Opgang2 Turneteater er sluppet rigtigt godt fra den sidste forestilling i deres trilogi, ’Hjerte rimer på smerte’.
’Hjertebank’ , som efterfølger ’4Ever’ og ’Rottweiler’ går direkte i blodet på én. Som et bevægende sus og et herligt skud energi. Det er en af den slags forestillinger, som opmuntrer, fordi den i en skøn og meget vellykket krydsning af blødgørende poesi og barske hverdagsrealiteter – og fyldt med sej og inciterende livemusik – spejler og facetterer vores livsvilkår.
Her er det en ung mands tur hen imod den drømmepige, som lige har liket ham på hans dating-app. Endda med tre store blinkende hjerter. Bestemt ikke hverdagskost for ham. Tværtimod.
Han spørger fortrøstningsfuld sig selv: ”Måske er der alligevel nogen, der kan lide mig?” En tanke, som lynhurtigt bliver efterfulgt af forvirring, frygt og stor tvivlrådighed. For hvordan gør jeg? Hvad skal jeg tage på? Hvordan er hun? Hvordan ser hun ud? Hvad kan hun lide? Hvilket førsteindtryk af mig selv skal jeg give hende? Er jeg overhovedet en, som nogen kan elske?
Flot tekst
Med et godt greb har Pia Marcussen skabt et stærkt og interessant manuskript. ’Hjertebank’ begynder i drømme. I intense og poetiske vendinger beskrives et møde mellem den unge mand og en ung kvinde. Han svæver på drømmenes vinger – det samme gør vi.
Men så lander vi brat på virkelighedens hårde brædder. Først i den unge mands hybel. Siden i en bus på vej mod Rådhusparken. Og til sidst på parkens plæne. Rejsen er fyldt med knaster, spekulationer og angstens sved.
Nok et greb, som styrker manuskriptet er, at manden taber sin mobil ned i wc-kummen, hvorefter den ikke fungerer længere. Forbindelsen til den virtuelle verden er prompte pist væk. Et cut og en panik, som erstattes af en kontakt til virkelighedens personer: Til de personer, den unge mand møder. Fx på gaden og i bussen.
Han tager en bus mod Rådhusparken i håb om der at møde drømmepigen. I bussen er en gruppe unge piger, som på hver deres teenageragtige måde viser manden stor interesse. Et ungt forelsket par. Og en gammel mand på vej med roser til at lægge på sin kones gravsted.
Alle er de med deres væremåde og reaktioner overfor den unge mand med til at udtrykke al den hjertebanken og tvivl, han tumler med, nu den svimlende forelskelse og den store kærlighed synes så forjættende og samtidigt skræmmende tæt på.
Marcussen har sans for at ramme de unges tanker og sprog. Det skaber nærvær og troværdighed. Ligesom hendes fornemmelse for dramatiske detaljer – både små diskrete og mere markante og pludseligt opblussende. Et lille afprøvende hilse-hej vender eksempelvis stærkt tilbage mod stykkets slutning.
Stemningsfyldt og stærkt skuespil
Marcussen har også iscenesat, og det gør hun (som tidligere set) med evne til at få meget frem med ultra-enkle midler. Rummet er scenografisk set nærmest nøgent. Her er et lille podium med en taburet i den ene side, hvor skuespiller Chadi Abdul-Karim har base, og en ståplads i den anden side, hvor musiker Nikolaj Rosengreen holder til mellem det udstyr, han bruger sammen med sin elguitar.
Vigtigste visuelle brik er bagvæggens skiftende kulører og den lyse silhuet af en mand. Silhuetten spejler med hele sin diskrete tydelighed historiens centrum: den unge mand og hans alment genkendelige følelsesliv.
Det nøgterne og alligevel meget poetiske rum fylder de to medvirkende utroligt intenst ud. Takket være Marcussens fintfølende iscenesættelse med små skift i arrangementer på steder, som uden at gøre postyr af sig understreger de følelsesmæssige stemninger og skift.
Men også takket være Chadi Abdul-Karims fysiske og verbale orkestrering af teksten. Abdul-Karim har en kropslig impulsivitet, som får teksten til at blomstre, og verbalt forstår han at servere Marcussens tekst i en spændende blanding af heftigt temperament og charmerende troskyldighed.
Inciterende musik
’Hjertebank’ er også auditivt interessant på grund af Nikolaj Rosengreen guitarspil. Kompositionerne er inciterende og spændende, og Rosengreen forstår at servere musikken med stil og humor.
’Hjertebank’ er en forestilling, som man uvægerligt og velvilligt spejler sig i. I ét intenst og medrivende åndedrag. Navnlig som ung, men også som ældre. Det er et kærlighedsepos, hvis slutning ikke skal røbes – men opleves live.
