‘Hey Danmark, hvad sker der for dig?! Jeg savner dig – jeg vil have dig tilbage!’.
Rytmer og rap glider i ét og eskalerer i en crescendolignende lyd. Et øjeblik før gjaldt det en kort passage af ‘I alle de riger og lande’ og ‘I østen stiger solen op’.
Henrik Munch fra Sorten Muld bidrager vitalt til Filurens ‘Danmarkshistorien’. Kende sange og salmer får et skævt vrid, og musik med masser af puls sætter gang i kroppene på spillerne. Ellers er det nu ikke så meget med kroppene, at Filurens medvirkende former forestillingen. På den led ligger forestillingen milevidt fra Asterions Hus’ meget kropslig præcise og adræt akrobatiske forestilling af samme navn.
På nok en led er den også meget forskellig fra den københavnske gruppes udlægning. Hvor Asterions Hus drønede gennem det ene årtusinde efter det andet med fokus på kongerækker og krige – lige fra urtiden til vor nutid, har Filuren valgt en punktnedslagsmodel. En række historiske begivenheder er valgt ud. Og som sammenhængende tematisk kit har man valgt demokrati og ytringsfrihed.
Klogt nok. Det skaber sammenhæng i den mosaikfyldte begivenhedsrække.
Fortidsslægter i samtalekøkkenkulisse
Historiske begivenheder på både mikro og markoplan, der alle handler om, hvordan vi omgås hinanden, og hvad der er ret og rimeligt, knyttes sammen med nuet og udspiller sig i det unge par, Margrethes og Christians hvide samtalekøkken. I det moderne rum, hvor TV-avisklip fra Irak-krigen åbner ballet fra en fladskærm på bagvæggen. Hvor urmennesket og fortælleren i røg og damp vælter ud af et mandshøjt køleskab. Hvor en formummet tavs stenalderpige kravler ud af et køkkenskab, for senere forsynet med frø at forvandle sig til en oprejst agerbrugskvinde, der vinker efter sin mand, der trækker sin plov ned gennem publikumsgangen, mens kartofler (eller menneskeansigter – slægter) spirer frem på jordtæppet bag ham.
Siden følger scener fra den sorte katolicisme med skærsild og aflad. Og efter det reformationen og heksebrændinger. Scenerier, som bliver fortalt fra nutidsvinklen: i en samtale med Margrethe og husets muslimske rengøringspige, Esmin, som skal til prøve i Danmarks historie, fordi hun ikke har fået søgt dansk borgerskab.
At tyske Struense kom med fremmelige tanker om frihed, lighed og broderskab, som vi dengang ikke var parate til danses frem med kalvekrøs, masker og krinolinekjoler. Slaget ved Dybbøl bliver mikset med en nutidsaften, som bestemt ikke bliver den kæresteaften Margrethe havde satset på, men i stedet en aften, hvor Christian hellere vil se fodbold.
Med børnesangen ‘Tre små soldater’ ryger vi frem til industrialismens masseproduktion. Til et stort Storm P’sk samlebånd, som hejses ned over køkkenbordet mens en fabriksarbejderkvinde popper op af bordvasken og kræver stemmeret og lørdagsfri. Og tilslut runder fortælleren konstaterende og appellerende spillet af med at sige, at vi nu til dags må tænke og tro næsten hvad der passer os, og at han håber, at vi kan finde ud af at føre Danmark videre – for videre skal vi.
Styrken i forestillingen er at fokus er holdt på en visning af og spørgen til værdier. Svagheden er at de forskellige tidsperioder undervejs bliver noget kortfattede og firkantet præsenteret. Og at skuespillet undervejs er upræcist og noget overstyret. Når forestillingen får 4 og ikke 3 stjerner, skyldes det musikken og instruktionens mod til at afprøve iscenesættelsesgreb som er lidt mere dristige og overraskelsesfyldte end vanligvis for teatret.
