'Hvordan taler man om krig med sine børn? Jeg synes det er svært'.
Sådan sagde en ung mor til Teatergrads leder, Christine Worre Kann, og hendes kolleger, da de en forårsdag i 2015 bevægede sig rundt blandt publikum på Den Røde Plads på Nørrebro.
Teatergrad havde købt en række børneteaterforestillinger, som blev præsenteret på Den Røde Plads og i Nørrebrohallen i tilknytning til tirsdagens folkekøkkener, som typisk tiltrækker 500-800 mennesker. Og eftersom teatret blot for nylig havde fået bopæl på pladsen, var Kann og kollegerne nysgerrige efter at høre lokalbefolkningens mening om, hvad teater skal kunne.
Det var i den forbindelse, den unge moder henvendte sig med sine overvejelser omkring krig – og et forslag:
'Kan I ikke lave en teaterforestilling om krig, der åbner for en snak med børnene?'
Børneteater om krigens alvor
På det tidspunkt havde Teatergrad aldrig lavet børneteater før, men heller ikke defineret sig som voksenteater. Snarere har folkene bag – som foruden Christine Worre Kann også tæller de kunstneriske ledere Sandra Yi Sencindiver og Pelle Nordhøj Kann – udtrykt et ønske om, at hver eneste ny produktion skal udvikles med henblik på at udforske et nyt byrum og nå en ny publikumsgruppe – som det eksempelvis ses med forestillingerne ’Husker du?’, der spiller for beboere på plejehjem og demenscentre, og ’Et dukkehjem’ som simpelthen spiller i private hjem.
Trekløveret blev enige om, at Teatergrads næste forestilling skulle henvende sig til publikumsgruppen børn – og præsenteres for én skoleklasse ad gangen i klassens eget lokale.
I udviklingsfasen kom forestillingen ’Krig i børnehøjde’ hurtigt til at bestå af tre elementer: 1) En fiktiv historie, der fortælles af to skuespillere; 2) Nogle workshop-samtaler undervejs, hvor børnene inviteres til at kommentere fortællingens konflikter; og 3) Et videns-lag, hvor børnene modtager faktuel viden om krig, fx om Geneve-konventionen og ’krigens spilleregler’.
Men midt i udviklingsfasen begyndte holdet alligevel at få kolde fødder. For hvordan kan man tale ærligt med børn om krig, uden de bliver skræmt fra vid og sans?
Røde Kors som samarbejdspartner
»Da vi var godt i gang med udviklingen, blev vi ramt af en frygt for at gribe det forkert an, for det var virkelig vigtigt for os at kommunikere rigtigt med børnene om det svære emne. Derfor rettede vi henvendelse til Dansk Røde Kors,« fortæller Christine Worre Kann.
Røde Kors hjalp bl.a. med at indkredse aldersgruppen for forestillingen til 4.-6. klassetrin, da børn i denne alder kan håndtere emnet og sætte ord på deres tanker og følelser om krig. Desuden bidrog organisationen med en del konkret viden om krig.
»Røde Kors har et stort ønske om, at børns tanker om krig bliver behandlet og taget alvorligt. De er gået superengageret ind i projektet, og forestillingens undervisningsmateriale er også udarbejdet på baggrund af Røde Kors’ viden,« siger Teatergrads leder.
Krigen i fjernsynet
Foran fjernsynet bliver børn ofte præsenteret for billeder fra krigssituationer, og deres største frygt er, at de sårede ikke bliver hjulpet, fortæller Christine Worre Kann.
Hen imod slutningen af ’Krig i børnehøjde’ er det derfor fast procedure, at en af skuespillerne fortæller børnene, at der i alle lande findes mennesker, der hjælper de sårede.
»Vi voksne mennesker ved selvfølgelig godt, at mange sårede eller døde i krigen ikke bliver hjulpet. Men vi bliver nødt til at give børnene en vis tryghedsfølelse, for ellers efterlader vi dem bange for krigssituationen. Det er utrolig vigtigt, at man ikke får lavet mere ravage i den,« understreger Christine Worre Kann.
Hun fortæller i øvrigt, at Teatergrad efter valget af Donald Trump som USA’s præsident har fået ekstra mange forespørgsler på ’Krig i børnehøjde’.
»Skolelærerne forklarer deres interesse i forestillingen med, at mange børn har fortalt om deres angst for at der skal udbryde krig, nu hvor Trump bliver præsident. Det må jo være noget, børnene har hørt i nyhederne eller hørt deres forældre tale om. Det siger en masse om de tanker børn går med, og hvorfor det er vigtigt at tage dette tema alvorligt.«
Krig og fred i skolegården
’Krig i børnehøjde’ bliver som nævnt kun spillet for én skoleklasse ad gangen, hvilket ikke blot giver de 25-30 børn en særligt nærværende oplevelse. Flere skolelærere har også påpeget, at forestillingen samler klassen, fortæller Christine Worre Kann.
»Børnenes kommentarer om kamp, krig og fred afspejler også dynamikken i klasseværelset og ikke mindst skolegården. Alle mobbeproblematikkerne kommer op til overfladen. Men vi sørger for, at alle børnene kommer til orde, også de mere stille typer,« fastslår hun.
»Vi undersøger også på forhånd, om der er børn i klassen, som er flygtet eller hvis forældre er flygtet fra krige eller uroligheder – og det er der næsten altid. Det har aldrig skabt problemer – tværtimod virker flygtningebørn ofte ret reflekterede, og når de midt under forestillingen deler deres personlige fortællinger med de andre børn, skaber det en ny dynamik i klassen.«
Børn som konfliktløsere
’Krig i børnehøjde’ er skruet sådan sammen, at børnene bliver opfordret til at komme med nogle svar på, hvordan man kan løse fortællingens konflikter, og dermed skaber de selv afslutningen på forestillingen.
»Børnene har mange gode forslag til konfliktløsning. Deres tilbagevendende forslag er altid: Hvorfor kan man ikke bare sætte sig ned og snakke sammen? Eller: Vi skal da ud og hjælpe dem, der er blevet sårede. Og selvom forslagene kan virke naive, sidder man alligevel tilbage med denne her følelse: Tænk hvis vi bare engang imellem kunne tænke så nøgternt og ligetil som børnene,« siger Christine Worre Kann.
100 forestillinger for 100 skoleklasser
I løbet af foråret sender Teatergrad ’Krig i børnehøjde’ ud til 100 skoleklasser med støtte fra Danida.
Med forestillingen følger også gratis undervisningsmateriale og et computerspil.
»I forbindelse med støtten fra Danida laver vi en evaluering af forløbet. Derfor vil børnene blive stillet et par spørgsmål efter forestillingen, og samtidig får de en chance for at videregive deres bud på konfliktløsning. Men om børnenes forslag kan nå videre ud i verden og løse verdensfreden – det ved jeg ikke,« smiler Teatergrads leder.
