kirchhoff den kunstneriske ledelse på Forsøgsstationen, og de er tillige stiftere og ledere af teatret Det Olske Orkester