Af: Janken Varden

6. maj 2015

Hvad er en familie?

Svenske Martina Montelius har skrevet indsigtsfuldt, varmt og udfordrende om børns oplevelse af at være 'bonus'.

Boccherinis berømte og livlige menuet strømmer os i møde fra Charlotte Kehlets violin, idet vi træder ind i Fair Plays teatersal. Og når Lotte Bergstrøm, Henrik Steen Larsen og Casper Sloth samtidig tager imod og venligt viser os på plads, bliver vi samstemte helt fra begyndelsen.

Åbningen er spændende. Alle de fire spillere har små lommelygter, der nok kan flakke forvirret omkring, men også hjælpe til med at give fokus. Det giver hver af dem en autoritet, en bestemmende myndighed, og det konkretiserer det præcise samarbejde spillerne i mellem som teatret kræver, og som publikum elsker.

Et broget tæppe

Mira og Hans er søskende uden at være egentlig søskende. De er 'sammenbragte'. Hans’ far, Kim, er nu blevet kæreste med Miras mor, Suzanne, og pludselig har man et nyt sted at bo og helt nye søskende og en forælder som er flink og sød, men som man ikke rigtig kender, og som man i hvert fald ikke har ligget i maven på, før man blev født. 'Bonus-søskende', ifølge mange forældres desperate – og håbefulde – newspeek.

Oliver har to mødre og to fædre, og han er glad for dem alle, og de er glade for ham. Mens Skolesundhedssøsteren på sin side hverken har det ene eller det andre, for hun er alene. Via fine spillesituationer og velskrevne bekendelser bliver alt dette lagt frem for os, og det kan godt siges, at det svirrer med navne på mødre og fædre, både ægte og af pap, og tilsvarende mængder af tidligere og nuværende søskende. Det er et broget tæppe af familierelationer, nye og gamle, faste og brudte, på kryds og på tværs.

Det lyder mangfoldig, for ikke at sige forvirrende, og det er det også, så man skal hænge godt med i svingene. Men iscenesættelsen er forbilledlig klar – med rytme og dynamik, vekslende mellem spillescener og monologer, og en musikalitet som også kan betjene sig af stilhed. Pludselig stilhed. Chokartet stilhed. Tydelighed.

'Mira går genom rummen'

…er den svenske titel på stykket. Men om sproget er et andet, er sammenhængen med rummene intakt. Scenografien består mestendels af dørkarme, som kan flyttes eller falde, lukke eller åbne. Både Mira og de andre har sine rum som de besøger, eller jages fra, eller skændes om. Det hele er fleksibelt, ja, koreografisk – sceneskift sker på sekunder og tager ingen opmærksomhed.

Scenografien byder ellers på tre enorme masker – Hans’ far og Miras mor, plus en swingpjat der danser ind til Glen Millers 'In the mood' – samt en gedigen drømmeseng à la Salvador Dali, som tydeligt understreger Tanja Bovins baggrund som tekstilkunstner.

Lotte Bergstrøm er på overbevisende måde den seje Mira, med fornuftige støvler og rødternet kilt, klog, drilsk, rapkæftet og sårbar. 'Jeg er bange', siger hun. 'Hele tiden er jeg bange, men jeg stikker ikke halen mellem benene af den grund'.

Henrik Steen Larsen, som Hans, indtager en ydmygere rolle i forsvarsposition bagved sin fægtemaske. Han stikker halen mellem benene længe, men vifter flot og modigt med den til sidst. Casper Sloth og Charlotte Kehlet går smidigt ud og ind i flere roller, som fædre og mødre og som Oliver og Sundhedssøsteren.

Hvad er en familie?

Skal man tro statistikken er der 37 forskellige familieformer i Danmark. Men hvad kendetegner en familie? Ud over at man bor under samme tag? Måske ikke en gang dét?

'Miras verdener' tager spørgsmålet alvorligt, uden at det af den grund bliver tungt eller mørkt. Her er masser af plads til det sjove, det kærlige og varme, ved siden af grublerierne og forsøgene på at finde ud af sin egen situation. Det er børnenes vinkel vi præsenteres for – med savn og tilpasning, nye forbindelser og venskaber, jalousi og angst lige så vel som overraskende kærlighed og forståelse.

Martina Montelius har set hele vejen rundt om problemstillingen, og set den med børnenes øjne, – set hvordan det er de voksne der hele tiden definerer verden, mens børnene kun kan følge med som det tynde øl. Og Marita Dalsgaard har fulgt op med bunker af empati.

På et tidspunkt mod slutningen af forestillingen hvor et nyt opbrud nærmer sig, tager børnene initiativet, – om ikke magten. Mira siger: ”Hans og jeg har diskuteret dette med at vi ikke længere skal være bonussøskende, og vi er kommet til, at det går vi ikke med til”. Så kortvarige relationer mellem de voksne kan sagtens føre til længerevarende relationer mellem børnene.

Så hvad er en familie? Forestillingen bliver filosofisk og temmelig idyllisk til sidst. Til og med Sundhedssøsteren defineres ind som familie fordi hun har så meget til fælles med sig selv. 'Miras verdener' ender op med at sige, at en familie, – det er, hvor alle har omsorg for hinanden.

Ja, jo, – en god familie, siger denne anmelder. Men der findes desværre eksempler på familier – som er fuldstændigt indenfor rammen af den almindelige definition – der ikke netop har omsorg som sin vimpel. Det tager forestillingen ikke rigtigt stilling til.

Til allersidst, inden lyset går ned, ser Mira os oprigtig i øjnene og siger 'Jeg er ik’ bange'.

Jeg tror hende. Det tror jeg, at mit med-publikum, som har fulgt hende opmærksomt hele vejen, også gør.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Et sympatisk projekt
Hils Din Mor & Folketeatret:
'Spejlvendt'
Ungdomsforestillingen ’Spejlvendt’ af Hils Din Mor og Folketeatret fortæller historien om Alex, der ikke kan finde sig selv i sit eget spejlbillede.
En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
Et sympatisk projekt
Hils Din Mor & Folketeatret:
'Spejlvendt'
Ungdomsforestillingen ’Spejlvendt’ af Hils Din Mor og Folketeatret fortæller historien om Alex, der ikke kan finde sig selv i sit eget spejlbillede.
En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.