Efter årtiers fravær som et offentligt anliggende er religion og personlig tro blevet et vigtigt tema i det danske samfund. Det drejer sig ikke kun om debatter, hvor islam og kristendom bruges som politiske våben eller om en folkekirke med dalende medlemstal. Der er også sat fokus på konfirmationen og dermed på de helt unge teenageres religiøsitet og eventuelle tro, og det samme gør foresillingen 'Hva' tror du selv?'.
For hvad tæller mest, når man er 13 år. Glimmer og glamour og dyre gaver eller ønsket om at få fast grund under fødderne i en kaotisk verden, der er svær at overskue? Ella hælder mest til det sidste, mens hendes far er i fuld gang med at organisere en traditionel konfirmationsfest i stor størrelse med røgmaskine og lasershow. Moren er mere optaget af New ages’ røgelseståger og småmystik, og selv om de er omsorgsfulde, fatter de ikke, hvad der foregår i deres unge datter.
Det giver forestillingen en ekstra dimension, for Ellas forældre er skilt. For hende bliver det ikke kun et spørgsmål om, hvad hun skal tro, men også, hvem hun skal tro på. Måske bliver det den bramfrie mormor på plejehjemmet, der nægter at opgive sin tro på mennesker og sin modstand mod religion, og som skaber ballade i familien ved at give Ella en af sine joints. Mormor er nærværende og til stede i forhold til Ella, og det er publikum også.
'Hva’ tror du selv' er en stærkt interaktiv forestilling, hvor de to skuespillere med jævne mellemrum hopper ud af deres mange roller og med mikrofon i hånden tildeler tilskuerne hjælpe-roller og får dem til at give deres besyv med. Det giver både indholdet og spillet flere nuancer og sikrer samtidig publikums engagement.
Et moralsk dilemma
Den strålende solgule farve på spilleunderlaget dominerer sanseindtrykket og går igen i diverse tilbehør, men ud over det er scenografien sparsom og funktionel. En stor gul kasse på hjul med skabe kan skubbes rundt og bruges til lidt af hvert, og det bliver den, alt efter hvor de to piger befinder sig. De spilles troværdigt og følsomt og fint i øjenhøjde med et teenagepublikum uden forsøg på at gøre sig til deres jævnaldrende.
De to medvirkendes stærke basis som skuespillere både ses og høres i håndteringen af de mange hurtige skift mellem rollerne. Det gælder både, når de optræder som pigerne og deres voksne – og når de går fra rollen som spiller til udspørgende mikrofonholder.
Kaja Kamuks søde og tænksomme Ella i smækbukser og pop i de knaldgule ørebøffer har klart mere overskud og personlig ballast end veninden til at tackle de besværligheder, der møder hende. Hun magter også at sige fra over for sin forældre. Men hun fremstilles, så man ikke er i tvivl om, at Ella ikke er en supergirl med unaturligt styr på alt, men både kan ligge under for gruppepres og sort samvittighed.
Som hendes modsætning skaber høje Camilla Gjelstrup i hiphop-strikhue et rørende portræt af en Sofia, der er stor og stærk udenpå og skrøbelig indeni. Hun er den nye pige i klassen og datter af den uortodokse præst, som de går til konfirmationsforberedelse hos. Som om det ikke er rigeligt, når klassens dominerende elev vil finde et mobbeoffer, så er Sofia utilpasset og føler sig deporteret mod sin vilje. Det skaber et moralsk dilemma for den retskafne Ella.
Hun tør ikke forsvare Sofia mod mobberiet af frygt for selv at blive mobbet. I stedet lader hun være med at svare på venindens sms'er og vender hende i det hele taget ryggen. Alligevel ender Ella med at støtte og hjælpe Sofia, der viser sig at bære på en grum hemmelighed.
Det giver hudløst drama i en forestilling, der er skabt til debat, men som blandt andet ved at begrænse sig til at fokusere på den kristne konfirmation undgår at blive firkantet og frelst.
