Der er ikke meget jul over Maskens nye børneforestilling her i november-december. Faktisk handler den om det modsatte af glædens fødsel, nemlig om død og savn. Men også om at kende døden og dermed blive klogere på de vigtige ting i livet.
Den er den lære, drengen Jørgen erfarer i skikkelse af en eventyrdrøm. Hans mormor er død, og Jørgen vil bare isolere sig og ikke tale om det.
'Døden er dum. Jeg vil ikke have noget med den at gøre', siger han stædigt til sin mor. 'Hvorfor er der ikke noget medicin, der er stærkt nok til, at mormor ikke behøvede at dø?'
Så da hans mor lægger sig med mild influenza, bliver han bange. Skal hun nu også dø! Jørgen må af sted – ud på en klassisk erkendelsesrejse for at lære om døden og dermed også om livet.
At det er en drøm, finder vi ud af i mødet med de sære skikkelser undervejs. Den joviale gadefejer, ind gennem den grønne dør til eventyrlandet med den bistre og rapkæftede ballerina i Spørgsmålsskoven, den fjottede Aldo, der elsker alt, hvad der er rødt, Ninjakriger-pigen og endelig Døden selv.
Det er her, i mødet med Døden, at Jørgen finder ud af det med at bruge livet, mens man har det. Og at døden i øvrigt blot er et skræmmebillede på den tid, vi ikke forstår og aldrig har nok af.
Velfungerende scenebillede
Altså en tænksom forestilling, der begynder rigtig godt, uden en falsk tone. Med besøg ved mormors grav og en stille mor-søn-snak om døden. Men så går eventyret i gang, og her kniber det hurtigt med den stramhed i udtrykket og replikkerne, der virkede så stærk og ren i indledningen.
Scenen med den fjollede Aldo synes løst henkastet som et klovnenummer uden gennemført koreografi, og konfrontationen mellem først krigerpigen og senere Døden mangler intensitet og fokusering.
Ordene i Lise Jørgensens tekst inviterer til at stå og dirre i rummet, men skuespillerne får ikke lov at løfte dem op og give dem den fornødne styrke. Hvad der virkede så godt i indledningens virkelighedsverden – den lavmælte nærhed – holder simpelthen ikke i drømme- og eventyrland.
Ærgerligt, for Thomas Knuth-Winterfeldt som Jørgen er stærk og troværdig hele vejen igennem. En helt almindelig knægt, cool udenpå, forsagt og sårbar indeni. En dreng, der lærer at se virkeligheden i øjnene. Lige til at identificere sig med nede på rækkerne.
Derimod synes Søren Møller Pedersen og Mette Klakstein Wiberg ladt lidt i stikken af instruktør Jacques S. Matthiessen, når vi kommer ud i eventyrland. Jeg savner simpelthen alvor, kraft og renskrabet fortættethed, hvilket efterlader de pågældende scener usikkert balancerende mellem sjov og alvor.
Omkring de tre spillere er Christian Q. Clausens scenebillede enkelt og velfungerende. Store hvide flader, der kan åbne og lukke, som baggrund for projektioner af trylleskov, klipper og stjernehimmel.
'Sejt', som det blev sagt fra rækken foran mig, da teatertrylleriet begyndte.
