Teksten har Teater Fantast ikke selv fundet på. Det er langt mestendels den både dansk royalt prisbelønnede og svensk udskældte børnerimsforfatter Jakob Martin Strids værk. Men teatret har sørget for, at musikken og skuespillet matcher remsernes antiautoritære og frimodige tone.
Scenen er omdannet til butik. En meget enkel en af slagsen. Alt er holdt i hvidt. Butikkens disk er hvid. De tre medvirkende er klædt i hvidt fra top til tå. Og rummet er hvidt. Sikkert for at give fokus til musikken, mimikken og alle de farverige rekvisitter, de medvirkende tager i brug under det, teatret meget betegnende med forestillingens undertitel kalder – ‘en Strid Teaterkoncert’.
Tempo og glimt i øjet
Helt i stil med Strids børnebog er der højt humør, et rapt tempo og en uhøjtidelig stemning af anarki og udfordring over Teater Fantasts teaterkoncert. I forgrunden vrider Mads Mouritz Gjellerod sejt sin guitar til den ‘Ding dong’ – ‘Hvad skal der være?’-scene som Ditte Ylva Olsen og Stine Q. Pagh storsmilende og med et drilsk glimt i øjet lægger ud med.
Stykket krydrer Strids vers med små replikker hist og pist. Pag efterspørger og køber meget belejligt en sang og et instrument af Olsen, som står som ekspedient i Mustafas kiosk, inden de ordret fra bogen introducerer Mustafa og hans kiosk med det vers, som har bragt svenske sind i kog, fordi som det synges: ‘Mustafa har engang hugget hovedet af en mand så det faldt rigtigt af og blødte – Historien er skam sand…’
I den lyse og humørfyldte måde, hvorpå Fantasterne serverer verset, som i øvrigt bruges som et refræn forestillingen igennem, er det nu mest sentensen ‘I Mustafas kiosk kan man købe næsten alt. Bananer og dynamolygter, Sodavand og salt, som fæstner sig. Og i øvrigt bliver der slet ikke lagt op til, at man skal opleve rimene bogstaveligt, men i stedet som det, de er fra forfatterens pen: nonsenspoesi.
Tabuer og fyord
Frem bag disken, oppe fra disken og til syne bag en låge disker trioen op med et teaterkoncert-bud på en lang række af bogens sludrevers.
Olsen og Pagh er i konstant aktion og de tager både kulørte stofdyr og store rekvisitter i brug i en iscenesættelse som på mange måder mimer børns leg. Pagh fører fx en stor grøn koteletbevæbnet frø med bankrøver tørklæde for gabet hen til disken, hvor Olsen må parere ordre i remsen ‘En frø begik et bankrøveri’.
Vi kommer rundt om mange af remserne med skyggespil, med gigantisk store briller, med vilde parykker, med strittende overskæg, med en usandsynlig langbenet dukke og med små biksemads-ivrige dukker, som lægger krop til spillernes ansigter, med revolvere, med gurglelyde, og med spil på tuba, cylofon og guitar. Remserne gør, som i bogen, en dyd ud af at sætte tabuer og fy-ord ind i en ny og sjovt anlagt sammenhæng – en sammenhæng som netop ikke skal opfattes direkte og konkret, men som en invitation til at bevæge sig med indenfor i et mulighedernes og fantasiens rum.
Snot og chokolade
Vi bliver præsenteret for den grimme, grumme fyr, der blæser sig op og siger, at han får folk til at dø af skræk, fordi han lugter af bræk, men dog også må indrømme, at det er ‘noget møg når man kun er tre centimeter høj’.
Drengen der filosoferer over en sommerdag at stå på ski i alt det snot, han har samlet sammen. Kloakkens møgdyr som stjæler chokolade og sejler væk i betjentens kasket. Grønthandler Grøn, der køber sig to pistoler og af borgmesteren bliver omplaceret til en ostefabrik, hvor han dagen lang skyder huller i ostene. Og bag en nedrullet låge giver Olsen og Pag den gas som to små sørøvere der elsker biksemad – både til aftensmad, natmad og fodbad.
Det som bærer forestillingen igennem er spiltempo, musik med ramasjang og udklædninger, som ikke lægger skjul på gerne at ville overdrive i festfejringens tegn.
Undervejs går der lidt overfladeshow i spillet. Teaterkoncerten får en rem af noget, der bliver fyret af uden rigtigt at ville noget. Uden at betone det særlige i Strids rimeunivers. Og frem for alt uden at vi rigtigt mærker, hvorfor det lige er at Teater Fantast synes, at de fire- til 10-årige og os voksne skal lytte til og se rimene på en teaterscene.
