Af: Henrik Lyding

25. november 2016

Husk at leve mens du gør det

Tænksom eventyrhistorie savner lidt spillemæssig fortættethed for at brage helt igennem.

Der er ikke meget jul over Maskens nye børneforestilling her i november-december. Faktisk handler den om det modsatte af glædens fødsel, nemlig om død og savn. Men også om at kende døden og dermed blive klogere på de vigtige ting i livet.

Den er den lære, drengen Jørgen erfarer i skikkelse af en eventyrdrøm. Hans mormor er død, og Jørgen vil bare isolere sig og ikke tale om det.

'Døden er dum. Jeg vil ikke have noget med den at gøre', siger han stædigt til sin mor. 'Hvorfor er der ikke noget medicin, der er stærkt nok til, at mormor ikke behøvede at dø?'

Så da hans mor lægger sig med mild influenza, bliver han bange. Skal hun nu også dø! Jørgen må af sted – ud på en klassisk erkendelsesrejse for at lære om døden og dermed også om livet.

At det er en drøm, finder vi ud af i mødet med de sære skikkelser undervejs. Den joviale gadefejer, ind gennem den grønne dør til eventyrlandet med den bistre og rapkæftede ballerina i Spørgsmålsskoven, den fjottede Aldo, der elsker alt, hvad der er rødt, Ninjakriger-pigen og endelig Døden selv.

Det er her, i mødet med Døden, at Jørgen finder ud af det med at bruge livet, mens man har det. Og at døden i øvrigt blot er et skræmmebillede på den tid, vi ikke forstår og aldrig har nok af.

Velfungerende scenebillede

Altså en tænksom forestilling, der begynder rigtig godt, uden en falsk tone. Med besøg ved mormors grav og en stille mor-søn-snak om døden. Men så går eventyret i gang, og her kniber det hurtigt med den stramhed i udtrykket og replikkerne, der virkede så stærk og ren i indledningen.

Scenen med den fjollede Aldo synes løst henkastet som et klovnenummer uden gennemført koreografi, og konfrontationen mellem først krigerpigen og senere Døden mangler intensitet og fokusering.

Ordene i Lise Jørgensens tekst inviterer til at stå og dirre i rummet, men skuespillerne får ikke lov at løfte dem op og give dem den fornødne styrke. Hvad der virkede så godt i indledningens virkelighedsverden – den lavmælte nærhed – holder simpelthen ikke i drømme- og eventyrland.

Ærgerligt, for Thomas Knuth-Winterfeldt som Jørgen er stærk og troværdig hele vejen igennem. En helt almindelig knægt, cool udenpå, forsagt og sårbar indeni. En dreng, der lærer at se virkeligheden i øjnene. Lige til at identificere sig med nede på rækkerne.

Derimod synes Søren Møller Pedersen og Mette Klakstein Wiberg ladt lidt i stikken af instruktør Jacques S. Matthiessen, når vi kommer ud i eventyrland. Jeg savner simpelthen alvor, kraft og renskrabet fortættethed, hvilket efterlader de pågældende scener usikkert balancerende mellem sjov og alvor.

Omkring de tre spillere er Christian Q. Clausens scenebillede enkelt og velfungerende. Store hvide flader, der kan åbne og lukke, som baggrund for projektioner af trylleskov, klipper og stjernehimmel.

'Sejt', som det blev sagt fra rækken foran mig, da teatertrylleriet begyndte. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Filosofi i børnehøjde
Parkteatret & Teater Baglandet:
'Kant'
Forestilling om universets skræmmende uendelighed tør være enkel i form og handling.
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Filosofi i børnehøjde
Parkteatret & Teater Baglandet:
'Kant'
Forestilling om universets skræmmende uendelighed tør være enkel i form og handling.
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.