Marie Mondrup er en charmerende skuespiller. Hun har noget fuldkomment afvæbnende over sig. Hun er uden filter og uden forstyrrende forfængelighed. Når hun står på scenen, virker det, som om vi tilskuere bliver inviteret til at spejle alle vores håbløse sider i hendes kejtede figurer: Det overivrige, det hjælpeløse og det ensomme. Men også alt det stærke: Det trofaste, det forstående, det kærlige.
I soloforestillingen ’Humørhelt’ på Anemonen spiller Marie Mondrup et festmuntert menneskebarn, der er blevet inviteret til fødselsdag. Det vil sige: Først stikker hun hovedet op af en stor, gul papkasse – iført et skørt og skægt blækspruttekostume i turkis. Men så fortæller hun, at hun hedder ’Emo’. Det kalder hun i hvert fald følsomt nok sig selv.
Og så opstår hendes dilemma. For invitationen fra vennen ’Mulle’ gælder en fødselsdag med ’superheltetema’ – og hun er som sprælsk type klart mere til udklædning som blæksprutte og andre dyr.
Træfsikker tryne
Instruktøren Petrea Søe har i sin iscenesættelse fint fremhævet Marie Mondrups eminente evne til at spille genert og tøvende, men også selvsikker og fræk – alt sammen i sjov blanding. Hendes nervøse fødselsdagsgæst kommer undervejs til at føles som en kær ven af publikum. Og ups! Når hun i lutter selvforglemmelse selv kommer til at tage hul på den indkøbte fødselsdagsgave, kan man da slet ikke lade være med at knuselske hende.
’Humørhelt’ virker på mange måder som en traditionel monologtekst; der er i hvert fald kun begrænset med børneteateraction på scenen. Visuelt set er forestillingen også ret skrabet. Kostumerne af Tine Als er sjove og opfindsomme, ikke mindst et afgørende grisekostume. Men det runde gulvtæppe, der skal agere scenografi, giver for lidt rumligt modspil til historien.
Det forhindrer dog ikke Marie Mondrup i at gøre forestillingen til en gennemført legende og musikalsk fortælling. Hun formår at skabe en vedkommende og glad historie om at få lov til at være præcis den, man er. Og hun overbeviser stort som en sliksulten grinebider i en gemmeleg i en papkasse – iført sit skægge grisekostume med træfsikker tryne og turkis paryk. Lige til at efterligne en regnvejrsdag derhjemme, hvis man ikke har nogen at lege med…
Bedre til skolebørn
Forestillingens letløselige problem er egentlig bare, at aldersgruppen virker forkert. Den er sat til børnehavebørn, altså de 3-6-årige. Men hele forestillingens problematik virker meget mere rettet mod de 6-9-årige skolestartere, der netop bruger masser af energi og bekymring på at passe ind i grupperne i klassen og aflure, hvad der er ’det rigtige’. Det ofrer børnehavebørnene heldigvis sjældent så meget krudt på.
Et lidt ældre skolepublikum ville også bedre kunne forstå Marie Mondrups humor. Hendes spillestil veksler hele tiden mellem det fortællende og det selvkommenterende – tilsat gavmilde stænk af selvironi – og det er lovlig avanceret for de 3-6-årige. Til gengæld labber vi voksne det alt sammen i os med stor fornøjelse og genkendelse. Så forhåbentlig vil forestillingen også blive præsenteret for de lidt større børn.
Stor spændvidde
I disse år viser Marie Mondrup sin imponerende spændvidde fra det revykomiske til det rørende, fra det naive til det sårbare. I disse uger har hun både spillet en vidunderligt kikset stuepige med hang til lægeromaner i ’Sommer i Tyrol’ på Folketeatret om aftenen – og så nu altså denne livsglade og fantasifulde ’Humørhelt’ på Anemonen om dagen.
Marie Mondrup spreder simpelthen glæde, hvor hun kommer frem. Men hun lyser også op med sin sjældne varme. Det virker faktisk temmelig superhelteagtigt…
